Svinger forbi og indtager aftenkaffen hos BelleMusen. “Godaften på stuen!”
Mærker stemningen med det samme, jeg træder ind af døren; den trykkede og travle stemning. Kaster et blik på tallene: Gallopperende puls, alt for lav saturation. Halvnøgen Ella ligger rystende og græder lydløst ind i respiratorrøret med sammenknebne øjne. Kaster hovedet fra side til side. Ikke-kontaktbar.
Åhhh, lille Pus!
Forsøger at få de tre komplet ukendte personaler i tale: “Øh, hej – jeg er den bekymrede mor (så er I advaret). Hvad er det, der sker???”
“Ja, hun blev jo dårlig for et par timer siden, og ingen af os – heller ikke lægen – har turdet forlade stuen”,
“For et par timer siden? Jamen, hvorfor i alverden har I dog ikke ringet os op???”
Intet svar. På under et sekund har Snedronningen – med sit anklagende spørgsmål – tryllet to sygeplejersker og en læge om til kolde urørlige stenstøtter. Lægen henter uden et ord et stort apparat på hjul, som han sætter ved Ellas side. Gør et par kanyler klar.
“Hvad er det for en? Og skal I til at stikke i hende?”, bæver jeg.
“Det er umuligt for mig at udføre mit arbejde, når der ikke er ro på stuen!” Lægen skridter arrigt tilbage ud af døren med apparatet på slæb.
Øh?
—
Middagstid dagen derpå: Ella stabil.
Vores kærlige overlæge og dejlige velkendte sygeplejerske (nu vover I på at holde påskefri!) beretter roligt om abstinenser efter de mange ugers sovemedicin og et par trætte lunger, der snart – men endnu ikke helt – er klar til at trække vejret selv. Medicinen reguleres, så vi forhåbentlig kan undgå lignende kedelige udsving i iltningen en anden gang.
Så ny dag, ny plan.
Men fandeme ikke ny mor: Jeg spørger, til jeg får svar. Og er jeg utryg, får I det at vide.
Sgu’!