Fødselsdagsgaven til min søster gik pludselig i stå, men nu er den færdig:
Et sæt gammelrosa merino-pulsvarmere med falske snoninger.
Har strikket efter opskrift fra Irene, som desværre tabte kampen før jul 
Men hendes blog lever endnu, og der er mange guldkorn.
Opskriften har jeg ændret lidt, da jeg valgte at strikke i Filcolana Cinnia Merino og slog derfor 55 masker op på pind 5 (svarer til en str. M).
“Må jeg godt kramme hende?”, spørger Nora nervøst. Hun styrede straks hen mod sin elskede lillesøster men stopper nu pludselig op, inden hun når sengen. Vi forsikrer hende om, at det er helt ok. Hun har jo både været i bad, fået hospitalstøj på og derudover udstyret med isolationshandsker og -mundbind.
De går fluks igang med at lege – som havde de to søstre bare lige holdt en pause på et par minuttter. Da jeg hører dem småskændes lidt om Playmobil-prinsesserne, bliver jeg lykkelig. Ah, ingen overdreven omsorg eller usikker adfærd.
Bare Nora & Ella.
Vi når både kaffe, eftermiddagskage, stuegang og medicin-opdatering, inden Nora beder om at komme hjem. Hun har – helt forståeligt – iltmangel bag Disney-masken. Ella er også træt og vil ha’ tændt for skiløbet på svensk tv igen.
På hjemvejen traller Nora. Hun er lettet, kan jeg høre, for Ella er stadig Ella.
Svinger omkring City 2 og shopper en ekstra lille fødselsdagsgave til Mormor, der fylder 80 i overmorgen. Den skal hun ha’ i aften, inden hun suser til endnu en solferie. (Plads til en blind passager?) Dukker mig lidt i menneskemylderet; havde godt nok ikke regnet med så mange folk så kort før lukketid. Snubler nær over en lille purk, der kravler på gulvet foran boghandlen. Ush, en masse bakterier, han får på hænderne. Kan næsten se dem. Og hold da op, hvor alle dog nyser. Vil hjem og er så godt som ude, da vi pludselig hører MGP-vindersangen for fulde gardiner. Halløjsa – børnestjerner på 1. sal. Vi suser grinende derop og skynder os i kø til et par fine autografer, mig og så min store pige. Og nu hjem til lasagne og hygge.
Efter fem dage i cellen.
Efter maveondet primo december er Ellas appetit faldet fra svingende til praktisk talt ikke eksisterende. De seneste par dage har hun været tydeligt forkvalmet af de forskellige kemopiller, hun har fået ordineret indtil transplantationen. I går nat vågnede vi brat ved, at hun kastede op – og kom i tanke om, at vi vist gav kvalmestillende efter torsdagens MTX under vedligeholdelsesfasen tilbage i 2011.
Lykkelige 2011. Hvor vi troede, at Ella var på vej mod et normalt liv som rask Tudse.
Nå, men ungen spiser meget sporadisk – og kun kød. Så vi lagde hovedet i blød og inviede i går Anders’ nye julegave-tagine:
The traditional tagine/tajine pot is formed entirely of a heavy clay. It consists of two parts: a base unit (can be taken to the table for serving) and a large cover (sits on the base during cooking) that is so designed to promote the return of all condensation to the bottom.
Kort fortalt bevarer en tagine saft & kraft til alle simreretter og kan bruges over åben ild, på grill, komfur eller i ovn.
—
Kemolands simregryde: 800 g tykkam i klodser (2-3 cm), 3 løg i både, 7 tykke skiver chorizo-pølse, 1/2 kg kartofler, 1 stor rød peberfrugt i strimler, en bakke halverede cocktailtomater, 250 g kvarte champignoner. Brun kødet i olie lidt ad gangen. Fyldt taginen med alle ingredienser + 2 dl boullion. Ind i ovnen ved 225 grader ca to timers tid. Omrør et par gange undervejs.
Endelig kan jeg vise den færdige Merino-sag frem.
Resultatet blev hverken til sengekast i sommerskuret eller hyggeplaid i dobbelthuset. Nix, det blev til min søsters julegave, og hun har selv valgt farven på afslutningskanten uden at vide det. Meget tystys – derfor først fotos af det afsluttede hækle-projekt nu.
Tæppet blev efterhånden ret så uhåndterligt at arbejde med og tungt at transportere rundt, så den sidste maske har været halvlænge undervejs; opstartet til strikke-weekend i lyngen kort efter Ellas raskmelding og afsluttet på Rigets Børnekræftafdeling ved hendes tilbagefald.
Indspundet den største glæde, den dybeste sorg …
Hvor velsignet det er at være hele familien samlet juleaften, lige så deprimerende er det at skulle afsted til Riget dagen derpå.
Ella hyler og skriger, da vi beder hende tage overtøj på: “Jeg vil ikke ind på hospitalet – jeg vil blive her og lege med mine gaver!” galer ungen, mens hun sparker ud efter de stressede forældre. Nora lukker sig skuffet inde på sit værelse og er pludselig slet ikke opsat på at besøge skoleveninden som aftalt.
Det lykkes imidlertid at få begge afsted, da vi lokker med de to spritnye julegave-iPads – en lyserød og en lyseblå – som en kærlig sjæl har indkøbt i højtidens anledning.
Vi hoster alle fire for tiden, så Ella får sin Ambisome-kur i en fjern og mennesketom afkrog af afdelingen. Med maske på.
Et par æbleskiver fra fælleskøkkenet får dog tøsen tilbage i julehumør, og snart er infusionen færdig og kursen sættes mod Roskilde. Og storesøster.
Men bliver vi mon nogensinde en almindelig familie igen? :*-(
Tøserne kommer altså til at drukne i julegaver på mandag, hvis vi ikke forsøger at sprede de mange pakker, vi modtager fra nær og fjern, ud over hele julen. Så det gør vi. På den måde kan hver enkelt kærlig hilsen nydes i ro og mag og med større fokus.
Dagens lille gave er den mest fantastiske kreativitet: En hæklet pose, der transformeres til dukke-vugge ved åbning. Lige til at transportere fra Roskilde til Riget tur/retur.
Den kommer fra en kvinde, hvis egen voksne søn er syg af kræft – så hun kender til det angstfyldte marreridt, vores familie lever i.
Pigerne elsker dukke-vugge-posen. Og jeg med!
1.000 tak, Ingeborg; sikke en skøn lille lykkepose. Kunne jeg mon lokke en opskrift ud af dig?
Glæder mig til at overraske Nora med, at jeg har lavet en ny varmemus til hende.
Musen, som er fyldt med hvedekerner og kan opvarmes i mikroovn gang på gang, er syet af gammelt sengelinned og diverse stofrester.
Jeg har valgt at sy en ekstra inderpude i samme facon til kernerne, så betrækket kan vaskes – men det er kun fordi vi er så hulens immunsvækkede herhjemme. Vores oprindelige har kun ét lag.
Har lige prøvet den på min nakke, og ahhhhh – den virker 
Skolepige afleveret, sengen kalder. I stedet hopper jeg i bad og sætter kaffe over. I dag vil jeg nemlig sy.
For et par år siden fik pigerne hver en varmemus, som blev meget flittigt brugt. Begge er nu slidt op, og vi savner dem.
En varmemus er en trekantet stofpose med påsyede knappe-øjne, ører og snude i 90-graders-spidsen og hale-strop i modsatte ende (hypotenusen). Fyldet er hvedekerner.
Hele molevitten opvarmes i mikroovn, og ud over at dufte himmelsk, så holder de fusserne lune under dynen. Også gode over øm nakke/skulder.
Giver det overhovedet mening??? Vender tilbage med billede senere – måske en julegaveidé?
Må forresten lige se, om ikke jeg lige får husket at smutte forbi genbo-konen efter opskriften på det helt vidunderlige lille lune brød, hun kom over med forleden. Det blev guffet med Svigerne til kaffen med smør og ost. Mums!
Den smukkeste buket fra Mormors bror & familie + to ponyer med glitrende vinger og et farverigt bundt tegninger fra Ellas børnehave blev afleveret ved hoveddøren forleden.
Kemounge måtte tilbage til Riget i dag efter kun et døgn hjemme i friheden – så skidt var hun. Livet er lige nu næsten ikke til at bære.
Men kun næsten. For I er så mange, der støtter os, når vi vakler. Hjælper os med at komme igennem.
Og vi kommer igennem.
Alle fire.
Det skal vi.
Ellas feber er faldet her til aften. Hun ligger og klynker lidt her ved siden af mig – drømmer vist noget farligt. Det har også været en begivenhedsrig dag, for hele familien var inviteret til Farmors fødselsdagsselskab, og Ella fik bevilget lille orlov i dagens anledning. Hvis hun returnerede til sengestuen senest kl. 20. Nora & Far planlagde overnatning hos bedsterne.
Rar dag – dyttede frejdigt i hornet, da Ella og jeg satte kurs mod Riget.
“Min Faaaaar”, græd Ella, “jeg vil se min Far igen!”
Hun tiggede mig om at vende bilen og tage ham og Nora med. Forsøgte at trøste, mens jeg spejdede efter tilkørslen til motorvejen. Kørte forkert = omvej tværs gennem byen. Først da jeg holdt ind i rabatten og fiskede Moster Lines Playmobil-kalender-prinsesse frem fra bagagerummet, faldt hun til ro.
Sådan har Ella aldrig før reageret ved indlæggelse. Minder om adskillelses-sorgen efter aflevering i børnehaven (de få uger, hun nåede at gå der). Hvor gør det ondt. Hun ønsker jo bare en samlet familie. Ligesom jeg.
Nu vi er ved skønt julepynt, som tages frem år efter år og har sin faste plads i hjemmet, så må jeg altså også lige nævne pigernes helt fantastiske Schleich Krybbespil, som de har fået af Tante Tine. Sammen med Farmors stråtægte stald er det anledning til timevis af fantasileg.
Og hvis jeg synes, at vores familie er landet i en krigszone, er det intet i forhold til hvad, de nybagte forældre går igennem i vindueskarmen, når en hær af flyveøgler frådende kaster sig over vise mænd og fårehyrder. Lige midt i presseveerne.
Se lige denne seje dørkrans, en dejlig veninde har lavet til mig!
Julekrans: Et stk. halmkrans, et bundt lærkekogler, spraymaling fra hobbybutik i klare farver, en ordentlig gang lim.
… og en tålmodig husbond, som affinder sig med, at hele garagen stinker af opløsningsmidler!
