Stille og mut var hun. Slet ikke i sit sædvanlige Ella-i-SFO-humør. Da madkasse og drikkedunk var rekvireret, sko og jakke lukket, bøjede hun hovedet nedad – og løftede det ikke én eneste gang på hele hjemturen. Fortalte mig intet om dagen, som hun ellers plejer. Men slæbte bare de to prinsessebamser efter sig i palliettasken. Slukøret og med tunge skridt. Nul dans, nul sang, nul løben om kap eller tiggen om gratis tebolle hos købmanden. Og da jeg rakte hende nøglebundtet, rystede hun på hovedet og takkede nej til at låse hoveddøren op. Hvilket ellers er en af Ellas fornemmeste opgaver her i livet.
Der var vist ingen tvivl om, at Ella var ked. Meget ked.
I entréen kyssede jeg en solcreme-sandet kind og spurgte, om hun havde haft en hård dag. “Ja”, svarede hun sagte, “det har været en rigtig hård dag. Lige siden frokost.” Og så fortalte hun om, hvordan en hyggelig middagsstund med ét var blevet forvandlet til en ganske ulykkelig oplevelse. I dag blev dagen, hvor Ella – for første gang i sit liv – skulle stiftede bekendtskab med det triste men uundgåelige regnestykke:
Dumhed + uvidenhed = rendyrket ondskab.
Min første reaktion var at gribe telefonen og ringe idiotens mor op. Smække hende et par alvorsord på trommehinden – og befale en uforbeholden undskyldning. Besluttede dog at tage episoden op med pædagogerne dagen efter i stedet.
Men for helvede, hvor er jeg gal. Hvad i himlens navn får en lille seks-årig dreng til at opføre sig så gement?
Talen over madpakkerne var faldet på, hvem havde hvilke ar. Ella fremviste stolt sit over brystet – hvor venekateteret engang sad fast. Og fortalte med åbenhed og velvilje sin nye klasse om den kemo, der var løbet igennem slangen og ind i hendes krop, havde taget hendes hår, nær slået hende ihjel – men også banket kræften synder og sammen, så hun i dag sad, hvor hun sad. Sammen med sine kammerater. Og guffede. Seks halve, to gulerødder og en tomat.
Hvorpå klaphatten havde grinet hånligt og ytret de lede ord: “Hvorfor døde du dog ikke bare?”
Jeg frygter fremtiden. De grimme kommentarer, de skumle blikke. For hvad er i grunden mest ødelæggende? Den største dræber?
Cancer eller mobning?
Fuck.
