Patientforeningen Familier med kræftramte børn inviterer atter en gang sine medlemmer til Tivoli-tur dagen inden havens officielle åbning. Ella snotter, så hun kommer til bedsterne, mens Nora får en skøn alene-oplevelse med mor og far.

Alle forlystelserne er køfri, personale storsmilende og solen titter endda frem i ny og næ. Alt i alt dejlig dag, som blev dokumenteret i Tv-avisen. Men hvor underligt at støde ind i venner og bekendte (i.e. andre kræftramte børn med påhæng), hver gang man runder et hjørne. Børn, der enten er midt i behandlingen og pilskaldede, raske og ikke til at kende igen eller kun repræsenterede af forældre og søskende, fordi de ikke klarede kampen.

Efter sådan en dag står det klart, hvor stor en del af vores liv, kræften er blevet.

Det kan være et uendeligt hårdt miljø at færdes i, men det giver os også en masse, må vi erkende. Nærvær og dybe samtaler. Ingen tid til let smalltalk selv på en festlig dag som denne: Sludder med en mor, der har mistet sin datter og herefter ser små lyshårede piger overalt – en anden med en raskmeldt søn men et forlist ægteskab. Og så alle os andre midt i gråzonen, hvor vi stadig hænger ved – men på et hængende hår.

Sådan nogen som os har jo netop behov for at møde lidelsesfæller, der har været i samme båd – hvad enten de druknede på rejsen eller fik reddet sig i land. For uanset udfaldet forstår vi hinanden til fulde, og det er en befriende og sjælden følelse nu om stunder, tænker jeg.

Måske vi ikke behøver at melde os ud af fællesskabet helt og aldeles men blot overveje overskuddet fra dag til dag? Mon det ville kunne lade sig gøre? I så fald er ét helt sikkert: Er man en stund fyldt op af sorte tanker, som jeg er lige nu, så:

Pas på hovedet og sig fra!