Arkiv
Tag "tro"

Undertrykte host, knirkende lædersko. Blomsterne lægges nu i de skrå vindueskarme; ikke mere plads på gulvet. Heller ikke mere plads på bænkene, hvor vi sidder skulder mod skulder. Andre må stå.

Hvorfor hulker jeg ikke som de fleste? Var vi ikke tætte nok i vores venskab, eller er jeg blevet følelseskold? Det er jo trods alt ingen børnebisættelse, det her…

Halvejs igennem ceremonien gives ordet videre til Trines bedste-veninde. Det formelle sprog står i underlig kontrast til hendes bævende stemme og røde øjne. Men et fint farvel.

Nu græder jeg også. Ikke voldsomt og ukontrolleret men som en stille sommerregn. Præsten tager over igen, min dejlige og rummelige præst Marianne.

Vi tre tøser – en amputeret mødregruppe – holder om hinanden, mens kisten køres bort. Følger efter og fortsætter ned til sognegårds-kaffe, wienerbrød, oversmurte boller og en hel del velkendte lokal-ansigter i enkemandens kondolence-kø.

Brusende hyldevand herhjemme med sød filtemor + datter. Lasagnen er i ovnen, og mit hovede dunker som ind i helvede. Panodiler skal der til. Og hvidvin. Og mere hvidvin…

Et liv er slut. Ufuldendt som Gaudis kirke, eller det vævede fuglebillede i præstegårdens vindue, som Mariannes mor ikke nåede at færdiggøre.

Måske derfor forekommer det så smukt?

Er åbenbart i det lidt søgende hjørne for tiden og har lige læst den lille hurtige bog Heaven is for Real om en fire-årig drengs tre-minutters besøg i himmelen (eller drømmeland?) under en farlig operation.

Hans far er heldigvis præst og kan derfor assistere sønnen med at sætte den fuldstændigt vanvittige fortælling i bibelsk perspektiv. Heldigvis – fordi denne vinkling gør bogen til bestseller og familien berømt.

Jeg tror nu (i modsætning til mange andre), at familien inderst inde stoler fuldt og fast på beretningen. De ænser slet den mulighed, at drengen – under sine utallige gudstjenester – kan have opsnappet et og andet om ærkeengle og kjortler.

Men jeg har sgu’ ondt af knægten, for det skinner så tydeligt igennem hele bogen, at han ikke er i stand til at skelne virkelighed fra fiktion. Det er også her, de fleste anmeldelser, jeg har læst, retter deres kritik.

På trods af det, er bogen faktisk meget interessant, og jeg er ret så inspireret af den. Som sagt ikke spor på grund af emnet, men fordi den giver indblik i et amerikansk minisamfund. Et samfund, hvor man tager del i hinandens liv – også uden for den lille kernefamilie – og hjælpes ad uden den mindste tøven.

Og det er jo altid noget, man kan tage ved lære af…

We continue to wait. Feeling Piper and her soft self, so unlike the girl in the past and yet still fabulously alive. I find myself sitting with her and crying while smiling. Praising while pleading. Lovingly letting my daughter loose into the arms of the only One who can possibly love her more than I have.

Sådan skrev Pipers mor i går på Needham-familiens blog om deres magtesløse kamp mod spædbørnsleukæmien, og her i nat:

The Lord gave and the Lord has taken away; blessed be the name of the Lord.”. (Job 1:21b). Piper Jean Needham ran into the arms of Jesus April 3, 2012 3:35pm.

Selv om mange af os, der har fulgt den lille piges kamp, aldrig har mødt hende, slår nyheden om hendes død ubegribeligt hårdt – for mit vedkommende fordi hun havde samme alder og samme diagnose som vores egen lille Ella-mus. Jeg kan mærke, at Pipers mor Susanna – ligesom jeg – finder glæde og ro i sine skriverier, men hendes tanker adskiller sig meget fra mine på ét essentielt punkt:

Familien er troende. Det mente jeg nu også at kunne kalde mig selv, men jeg er alligevel jævnligt blevet overrasket over den dybe trøst, de er i stand til at finde hos Jesus i denne allersværeste tid i deres liv. Egentligt ret så misundelsesværdigt, når jeg tænker nærmere efter. Men også ufatteligt. For jeg kan umuligt hamle op med den lid, de sætter til, at deres lille smukke datter nu har det bedre og er mere elsket hos Gud end hos dem selv.

Nej, jeg nægter at tro på, at nogen som helst kan klare min opgave som mor bedre end mig, når det kommer til kærlighed til mine børn. Det er ganske simpelt umuligt. Jeg elsker mine to tøser helt op til månen og tilbage igen – and then some…

På trods af stress og jag, depressiv adfærd, sure miner og generel udslukthed efter Ellas lange og benhårde sygdomsforløb , så er mine børn bedst tjent hos mig og Anders, deres mor og far.

Og dermed basta!

Nu er det snart et år siden, at jeg anskaffede mig min Kristuskrans.

Jeg ved, at jeg er troende, men graden af tro varierer fra dag til dag. Konceptet fængede mig imidlertid øjeblikkelig, da jeg stiftede bekendtskab med det ved babysalmesang med Ella, da jeg så vores dejlige præst Marianne bære dette fine lille armbånd. Hun fortalte mig om baggunden og brugen, som kan minde lidt om rosenkransens:

På vandringen med Kristuskransen møder man både inspirationen fra kirkefædrene og fra Østens spiritualitet, formidlet med hjertet dybt forankret i nutidens mennesker. Hver af perlerne får igennem bogen en særlig betydning og ved at bruge perlekransen i bønnen, bliver den en hjælp til at fastholde tankerne og udvikle den personlige meditation.

En del præster benytter kransen som konfirmanters introduktion til kristendommen. Idéen falder i min smag, idet det er op til en selv, hvorvidt, man vil bruge den i forbindelse med bøn, meditation, indlæring eller blot til pynt.

Anyway, min krans er af luksusslagsen med ægte sten og perler og blev fremsendt fra Bethesdas Boghandel sammen med koralbogen til den nye salmebog (en gammel kirkesanger må immervæk følge bare lidt med i udviklingen). Jeg har endnu ikke helt fået den til at fungere som andet end et smykke – men den er rar at finde frem en gang imellem og tage på eller sidde og nusse med, når man er lidt vemodig.

Så måske har den fundet helt sin rette plads hos mig alligevel?

NB. Findes også som app