Så får vinduerne også lige en tur. Anders fatter ikke, hvordan jeg dog kan slappe af, når jeg er igang. Men jeg vedligeholder jo min lille weekend cabin, fordi jeg har lyst. Fordi det er et stykke arbejde, der har en start og en slutning. Et fint resultat, som lyser op, og som jeg har kontrol over. Jeg vælger det helt selv – og lader jeg sommerskuret forfalde, er det også i orden. Det braser nok ikke sammen i vores levetid alligevel …

Står herude i efterårssolen og mediterer. Lange jævne penselsstrøg, lige tilpas med kridhvid træbeskyttelse, fyld alle sprækker og udglat alle ujævnheder. Kigger gennem ruden. Her på den anden side sidder mine to piger ved bordet. De maler også – i deres nye aktivitetsbøger med farveblyanter. Manden lægger lasagne sammen. Alle tre er lige derinde men er alligevel langt væk. Et univers imellem os i dette sekund.

Drageturen på stranden blev bare en spadsertur, for der manglede en pind til dyret. Men det var alligevel rart at være ved vandet, sagde Nora. Nu luner de sig ved ilden. Jeg fryser lidt men henter ikke trøjen – er snart færdig med frontpartiet. Der er ro på i hytten. Nogle gange har de det bedre uden mig. Jeg kan stresse hele familien uden at ville det. Min angst for, at Ella måske også en dag kommer til at ligge i en lille hvid kiste ulmer konstant, og selv om jeg allerhelst vil være sammen med mine skønne piger og opleve verden med dem, så holder jeg mig til tider væk og giver dem fred for min rastløshed. For der er dage som i dag, hvor det gør så forbandet ondt at være tæt på dem. Smerten ved at kunne miste bliver større.

Nå, nu ser det hæderligt ud. Pakker grejet sammen og hopper ind i varmen. Tør, velduftende brændeovnsvarme. Det skønne lille musik-pariserhjul fra Tusindfryd er trukket op og drejer til en klimtende Sinatra. Ungerne elsker det. Et slag Ludo, lasagne, gyngetur i tusmørket. Og så er det hjemad. Endnu en produktiv dag. Knapt så meget hygge med familien for mit vedkommende denne gang.

Men i nogenlunde humør.