Arkiv
Tag "outdoors"

Ella rækker armene ud efter mig.

Hun kan ikke guffe mere af sit æble og vil op på skødet at sidde. Ser nu også lidt grå ud i betrækket med rød/blå skygger lige under de nederste øjenvipper. Løfter hende over til mig og krammer hendes lille tynde krop.

Skulderbladene stikker knivskarpt bagud, rygraden er synlig under kjolen. Kan mærke de markante ribben, da jeg sætter hende til rette. Jeg borer næsen ned i hendes hovedbund. Tykt mørkeblond hår dufter af baby.

Men hun er måske også stadig lidt en baby – en fireårig baby?

Hun bruger jo fortsat ble (ekstra affaldssække en masse required!!!), er først ved at lære at gå og må til tider mades for at få næring nok i løbet af dagen.

Nej, Ella er ingen baby. Hun er måske snarere en gammel kone – en fireårig olding?

Træt og rystende, viis og klog, eftertænksom og forsigtig. Har rejst jorden rundt og oplevet verden. Levet livet når det er dejligst – og når det gør allermest ondt. Hun kender sin krops begrænsninger. Kender til ensomheden, når kræfterne ikke slår til. Og smerten, når gode venner falder bort.

Hvorfor er hun så bleg? Og kold? Ellas hænder er permanent forfrosne. Benede krogede fingre griber fat om min fletning og leger med hårbåndet. Hun vejer ingenting, men hendes knogler borer sig ned i mine lår.

Tror ikke i denne stund. Tvivler på, om vi får lov at beholde hende. For hver dag, der går uden tilbagefald, øges chancerne. Det ved jeg godt. Men vi er stadig i farezonen her 256 dage efter transplantationen. Ella er fortsat svækket, og vi går vinteren i møde med en yderst immunsuprimeret pige. Så selv om kræften holder sig væk, gør vinter-forlølelserne det så også?

Lige om lidt er efterårsferien slut. Vi fik sparket til lidt nedfaldne blade, plasket i et par vandpytter, klappet en hest eller to, simret en omgang bålmad, trillet en spandfuld havregrynskugler og leget far, mor, børn med levende lys og røde bøffer på bordet. Men var det helhjertet? Ægte? Er vi en rigtig familie – eller blot fire zombier, levende døde, der foregiver at leve et klassisk liv? Er  vi overhovedet til stede? I virkeligheden?

Der er så uendelig lang vej endnu. Og hvorfor skinner solen ikke i dag? Netop som jeg har det største behov for lys  …

Sommerskuret er også et efterårsskur. Den lille weekend-hytte ta’r glad imod os, da vi holder første feriedag i lyngen, og fodres det med brændeknuder, kvitteres der med strålende lune omfavnelser.

Lykkelige Nora og Mor klatrer (sidstnævnte med møje og besvær!) op i trætophuset (der endnu mangler trappe og et par andre detaljer …) Fabelagtigt vue over hele matriklen. Love it! Og nu en hurtig madpakke samt brikjuice i tasken og afsted på skovtur. Inden aftensmad nåes lige et slag Ludo og en tur på hesteryg.

Hvad si’r I så? Ella har for første – og absolut ikke sidste – gang siddet på en hest. Dejlig lokal pige, vi mødte i sommers gi’r os lige to timer af sit liv og en fantastisk oplevelse til at putte i kufferten af rare famillieminder. Ella undrede sig dog noget over, hvorfor hendes lille runde Pony ikke har noget horn i panden – som hendes egne lyserøde derhjemme – men det afholder bestemt ikke tøsen fra at overdynge den med æbler og kærlighed. Nora får lov at låne den noget større og meget gemytlige Tritill. Og hvis jeg ikke ta’r meget fejl, kan det ikke vare ret længe, før hun begynder at tigge om ridetimer.

Det er bælgragende mørkt, da vi pakker ungerne i bilen og begiver os hjemad. I morgen er der Ella-tjek på Riget og legeaftale til Nora – men lur mig, om ikke vi snart igen suser en tur tilbage til løvets paradis.

Foran mig ligger nu en råskitse til et helt vidunderligt nyt projekt til Sommerskuret!

Vi har nemlig været så heldige at modtage et legat til Ella, der skal bruges på at styrke hendes motorik. Og hvad er mere motiverende til at få gang i bentøjet end saftevand med søster i pigernes helt eget hus oppe under skyerne?

Roskilde Tekniske Skole har påtaget sig opgaven med stor entusiasme og er i øjeblikket ved at få styr på alle de sikkerhedsforanstaltninger, der skal til, når man slipper en række unge elever løs i en trækrone.

Vi glæder os alle til at følge bygningsarbejdet – men foreløbig skal vi mødes med projektgruppen i Lyngen for at udse os en velegnet stamme.

Hytten bliver sandsynligvis så stor, at man vil kunne overnatte deroppe. Kan næsten ikke vente …

På æblerov ved legepladsen.

Kan ikke få øjnene fra tøsen – hvor ser hun dog fremmed og fantastisk ud på én og samme tid. Er det virkelig vores lille Ella med så meget fint hår? Endelig har hun indvilget i at smide kalotten, og med ét ser hun både meget ældre og meget raskere ud. Om føje tid er det sondens tur til at komme væk, og så har vi fået vores friske krøltop tilbage igen.

Satser vi på …

 

 

Ved middagstid slap 58 fightere ballonnerne løs foran knapt 30 friske teams og en hel del pårørende på Skolen på Duevej – og skød hermed endnu en Stafet for livet i gang. Et smukt syn.

Smuk var også min pige kær, der charmede sig igennem åbningsceremonien for andet år i træk. Ella møvede smilende ind i hjerterne hos sine seje og kærlige medsøstre, der stod i kø for at nusse om hende og få en sludder.

Kære lille solstråle. Jeg husker tilbage på fighter-runden sidste sensommer, blot en måned før kræften atter slog benene væk under dig. Dengang var vi glade. Lettede. Stadig nervøse, naturligvis, men ved ok mod. Du løb omkring med krøllerne dansende om dine små tykke kinder. Lykkelig børnehavepige.

I dag kunne du ikke gå, dit lange hår var borte og ansigtet blegt og tyndt. Men dine øjne – de har ikke forandret sig. Dit skarpe stædige og åbne blik – det har du endnu. Og dét skal nok få dig ud på den anden side med livet i behold.

Det tror jeg på. I dag.

DMI: Solnedgang Odsherred kl. 21.14.

Er ankommet til stranden i god tid og får derfor plads på en af de fornemme rækker til aftenens show. Spejder oppe fra marehalmen efter Nora, der fræser rundt i sandklitterne under letsindige rullefald. “Så, Puttepige, nu er det lige om lidt!”, kalder jeg og løfter ballen væk fra en aggressiv tidsel. Min kåde hvalp ryster de fine korn ud af pelsen og sætter sig til rette op af mig. Kysser hendes havsalte kind.

Sommerferiepige – så længe det varer …

Himmelgløden er slukket og tæppet gået ned. Køjesengen kalder. Møder gedigne horder af ungdom på stien i tusmørket, beautiful little fools. For dem er strandturen først lige begyndt; bål, kys og lunkne alcopops. Natten lang.

Suk.

Ikke et misundelsens suk men et længselsfuldt et af slagsen. Drømmer mig aldrig tilbage til den hårde og ensomme tid på skolebænken men til de stærke øjeblikke ind imellem i florlet naivitet. Ta’r dog gladeligt det hele med: Hvem der bare kunne få et par dage forærende, hvor lykken kun udfordres af eksamensræs og kærestesorg.

Men konen er i forfald – og ferien snart ovre. Red mod vest og pressede de sidste saftige dråber frihed ud af sommeren med ældstepigen i skuret. Så kunne manden hænge på yngstepigens medicinering og genoptræning i tugthuset. Han klarer det bedre end jeg, der ikke trives i vores hjem. Kan ganske simpelt ikke slappe af i Roskilde.

De seneste fire år har vores lille dobbelthus været min arbejdsplads. Her knokler jeg løs med et job, som jeg ikke selv har valgt, bestemt ikke synes om og under ingen omstændigheder ønsker at beholde. Hvem der bare blev fritstillet … Men nej. Om et par uger slutter Anders’ orlov, og så hænger jeg på immunsvæklingen alene.

Igen.

Dalende sat, dårlig mave, træthed og kedelig kulør = øget stressniveau. Hvorfor nu pludselig så skidt?

  • For hurtig nedtrapning af steroidbehandling?
  • Mavevirus igen?
  • Pollen
  • Varme?
  • Luftfugtighed?
  • Hvad???

Teknikeren i familien crasher hos tøsen om natten og holder øje med lortebleer, sondepumpe, iltpapparat og satmåler. Nervevraget i familien ligger tilbage i dobbeltsengen. Ensom og bange. Maskineriet bimler og bamler til den lyse morgen. Lydene fletter drømmene til marreridt, og hjertet hamrer afsted (skulle måske lige låne pulsmåleren for en kort bemærkning …) Vågner svedt, rædselsslagen – og ikke det fjerneste udhvilet.

Ella sidder på sengekanten med pep-masken for ansigtet. Det grå ansigt. Hun spræller begejstret med benene, da hun ser mig og kvækker et halvkvalt “godmorgen”. Anders sukker – jeg forstyrrer træningen. Tøffer ind til Nora i stedet, men hun snorker endnu deroppe i sin nye seng på hemsen. Nå, en kaffe kan man da brygge. Heden vil ingen ende tage; op med alle tre terrassedøre. Aftenens dybt orange himmel er forvandlet til lysende blå. Ikke en vind. Endnu en fremragende sommerdag i vente. Træffer en hurtig beslutning: Jeg ta’r Ella til ekstra tjek Riget, mens Anders gi’r Nora en Tivolitur. Idéen bifaldes, og vi pakker turtaskerne. Følges afsted mod City.

Mens Storesøster tæsker rundt i min barndoms gamle slaraffenland med sommerens bredeste smil, guffer Lillesøster is på en af kystens mondæne badebroer. Efter blodprøverne er lige et par timers ventetid, som ligeså godt kan tilbringes i selskab med skønne venner. Tilbage på sengestuen kobles Ella til et virvar af elektroder og apparater. De er sgu’ grundige, de gode læger – spændt på tirsdagens svar. Ser vi spøgelser, eller har hun reelt fået det dårligere?

Jeg ved jo godt, hvad min angst helt konkret bunder i: Den evige og grusomme angst for tilbagefald. Og intet under, den må ud om natten, når dagen ikke giver tid til fordybelse. Dagen, der er fyldt med dosering af medicin, udregning af væskeindtag, overvågning af saturation, brusebade efter utallige tynde afføringer, lungetræning, gåtræning. Nå ja, og så lige lidt opmærksomhed til Nora. Vores kærlige skyggebarn, der tålmodigt aktiverer Lillesøster med sand, trylledej og farvelade, selv om hun måske hellere selv ville fnise sin sommerferie væk med jævnaldrende.

Fantaserer ikke mere om den barndom, jeg endnu kan nå at give min store pige. Forsøger ikke at sørge nær så meget over det, der er gået tabt men glæde mig over de oplevelser, hun får. Trods alt. En tur i forlystelsespark eller sommerhus, hos bedsteforældre og venner, ved strand, på havn, til familiefest.

Eller bare en helt almindelig sommerdag hjemme i gårdhaven med Far, Mor og Lillesøster.

 

Tilbage i lyngen.

“Go’morgen lille Ella”, smiler Nora, da hun vågner. Ipaden har allerede babysittet Lillesøster en times tid, da de evig-trætte forældre lige så deres snit til en lur på den anden side. Mor strækker de stive led; av. Må se at finde et par brikse til under de to gamle madrasser – 1,90 er dog en sjælden længde (men sommerskuret et lille sommerskur).

Harley bjæffer os velkommen på den anden side af krattet og lægger sig udmattet ned i græsset igen. Hedebølge allerede fra morgenstunden af. Terrassebrædderne svitser fodsålerne. Parasolen slåes op, brunch i skyggen. “Tak for mad – vi kører lige over til vovsen”. Nora hiver Ella afsted i trækvognen, og så får vi lige et kvarters pause.

Aaaaah.

Vores dejlige super-lukssus-strand var lige lovligt velbesøgt sidst for vores lille immunsvækling, så vi vælger den mindre men knapt så tang-frie for enden af Korevlerne denne gang – kan til gengæld nyde det smukke naturreservat på vejen derud over langbroen.

Næh, goddag! Støder sørme på en bekendt kemo-familie. Eller rettere halvdelen. De andre to ligger på transplantations-afsnittet. Opsplittet ferie – set før her på egnen…

Nora falder straks i snak med den anden raske søster (har måske også en ting eller to til fælles …), og de er næsten ikke til at hive op af havet igen. Men nu vil Ella tilbage. Sandslottet er pyntet færdigt, og hun er træt. Og bleg. Og rystende. Uh, lille Puttepige; måske vi alligevel skulle have holdt fast i kontroltiden på Riget? Blev bare så begejstret, da lægen gav os et par ekstra fridage (og grønt lys til atter at plukke blomster, hurra!), nu tallene var fine ved sidste tjek… Pakker os sammen og aftaler playdate igen i morgen. Befriende at sludre med ligesindede – der skal sgu’ ikke så meget forklaring til. Vi forstår hinanden til fulde!

Og sommerdagene kommer og går. Krydres med kæmpe-is, kølig rosé, grill-mad, hæklerier, krimi-læsning på langs, Kongespil under bøgen og Afrikas Stjerne i skumringen. Nora og jeg fandt sidstnævnte til 25 kr. på det lokale marked – helt klart sommerens bedste scoop sammen med de vidunderlige hot air tin balloons fra Nygårdens gårdbutik.

Nu er vi tilbage i Roskilde. Det regner. Kunne nu godt have blevet hængende deroppe i sommerlandet (hvor solen garanteret stadig skinner), men kommunens hjælpemiddel-gut og børnefys kigger forbi, og så må man jo hellere være hjemme.

Og her er nu også meget hyggeligt. Og trygt …

 

 

Cocio Chokolademælk. Lige præcist sådan er farven og konsistensen på Ellas lort. Og hun leverer ikke bare én men 10-20 blefulde i døgnet. Slattenheden tiltager weekenden over, og nervøsiteten ligeså: Har doner-marven nu angrebet tarmene, hvor lungerne klarede frisag? Nå, den må vi vende mandag ved den planlagte og næstsidste steorid-bolus.

Anders & Ella ta’r mod Riget, mens Nora & jeg bli’r til et par mor/datter-dage i sommerskuret. På Riget konstaterer mikrobiologerne, at Ellas gamle noro-virus er blusset op igen, hvilket gudskelov ikke er synderligt farligt. Hvis da ellers elektrolytterne holder sig i kroppen. Det konstaterer bioanalytikerne så imidlertid, at de ikke gør. Kalium-niveauet er faretruende lavt – faktisk så lavt, at der er risiko for hjertestop.

Argh!

På trods af, at Riget endnu en gang har kløvet familien i to og forkortet vores længe tiltrængte fridage sammen, var det nok alligevel ikke helt galt, at vi lige kiggede forbi, da vi gjorde det …

Mens slatten Lillesøster de næste par dage fyldes med medicin i sengen, fyldes Storesøster med friluftsliv (tak for ridetur til en af jer dejlige læsere!) i sommerlandet, hvor vi atter er online (tak for lyn-service til en anden af jer dejlige læsere!).

Indlæggelsen trækker ud, og jeg overtager (bogstavlig talt) lorte-tjansen, indtil torsdag, hvor vi endelig løslades.

Nå, det var den herssens sommerferie, vi kom fra …

 

 

Har savnet dig, kære Festival. Har savnet dig helt enormt.

Op på cyklerne og afsted via centrum.

Sniksnak på stien – og bump! Min søsters styr filtrer sig ind i mit, og vi lander oven på hinanden. Får udleveret plastre hos nærliggende hundesalon og deler en øl i heden.

Overhaler et par bare overkroppe, musklerne er spændte – ølkasser slæbes i seler over broen. Smiler. Der smiles tilbage under beduin-bundet t-shirt. Fælles udflugtsmål, fælles glæde. Fællesskab.

Lyserødt armbånd i år. Støt brysterne? Nej, ingen kemo-tanker nu. Slendrer gennem Backstage Village og ud på pladsen.

Aaaaaah – Roskilde-dage; essentiel sommer-ingrediens i mit liv i mere end 20 år. Støv i lungerne og sprut til ganen.

Shopper mad, drinks og genbrugstøj i menneske-mylderet. To søstre, der elsker hinanden, suger til sig af atmosfære.

Marie Keys sofistikerede humor, vidunderlige sang og übercool gæster på Arena samt Rihannas weirde outfit, halvstive bevægelser men velkendte toner på Orange varmer op til et brag af en natkoncert med fantastiske Volbeat.

Kan ikke sætte præcise ord på den sammenhørighed og kærlighed sidstnævnte rocker frem fra sit trofaste publikum men kan blot konstatere, at oplevelsen er i verdensklasse. Nød til fulde sidste besøg på scenen for år tilbage, hvor jeg – komplet gennemmudret, dyngvåd og summende af pose-rosé – hoppede mig igennem en forrygende fest. Men i nat var dansen mere intens og ekstatisk. Musikken borede sig gennem brystkassen og fyldte kroppen med glæde. Lykke. Lettelse.

Renset og klar. Parat til at tage hul på ny epoke i mit liv. Bladet vendes.

Endnu en gang.

Kan betragtes som et nederlag – imidlertid en nødvendighed, hvis ikke ungerne skal ryge til storskrald og forældrene på den lukkede.

Mens steoriderne raser i Ella, flygter Nora og jeg op til sommerskuret og lader os omslutte af feriestemningen i skov og på strand. Erstatter iltapparat, satmåler, medicin og blodprøver med kornblomst, hav, birk og leg.

Oh, frihed! Sænker mine trætte fødder i et dampende fodbad på terrassen. Fuglefløjt & kaffetår. “I har været savnet!”, suser det i trækronerne. Likewise.

Der holdes hof; Nora træner halsbrækkende spring på trambolinen med veninden den ene dag, spiser is og sopper med Mormor den næste. Kigger efter frøer, rådyr, pindsvin, firben, larver. Overraskes af en enkelt snog. Tøsen løber skrigende ind i stuen og op på sofaen. “Hjælp, en kæmpeslange!”

Tror den står på skærmtid for Ella og Far derinde på Riget; iPad og Mac. Sidste år var begge mine små føl på græs. I år kun det ene. Ella oplever friluftslivet virtuelt via Hayday – Nora med finkornet sand mellem tæerne.

Kognetiv øvelse: At føle taknemmelighed for ældstepigens sommer uden af sørge over yngstepigens mangel på samme. Ret beset en umulig opgave. Glæden er ikke dyb og inderlig. Smilet altid en kende bittert. Føler mig ikke helt fortjent til mine gode dage med Nora, når resten af familien er lukket inde på Riget.

Prøver prøver prøver. Men uroen indfinder sig efter et par timer, og jeg må op af hængekøjen, væk fra boligbladet. Igang med arbejdet. Græsset skal jo slåes, maden tilberedes. Det går ikke an at dovne. Ingen lediggang og tidsfordriv.

Ikke når de andre to er bag tremmer.

Ah, hvor skønt det nu er min tur til et par dage med Nora igen. Saaavner Ella – men man kan ikke både få i pose og sæk her i foretagendet.

Øjensynlig.

Årets Vikingespil er en Romeo & Julie-historie med skønne kamp- og dansescener. Opført midt i skovens dybe stille ro. Vidunderligt at sidde der i sommerregn og skumring med armen om min store pige. Ni år på lørdag.

Undskyld Nora, det var ikke den barndom, jeg havde planlagt for dig. Det her er dog vilkårene lige nu – skilsmissemodellen. Sorg og splittelse.

Jeg kan ikke love dig, det nogensinde bliver som før. At vi nogensinde bliver som før. Men jeg håber.

Indtil da: Masser af kys, kram og magiske aftenture.

Da nr. to læge gav grønt lys for et par timer hjemme, slog vi til. Omend lettere spændte på, hvordan det hele nu ville gå.

Efter en omgang lungetræning og vask samt et skud morgenmedicin og sondemad blev kørestol og iltapparat pakket ind i bilen, og lille Immunsvækling var på vej mod Roskilde.

For første gang i fire lange måneder.

Det var en velkomst af dimmensioner, der ventede os: Indkørslen var luget og fejet og bag den vildtvoksende bøgehæk gemte sig en løvsuget gårdhave med friskplantede sommerblomster i hvert et hjørne (og vi taler mine yndlingsblomster!), opfrisket krydderurtebed samt fine olielamper på havebordet. Mormor, der havde holdt weekend derhjemme med Nora og klargjort, luftet ud og fyldt køleskab op, kunne fortælle os, at en flok veninder var troppet op i går og knoklet hele udearealet igennem i fællesskab.

Sikke en kærlighed!

Og det blev sandelig også nydt i fulde drag den ganske orlov. For på trods af konstant regn dagen igennem, kom vi jævnligt udenfor. Det viste sig nemlig, at den eneste mulige vej med kørestol fra den ene etage til den anden var via havegangen langs husgavlen. Men så havde jeg da noget smukt at kigge på, mens jeg baksede Ella fra terrasse- til køkkendør. Og tilbage igen.

Nu er vi tilbage i Ronald McDonald-gemakkerne. Vores andet hjem. Nora ligger og snorker i køjesengen ved siden af mig, og Ella er på afdelingen med far. Hun sover garanteret ikke endnu, den frækkert. Hun efterspurgte kartofler, da vi parkerede, og det sidder hun sikkert og guffer nu. Fremragende appetit i dag, fremragende humør. Næsten Ella som i gamle dage. Hvis hun da ellers kunne gå. Og havde hår. Og ikke skulle medicineres døgnet rundt.

Men ellers …

Sidder her og summer over dagen. Gik over al forventning. Har ikke en eneste gang givet ungen ekstra ilt – endsige tjekket hendes saturation. Sund kulør og højt hunør under såvel Playmobil-leg, trylledej, tegning, lille film og middag. Alle fire omkring spisebordet.

Gentages meget snart igen!

NB. @ Mormor: Ryd kalenderen – Florin påstår, en ny weekendtradition er grundlagt.