Troede at løbet var kørt. At morgenerne i dobbeltsengen under dynen med Ella var slut, prut, finale efter at Ramasjang pludselig og ganske uden forudgående varsel besluttede sig for at sløjfe Toget Thomas, Noddy og værst af alt den fantastiske Lillefinger. Men men men: Så finder de på at sende Peter Pedal. Og til tider hele TRE afsnit i rap. Juhu si’r jeg bare!
Trylledej er en super opfindelse af flere årsager: Det er 1) meget mere hygiegnisk end modellervoks, idet det ikke genbruges, 2) altid blødt og elastisk, så selv små hænder kan forme og 3) ikke holdbart til næste jul
Der findes mange opskrifter, men vi har haft held med denne:
Trylledej: 2 kopper mel, 1 kop fint salt, 1 kop vand, 1 spiseskefuld olie
Bagning: Da figurerne let knækker, skal de langsomt varmes op. Bages 1 time ved 50, 1 time ved 75, 1 time ved 100 og 1 time ved 125. Det er ikke så omstændigt, som det lyder, da det jo passer sig selv, og man bare skal huske at stille uret og så skrue op, når det bipper.
Dekoration: Vi bruger akvarelmaling, da det er let for alle aldre at arbejde med og giver et ok resultat.
NB. Husk at udstandse hul til snor før bagning, hvis figurene skal på juletræet.
Kan åbenbart ikke helt få nok at perlerier i dag, så Ella, der allerede kom tilbage igen fra Riget her til formiddag, og jeg skulle da også lige afprøve denne metode – set hos Mette B.
Almindelige hama-rørperler på bageplade (på bagepapir), 200 grader i tre min. Et voila: Nyt, sjovt og ukurant produkt!
Skønt at have min lille snuske hjemme igen, så vi kan nørkle og nusse.
Nb. Husk at lufte godt ud, da dampene fra varme perler efter sigende er giftige (og kræftfremkaldende!!!)
Så følg opskriften på muffins fra Lille hottentot!
Ella elsker dem, og de pynter fint i legekøkkenet på hendes værelse.
Jeg har hæklet i heavy cotton, så de blev lidt større…
Hvor er det dog ubeskriveligt hårdt at se en dokumentar som denne, når man selv har et kræftramt barn. Tårerne trillede her til aften, men som den beskrives af Danske Hospitalsklovne:
En gribende dokumentarfilm om en hospitalsklovn, en dreng, en elektrisk guitar, magi – og kræft. En historie om at være helt alene, og at have nogen at være alene sammen med.
Se nu her et billede, jeg lige har modtaget på min mobil; Ella har øjensynlig haft stoppet en kæmpemæssig metalperle op i næsen, og Anders har været en splitsekund fra at køre hende til Riget (da immunsvæklingen jo ikke må komme på almindelig skadestue).
Men, men, men så researchede manden på nettet og fandt en ganske interessant metode som last resort: Hold ungen for det ene næsebor og blæs hende kraftigt i munden.
Hold kæft, hvor hun hylede! Men Anders beretter i sms’en, at det virkede fortrinligt, og at perlen fløj ud.
Ush, hvor er det skummelt ikke at være hjemme ved min lille kemopige hele dagen, som jeg plejer…