Kattekillingen kalder på sin mor. Serier af hjerteskærende mjav-hyl. Natten lang.
De nybagte ejere krydser fingre for, at savnet med tiden fortager sig. At der venter den lille jammerkommode et langt og lykkeligt liv med kærlighed, leg og masser af fede sommerhusmus.
Smukke Simba. Med fine hvide poter. Og en pels så blød.
Velkommen i familien!
To forskellige sygehuse.
Det der i sin tid gav os en fængselsdom på ubestemt tid – og det jeg besøger for at få tappet et par poser.
Samme parkeringskaos, samme indgang, samme farve vægge. Men stemningen er en anden. Lydene fra forhallen, smilene fra sygeplejerskerne, fornemmelsen når man hiver i dørsnorene.
Vidt forskellige.
Min far havde en sjælden blodtype og var også donor i mange år. Han blev engang kaldt afsted til et trafikoffer, der direkte modtog fra ham bag et forhæng. Det må have været underligt. Og godt.
Med et lille ekstra kryds fik jeg forrige år ligeledes meldt mig som knoglemarvsdonor. Nu er min dna registreret. Så venter jeg på et opkald. Det kommer måske aldrig. Hvilket også er ok.
Der er nu gået lang nok tid til, at vi må kontakte Ellas donor. En ung tysk mand. Med hjertet det rette sted. Aner ikke, hvad vi skal skrive. Derfor tøver jeg. Tak, er vel det mest oplagte. Men hvordan kan ét enkelt brev rumme det, vi føler? Den dybe sammenhørighed? Taknemmelighed?
Tak tak tak – fra nu af og til verdens ende tak. Vi elsker dig for din gave til os. For at sige ja. For at møde op. For at lade en kæmpekanyle knase sig gennem din hoftekam og dræne knoglerne for marv. For en chance til. For livet.
Måske Ellas ord til mig for et par dage siden er de eneste, der rammer rigtigt:
“Jeg elsker dig helt op til månen, rundt om solen, ned til jorden, rundt om en lille mælkebøtte og tilbage til månen igen …”
Måske.
Tude, tude, tude. Det er hårdt at gå til psykolog. Har faktisk fået det tusind gange værre, efter jeg er startet. Tak for lort.
Beslutter mig for mindre shopping spree på vejen hjem; indkøb af udstyr til vores lille nye killing, der ankommer meget snart. Transport-kasse, bakke, hule, grus og mad. Glæder mig til at præsentere pigerne for de skønne sager i eftermiddag. De har allerede selv fikset en hel lille samling krea-legetøj ud af gammelt emballage og andet genbrug.
“Hej Dorte!” hilser en af vejens pensionister. Jeg viser stolt den fine lille katte-hule, da jeg pakker bilen ud. “Se, vi skal ha’ kat!”
“Hvad? Nej det var dog RÆDSOMT – de render jo rundt overalt og sviner så ganske forfærdeligt!!!
Humør tilbage på minus. Og her bliver det så resten af eftermiddagen …
For i min verden er RÆDSOMT år efter år at måtte sige nej til en ensom piges højeste ønske om et kæledyr, fordi hendes lillesøster har kræft og ikke kan tåle bakterierne.
Men sådan er vi vel så forskellige.
Smutter på hemmeligt mirabelle-rov med yngstepigen, mens vi venter på, at vores egne i Sommerskuret får modnet sig færdigt. Resulterende i over fire kilo frugter – og halvømme fingernegle.
Ella renser fem stk (og guffer ni), hvorefter hun rejser sig og går ind på værelset. “MirabEllaTudse, kommer du ikke tilbage og hjælper med resten?” “Nej tak, jeg har fået mig et nyt arbejde. Og det er at lege …”
Det er de små glæders tid. De små ønskers. Næste år på samme tid håber jeg på at have fået fingrene i en udstener. Tak. Har aldrig prøvet en sådan, men det kan kun være hurtigere …
—
Mirabelle-syltetøj: 1 kg mirabeller uden sten, 800 g sukker. Blandes grundigt og bages i bradepande (maks halvandet lag) under sølvpapir ved 175 grader en 20 minutters tid. Afdækkes og bages videre ved 150 grader til sukkeret er karameliseret og det meste af væsken fordampet (men ikke alt – da det stivner en hel del ved afkøling). Husk at røre undervejs. Kan koges med både rom, kanel, vanille, stjerneanis, rosmarin, kardemommekapsler, friskrevet ingefær eller kernefri chili. Vores mirabeller var dejligt kraftige i smagen, så vi valgte nu bare den plain model. Mums!
NB. Tre fordele ved at lave blomme- og mirabelsyltetøj i ovn – frem for gryde:
1. Det brænder ikke på
2. Man rører ikke så ofte og bevarer derved de større stykker
3. Væsken i bærrene fordamper lettere på grund af den store overflade
Fem store og to små stjerneskud blev det til. Ingen meteorregn i Roskilde. Ikke fra vores udkigspost i hvert fald. Men hvilken sommernat! Dynerne med udenfor. Dæmpet smalltalk i liggestol på terrassen. Orange gadelampelys gennem hækken. Skygger af insekter og fugle – sværmer, dykker. En dejlig sommernat. Med husbonden min.
Adgang forbudt. Hopper alligevel gennem vildnisset og ta’r i håndtaget. Låst. Men stikker man næsen helt ind gennem den smadrede rude, vælder duften én i møde. Duften af store sale, svungne trapper, fugt, forfald, fortid. En god håndfuld mirabellaer – også frugttræerne er glemt. Men ikke af os. En dejlig vandretur. Med søsteren min.
06:30 bliver min dyne løftet op, og en lille lun morgentrold møver sig op i sengen: “Solen skinner på min kind, når jeg ta’r Frost-tasken af”, synger Ella højlydt ind i mit øre og hapser min pude til sig. “Iiiih, hvor jeg glæææder mig – det spræller helt i min mave!”
07:40 hænger Nora nøglestroppen om halsen og kysser Lillesøster farvel og på gensyn: “Kan du ha’ en dejlig første skoledag, min lille Snut? Jeg kigger over til dig i frikvarteret.”
08:45 byder skolelederen velkommen i festsalen. Ella åbner sin nye taske og fisker sit matchende penalhus frem (sidstnævnte kærlig gave fra Storesøster). Hun når lige at tegne et par streger i malebogen, inden der er afgang til klasselokalet. Ella snubler over et trin på vej ud i solskinnet og sukker: “Men jeg er jo heller ikke helt vant til at gå i skole endnu …” og ta’r et fast tag i Mor med den ene hånd og Far med den anden.
9:45 gennes en flok svedne forældre videre på arbejde (eller noget …) Ella krammer farvel og sætter sig tilbage på sin plads. Med et stort smil.
Tillykke, min smukke Tu! Sikke en milepæl. Tænk engang. At du skule nå hertil? Et sandt mirakel.
Livet for dine fødder …
—
Det er tidlig morgen, men jeg er stået op / A / C#m / D / A /
For jeg kan ikke sove, der er uro i min krop / D /C#m / D /E /
Jeg har glædet mig så længe, og tasken står parat / A / C#m / D / A /
Jeg ta’r mit bedste tøj på og så er alting klart / D / C#m/ D /E /
Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag / D / E /
Henne i min klasse finder jeg min plads / A / C#m / D / A /
Med navneskilt på bordet så jeg føler mig tilpas / D / C#m / D / E /
Og far og mor går ud igen, og så skal vi i gang / A / C#m / D / A /
For nu går vi i skole og vi starter med en sang / D / C#m/ D /E /
Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag /D / E /
For nogen børn er fødselsdag den allerbedste fest / A / C#m / D / A /
Andre elsker julen, der hygger man sig bedst/ D / C#m / D /E /
Gennem hele livet er der mange fester, men / A / C#m / D / A /
Fødselsdag og juleaften kommer jo igen / D / C#m/ D /E /
De helt specielle dage er der ikke mange af / F#m / C#m / D / A /
Og derfor er der ingenting som første skoledag / F#m / C#m / D / E
Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag /D / E /
Hr. Skæg, 2012
Min højre skulder er død. Og det har den været en rum tid. Jeg tror, smerterne skyldes forkerte og for mange løft over tiden af slatten/lammet kemo-unge inkl. sondepumpe, iltflaske og kørestol. Op og ned, frem og tilbage. Seng, trappe, køkken, stue. Derfor er nu er såvel indre som ydre til reparation. Hos henholdsvis psykolog og sportsmassør.
Tror skulderen har en chance…
Anyway, i går til massage faldt snakken på vision boards – eller rettere dream boards. Hvilket fik mig til at tænke tilbage på sommer-højskolen, hvor vi sammen klippede/klistrede vores families “Livets træ”. Collagen blev fyldt med stikord om os. Hvor vi kommer fra (på roden), hvad vi er gode til (stammen), vigtige mennesker for os (grenene), hvordan vi ligner andre (frugter) og vores drømme for fremtiden (bladene).
Det blev et fint træ. Som bar både blommer og (!) citroner.
Nu er tiden kommet til at kigge indad. I mit eget univers. Hvad vil jeg med mig selv, i mit liv? Men fragmenterne mangler struktur; alt for ringe et fundament at bygge på. Endnu. Først må de mange stykker havglas finde sammen. I fælles mosaik. Nye skarpe og grumme giganter side om side med dejligt bløde og matslebne miniaturer.
Så jeg kæmper videre. Mens rønnebærrene rødmer, og ferien lakker mod enden.
Det blev til +14 dage i Sommerskuret. Stunderne smeltede ind i hinanden, klistret sammen af solcreme og lyserød guf. Tilsat et par kander hjemmepresset limonade, en spandfuld hyldedrik og en enkelt flaske rosé eller to.
Livet er så meget mere simpelt og overskueligt deroppe i Lyngen. Sol opstår og sol nedgår. Intet ur, ingen tidsfornemmelse. Et par udflugter til forlystelsespark, zoo, restaurant. Ellers ingenting på programmet. Eller alting. Nabobørn myldrer ind og ud, gæster kommer og går. Frokosten indtages i trætophuset, under bøgen, i hængekøjen. Små multifarvede balloner fyldes til vandkamp. Et bundt kæppe rejses som telt på skovbunden. Åens kryb fanges til akvarium og studeres nøje. Hvem vil spille krocket? Gå på slackline? Gynge omkap? Skyde med bue og pil? Lege med dukker i annekset? Med på stranden?
Men så drog vi hjemad. Fyldte støvsugeren med sandede minder – bilen med linned, loppefund og trætte tøser.
På mandag starter Ella i 0. a, og så har vi hele to skolepiger. Kigger mig fortvivlet om efter begejstringen. Skraber sygedagpengene til mig med den ene hånd og støtter hovedet med den anden. For jeg er ikke frisk. Jeg er smadret. Faktisk. Træt ind til benet. Ind i sjælen. Og spørgsmålet om, hvornår helvede jeg dog kommer ovenpå igen – kan overskue en ganske almindelig hverdag? Det har jeg lagt på hylden. Sammen med drømmen om en karriere, en hel nats søvn, vægttab.
Pinterest er min ven. Hemmeligt dream board oprettet. Dét er da et skridt! Gabende tomt … men eksisterende. Trods alt. Browser gennem mine 2.823 pins. Dvæler ved lækre nuancer, smukke elementer, gyldne øjeblikke, ro.
Lang proces. Men påbegyndt.
—
For sent på sæsonen – men som led i “Projekt digitalisér den gamle lasede opskriftsbog”.
Hyldeblomstdrik: 50 store hyldeblomstskærme (plukkes ultimo juni), 70 g vinsyre/citronsyre, 3-4 økologiske citroner, 3 kg sukker (jaja, det er store mængder – men hellere helt perfekt og så serveret lidt ad gangen …), 3 liter vand.
Klip groveste stilke fra og skyl i koldt vand. Opløs syren i lille skål varmt vand. Skær citronerne i tynde skiver. Bland hele molevitten sammen med sukker i stor gryde. 3 liter kogende vand over. I køleskab fem døgn. Rør dagligt. Fortyndes i glas med danskvand & isterninger. Kan fryses i poser – så varer sommeren langt ind i efteråret.
Og hvem kan ikke bruge det?
Familien Rasmussen. Et kunstværk i forandring. Væltet omkuld af livet. Genopbygget. Stykke for stykke. I ny konstellation. Anderledes. Måske skrøbeligere. Måske stærkere.
Stadig smuk. Unik.
Stensøjlerne ved Klint. Samme skæbne. Oprindeligt udtryk fejet bort af voldsomme storme. Traditionen lever dog videre. Hver gang fællesskabet lægger en brik. Ligesom vi gjorde i forgårs.
Den ene dag blikstille dukkert på vestkysten, vandmænd og isvaffel med guf galore. Den næste blæsende udflugt mod nord, varm te og hygsom udsmykning af de mange fine fund.
Altid strandvejr @ Sommerskuret.
NB. Husk klar lak over malingen, hvis stenene – som vores nye kryds & bollespil – skal ligge ude.
Ha! Så bankede jeg lige die GANZE familie i seneste brætspil, der strakte sig over hele to dage. Anders fik aldrig gang i hjulene pga. sine utallige fængselsophold, og Ella drænede pigeholdets økonomi gennem den vildeste gambling.
I tv-serien er vi nået frem til foråret 1942. Nora har indtil videre fået 17 afsnits alene-aftenstunder med Mor og Far. Uden en møvende og opmærksomhedskrævende Lillesøster ved sin side. Og vi gamle nyder gensynet, som giver anledning til fine spørgsmål undervejs. Ta’r os god tid og sætter løbende på pause.
Én ting er imidlertid gennemgang af 30′ernes depression, 40′ernes besættelse, klasseopdeling, kønsroller, religion, iværksætteri samt generel intro til datidens politiske landskab. Men da Nora indtrængende beder om forklaring til ordet “præservativautomat”, må vi anmode om en tænkepause.
Argh! Er vi virkelig kommet til den snak nu?
Hjemme efter en uges dejligt højskoleophold. Og se, hvad man lige finder i sin inbox:
EllaBellaSuperhelt ♥ ✿.｡.:*♪♫•*¨*•.¸¸❤
Dette fine foto blev skudt på sidste års store familieweekend som led i nyligt lanceret kampagne.
Sagen er velgørende. Målet indkøb af nyt feriehus. Og modtagerne alle Foreningen Cancerramte Børns små skaldede medlemmer, der ikke kan holde ferie som andre unger.
Åh, hvor jeg håber, der kommer gode penge i kassen!
På projekt-sitet i formandens video er der mulighed for et kort glimt af Putte in motion, mens hun snurrer sig gennem fotosession.
(Blev selv interviewet til forældre-delen følgende festaften men var sgu’ nok lidt for halvsnalret til levering af brugbart materiale, tænker jeg …)
Rigshospitalets Børnekræftafdeling, 9. juli 2010
Det var en hed sommerdag. En af de hedeste.
Vores lille Ella lagde krop til – hvad vi troede skulle være – hendes allersidste intravenøse kemo.
Hun var kun et år. Og i behandling for leukæmi.
Men nu var hun kræftfri. Sagde lægerne. Så der var balloner i dropstativet. Og kage i fælleskøkkenet.
Jeg tror nok, jeg var glad den dag. Da jeg satte mig ved computeren og postede det allerførste Kemoland-indlæg. Lettet i hvert fald.
Kommer sgu’ hverken til at savne besværligt dropstativ eller frygteligt klaver…
skrev jeg. For selv om vi den kommende tid skulle til jævnlige kontroller derinde på Østerbro, så var det alligevel en slags farvel til det sted, der havde været vores andet hjem siden december.
Farvel til plejepersonalet og ikke mindst alle de andre skønne familier, vi havde lært at kende over de sidste mange måneder. Levet med. Haft morgenhår og gået i slåbrok med. Grinet og grædt med. Begravet børn med.
Det blev dog kun til et på gensyn. Kræften kom retur. Og med den kemo og sorg. På ny.
Tilbage i dødens skygge.
Vist var jeg bange, som jeg sad der og tastede. Men jeg fornemmede alligevel et spirende håb. For jeg havde jo ikke den ringeste anelse om, hvad der ventede os. Og jer, kære læsere, som over årene fandt vej her til bloggen. Fulgte vores familie. I lyst og nød. Sørgede, da leukæmien slog benene væk under os for anden gang. Krydsede fingre, da vi søgte efter en matchende donor. Holdt vejret, da Ella på sin fødselsdag røg på Intensiv i respirator. Fældede en glædens tåre, da hun vågnede op og sagde sine første ord til kameraet. Klappede i hænderne, da hun endelig flyttede hjem igen, rejste sig fra kørestolen og sprang ud i den store vide verden.
Støttede os i disse hårde måneder, hvor vi har haft så svært ved at finde tilbage til livet igen.
Men det skal nok lykkes. Det skal.
Vi er kommet så langt. Sammen. Af hjertet: Tak <3
Jeg er ligeglad med, om jeg selv er syg, bare ikke børnene.”
Sådan sagde Erling i vinters, da han blev interviewet af lokalavisen. Sådan sagde han også til Ella, første gang han mødte hende.
Og så tog de hinanden i hånden og blev venner.
Ella er ked i dag. Hun har lavet en tegning til dig, Erling. Den forestiller jeres første fighterrunde. Som I gik sammen. Kort efter denne smukke og blæsende sensommerdag vendte kræften tilbage hos jer begge.
“Hvis bare min lille veninde klarer den!”, sagde du, sidst vi sås. Og smilede.
Lille udpluk af storpige-gaver:
Fejret med manér; ugens tredje fest. 11 glade sidste-skoledags-piger flyver højlydt og hæsblæsende gennem gaveleg, banko og stigegolf. 4. klasse er slut, og sommeren for alvor skudt i gang. Valmuerne står højt, solen brager ned og forsølver Noras hår.
Min datter. Min kloge, sjove, skøre, skæve, helt-sin-egen, vidunderlige pige.
Veninderne spæner omkring: “Hvornår skal vi ha’ pizza?”,”Hvad skal vi efter denne her konkurrence?”, “Hvilken slags kage har I lavet?”
Pyh, bli’r helt stresset! Vores to piger har i årevis lært, at tingene sker i det tempo, de sker. Eller også sker de slet ikke. Måske er blodprøverne fine nok til en dag i sommerhus, et par timer i zoo, en en is ved havnen. Eller ej. Er først for nylig så småt begyndt at informere om planer længere ude i fremtiden. For vi er vant til, at det hele kan falde til jorden på et splitsekund. Og den skuffelse har ungerne skullet skånes for.
Når Noras klassekammerater spørger ind til dagens program, tror jeg egentlig ikke, det er fordi, de ikke nyder nuet. De søger nok bare den klassiske forventningens glæde (skyllet ud med højdosis-kemoen tilbage i 2009) samt den gængse struktur, som vel hører en almindelig familie med fast arbejds- og institutionsliv til (blah?)
Ta’r en rask beslutning, da fødselsdagen er forbi, og printer for første gang nogensinde en sommer-kalender ud til køleskabet. Godt så: Juli og august – hvilke aktiviteter på hvilke dage? Ferie hos Farmor & Farfar, ferie hos Mormor, familiehøjskole, cirkus, forlystelsesparker, sommerhustur med dejlige venner.
Op på hesten – hep!
Og tillykke igen, MiNo, min smukke Sveske <3
