Min hæklenål føler sig ensom lige nu. Har kun selskab af en træt og gammel kone, der bander over alle de ender, hun mangler at hæfte.
Bare det var strikkeklub-aften i aften.
Savner jer, tøzer!
Tag "tradition"
1. december ligger lige rundt om hjørnet.
Vi forbereder os, mens vi venter. Ikke kun på jul – men på krig. Der planlægges og hamstres:
Juleønskerne nedfældes. Skabene fyldes op med espressobønner, rørsukker og langtidsholdbar mælk – fryser med indiske færdigretter, frikadeller og tigerrejer.
Inden det går løs.
For inden vi ved af det, skal træet tændes og ungen måske transplanteres …
Hverken Ellas tur på operationsbordet eller fætters fødselsdag gik som planlagt. Troede livet var så meget på hovedet, som det kunne blive i vores familie, men nej:
Puttepigen fastede idag i over 10 timer, hvorefter hun fik at vide, at narkoses alligevel udskydes til i morgen. Og gårsdagens fest kom på hold, da Mormor måtte afsted med ambulance midt i lammestegen.
Jeg kan simpelthen ikke udtrykke, hvor træt af hospitaler jeg er. Men træt, det er jeg. Træt på den rasende måde – og træt på den trætte måde.
At Anders derudover styrtede ned af en trappe, jeg låste mig ude af huset, min pung forsvandt, og vi nær havde misset Noras skole/hjemsamtale, orker jeg slet ikke at tænke på. Tror faktisk jeg stopper med at tænke.
NB. Min mor atter hjemme og ved godt mod.
Pigerne har fået en chokolade-julekalender af Mormor. Det er svært at holde fingrene væk, for der er en evighed til december.
Men hvem ved – måske Ella slet ikke er i stand til at åbne lågerne til den tid?
Så vi ta’r forskud på julen, og hver morgen når tøserne vågner, får de lov til at snuppe en godbid hver. Ellas chokolade i dag forestillede en fluesvamp:
“Og ved du hvad, Mor? Oppe i Sommerhusland, der bor der osse en fluesvamp, og den er rød. Den er meget giftig og farlig, så børn må ikke røre den. For så bli’r man bare endnu mere syg!”
Velkommen til mit arbejdsværelse: En hygiegnisk plastiklænestol – taburet som sofabord.
Når indlagt er det altså herfra, jeg blogger med bitter-sjasket maskinkaffe i glas.
Så læner jeg mig tilbage i det klistrende polster og nyder udsigten. Og her taler jeg ikke om smalle glimt af Østerbro gennem nedrullede metalpersienner – nej, her taler jeg om synet af lille smukke Tyksak, der ligger med dynen om den skaldede isse i sin knirkende grønne hospitalsseng.
“Vil du med ned til lidt eftermiddagskage?”, inviterer jeg. Trul ryster på hovedet og vender sig om på siden. Det har også været en hård dag. Morgenmad gik direkte over i frokost med mellemliggende udhuling af græskar, maling og bagning af edderkoppe-stager og orange keramik-lygter. Med batteridrevne fyrfadslys.
Nu er Ella forståeligt nok træt – og muligvis også mæt efter tre bananer i rap. Hvilken appetit! Kemoen giver sære indfald; i morges vågnede hun og galede på frikadeller. I fælleskøkkenet mødte vi en mor, der var sendt afsted efter popcorn – en anden bagte lasagne. Kl. 08!
Siestaen er ved at være slut og stuegangs-læge på trapperne. Jeg fik nået at takke ja til workshop-invitation i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og ansøgt GO-CARD om hjælp til at sætte fokus på børnekræft. Så jeg slukker for MacBook. Mit vindue ud til den virkelige verden. Hvor vejret har slået om, og vinteren er på vej. Hvor arbejdsdagen så småt er ovre, og de små pus skal hentes fra institution. Lektier, aftensmad, bad, putning og ahhhhh: Voksentid!
Go’ aften til alle jer derude!
Hvornår har jeg sidst danset med Anders? tænker jeg, mens gæsterne hvirvler omkring os i teltet på Teglværksskoven. Vi står bare ganske stille og vipper lidt til live-musikken med armene om hinanden. Pigerne sover trygt hos bedsterne på bed & breakfast et par gader væk, mens vi lige fester et par timer endnu.
Jeg har trukket nitten som chauffør og derfor kun sporadisk smagt på vinmenuen – men er dejligt afslappet ikke desto mindre. Lover mig selv at skære ned på de alkoholiske drikke fra nu af. Tiden er inde til at mærke livet igen. Det gør ikke så ondt mere. Er til at bære.
Tror jeg.
Blev spurgt af fætter & viv, om jeg ville tage et par fotos i løbet af dagen. Ja da; kan umuligt blive andet end fine med de fremragende rammer, motiver og vejrudsigter. Smiler tilfreds for mig selv, da jeg suser rundt og knipser løs. Indfanger i alt 516 stk.
Snapshots af en helt ny begyndelse.
Eja et godt koncept. Måske starten på en tradition?
Den lokale krea/sladre-klub er draget til sommerskuret med strik & drik i bagagen. Regnen er netop stilnet af ved ankomst, og inden længe sidder vi alle fem på terrassen i det grønne med kølige sjusser og garn galore.
Som aftenen/natten skrider frem, finder jeg opskrift-på-dejlig-hæklet-uld-plaid-i-bølget-zig-zag-mønster mere og mere kryptisk og når at pille fem gange op, inden en rar sjæl kommer mig til undsætning (dagen efter, vel at mærke…)
Tak, kære strikkeduller, for en fremragende weekend i fremragende selskab!
Fødselsdag for familien til Skt. Hans i sommerskuret.
Man er helt udmattet efter sådan en række arrangementer i rap, men jeg har et kæmpe behov for at overøse Nora med al den opmærksomhed, hun mistede, mens Ella var syg.
Sommerskur lægger op til laissez-faire-fester. Og det er godt, for da gæsterne ankommer, vælter det ned. Man må improvisere, så vi fordeler os på de få m2 indenfor og guffer moster Lines hjemmebag. Så klarer det da også op, og fætter/kusiner tæsker ud i det knæhøje græs for at afprøve Noras nye trækvogn.
Der dækkes bord på terrassen i en solstråle. Fars roastbeef, farmors salater og mormors ris a la mande (i intermistisk plastbøtte med flag, lys og grydeske) er på menuen. Underligt som Nora har ønsket off-season aktiviteter og mad til sine selskaber – måske årets allerbedste oplevelser som fastelavn og jul bare skal høvles igennem en ekstra gang, nu der endelig er åbnet op for muligheden?
De Gule Spejdere (hvad hulen er det for nogen?) disker op med giga-bål og heks i nabobyen, så over stok og sten det går med slikposer, kaffe og rødvin i bagsmækken. Den magiske aftensstemning omslutter ungerne, og de vover sig lidt rundt på arealet på egen hånd. Ella løber op og ned af bakken for at holde sig vågen og ta’r sig indimellem et hvil hos sine kære bedstemødre.
Dagen er omme. Det er midsommer (tro det eller ej!). Nora har skoleferie om et par dage. Ella afisoleres om under en måned, og nyt liv er i vente.
Hvis ellers den månedlige blodprøve på tirsdag arter sig atter en gang …
Klara Marie, som vi kender fra Børnehuset Siv, har fået et brændende ønske opfyldt af Ønskefonden:
Et prinsesse-fest på et slot (eller guldbryllup, som hun selv kalder det).
Dragsholm lagde lokaler til, og i alt 16 børn og ni voksne kunne hun invitere til at deltage i festlighederne.
Tillykke med din cool datter, Rikke!
“Agnesvej – så hører du under Havebo Skovbrynet Vejlaug”, siger indtjeknings-damen og rækker mig en stemmeseddel. Jeg kigger mig om i den store sal og arrangerer mig på en af de røde plysstole med guldben. Der er allerede fyldt godt op, og ti minutter senere kan der ikke klemmes flere sommerhusejere ind ad fyldningsdørene. Ekstra siddepladser arrangeres af kromutter, og der skrues godt op for hammondorglet. Vandkringlen går rundt, kaffen skænkes. Roen sænker sig, og formanden byder velkommen til Tre Lyngs generalforsamling på Højby Kro. Vi lægger ud med fællessang.
“Hva’ er det, han siger?” mukkes der hist og pist, når en grundejer stiller et spørgsmål, “så tal dog ned i mikrofonen!” Det er tydeligvist en af årets store begivenheder, og forsamlingen er festklædt og nyklippet. Havde egentlig forventet et par campinghabitter og træsko, men der tog jeg fejl. Havde egentlig også forventet et lidt yngre publikum, men der tog jeg også fejl. 60+… mindst!
Frederiksbergs tidligere borgmester styrer slagets gang med stor kyndighed og knirker rundt med mikrofonen mellem rækkerne. “Jeg synes, det er for dårligt, at vi ikke har nogen ordentlig dækning til vores mobiltelefoner heroppe – det er på tide, vi sender en klage til kommunen!” brokker en “Hørt!” gjalder det, og hele salen klapper. Emnerne kredser herefter om nabotræer, der skygger, mulvarpeskud og oprensning af grøfter og åer. Mærker begyndende koffein-overdose og ta’r hul på en appelsinvand.
Så takker dirigenten for rimelig god ro og orden, og vi runder af med individuelle vejlaugmøder. Her hilser jeg på sønnen til Agnes, som i tidernes morgen har lagt navn til vores vej samt hans svigersøn (der ligner Mads Skjern på en prik). Den gråhårede herre fortæller om sin barndoms leg på vores grund, dengang der var frugtplantage. Jeg giver udtryk for min taknemmelighed, fordi hans far valgte at udstykke denne bid af himmerige, og han knapper smilende en pilsner op.
Der smalltalkes lidt endnu, og så tøffer jeg ud i regnen og hjem til skuret, hvor ilden fortsat buldrer lystigt.
Sammenkrøllet, asymetrisk og komplet umuligt at få ud af kuverten i ét stykke:
Årets første gækkebrev!
Vi tænker, så det knager – en ganske ukendt håndskrift. Men inden vi får nået at sherlock-tjekke frimærkestemplet, afslører Ella smilende, hvad alle de hemmelige miner i Børnehuset Siv gik ud på i mandags.
Rørende!
Tak til alle jer dejlige quinder. I passer så godt på vores lille immunsvækling og skaber lyse og varme fragmenter af den helt almindelige barndom, hun fortjener men kun alt for sjældent oplever…
Det kan godt være, at Nora har mistet mangen en fastelavn med ørepine over årene, men nu tager hun så sandelig revanche: Tre fastelavnsfester på under en uge – og sidstnævnte (hvor hele familien var med) resulterede i en fornem krone! Selv Ella svingede battet til den store guldmedalje på trods af brækket kraveben. Rar dag!
Hvor dejigt at overvære.
I børnehaven missede jeg Noras optog, da jeg lå med Ella på Riget, og sidste år var deltagelsen ikke møntet på Noras klasse. I år blev optoget arrangeret af geschäftig mor til klassekammerat i sfo’en – og ih, hvor var det sødt!
Min lille trunte…
