Seneste dille: Trådløs udprint direkte fra ungernes iPads.
Men hvad gør man, når man endnu ikke kan finde ud af at stave til Barbie mermaid colouring page?
Ella: “Vær sød at finde Barbie-kopi til Ella!”
Siri:”Jeg kan ikke finde barnepige til Ella, men du kan finde alt, hvad du behøver i skyen”.
“Moaaar, Siri driller!!!”
En Cancer Mom’s dagbog, mandag 3/5 2010
Ved solopgang sprang bøgehækken ud, og børnehavepigen er ikke længere børnehavepige.
Første SFO-dag. Det lyder stort, men det er jo ikke rigtig skolestart – kun lidt … Jeg følges med Nora til morgenbord og skræmmes over de gule malede striber, der fra nu af skal gøre det ud for det trygge trådhegn i forsøget på at holde ungerne væk fra vejen. En snert af fortrydelse strejfer mig; skulle vi have ventet et år?
Forsøger at mingle med de andre forældre, men det falder mig svært. Nora er glad men ret hængevoren, og vi ender med at sidde på samme taburet og spise grovboller. Inden afsked når jeg kort lige at informere personalet om Noras lillesøsters sygdom, der fylder så meget i vores hjem. De virker chokerede omend glade for at få besked.
Men ikke kun Nora er newbie i dag. Ella har en ny fase foran sig, og mens Nora og jeg sidder og smæsker os i marmelade-madder, er den anden halvdel af familien på vej til intet ringere end fire forskellige slags kemo og opstart af Dexa på Riget. Min vejrtrækning bliver imidlertid hurtig og overfladisk af angst, når jeg tænker protokollen igennem. Hvad nu hvis hele scenariet gentager sig, og hun ikke er helt så tough denne gang?
Vi holder vejret og lader os falde ud over kanten med sammenknebne øjne, mens vi krydser fingre for, at elastikken holder. At vi slipper med skrækken.
(Uddrag fra bogen Kemoland)
En Cancer Mom’s dagbog, mandag 4/5 2015
Rosen står der endnu – mørkerød og rank i vasen på Ellas værelse. Den fik hun overrakt sammen med diplomet i torsdags. I anledning af sidste dag i sin elskede børnehave.
Nora svinger skoletasken på ryggen og cykelnøglen om halsen: “Hej hej, min lille Snuttebasse – kan du ha’ en rigtig god første SFO-dag? Jeg kommer over og hilser på dig i frikvarteret, ik’?”
Far & Mor suser omkring;
Ella virker knapt så kæk som ved forrige uges intro-aften og klæber til mine ben, da vi træder ind i menneskemylderet. Der hilses til højre og venstre, mens horden langsomt flytter sig ned gennem mellemgangene i jagt efter podernes garderober. Hun slapper lidt mere af, da vi – efter udendørs kom-hinanden-ved-dans – sætter tænderne i et par friskbagte scones. Snart hopper hun ned fra mit skød og fistrer rundt med sine nye klassekammerater.
Jeg når lige at bede personalet være særligt opmærksomme på solcreme (sart kemo-hud), overtøj (sarte respirator-lunger) og ekstra toiletbesøg (håbløst bagud med renligheden …), inden forældrene må sige farvel til ungerne, der skal i gang med at lære deres nye institution og pædagoger at kende.
Det er en glad Mus, vi henter fire timer senere. Men også en træt Mus. Ella er næsten ikke til at slæbe med ind i supermarkedet på hjemturen og må lokkes med te-bolle (“med chokolade-stykker!”) i bagerafdelingen. Hjemme falder hun omkuld på sengen og beder om ekstraordinær eftermiddags-skærmtid.
Det er ok; jeg trænger også selv til en pause. Alt går pludselig så hurtigt. Fatter ikke, at vi virkelig er nået hertil. At det virkelig lykkedes: Skolestart lige om hjørnet!
Lys i vinduerne; vi er fri …
For fire timer siden fik vores lille Ella endelig sit store ønske opfyldt:
En tur til Disneland for hele familien.
Det var selveste Basim (“Jeg tror, jeg elsker ham …”), der stod for overrækkelsen ved Ønskefondens store indsamlings-event Walk for Wishes.
Om hun blev glad? Se selv …
på i aften! Der kommer nemlig til at ske noget rigtigt sjovt. Åh, hvor jeg håber, at begge piger bli’r dejligt overraskede.
Tys tys …
NB. Mens I venter på næste update, bringes her lige et par fotos, jeg nær havde glemt: EllaBellas første gymnastikopvisning for en måneds tid siden.
Hva’ si’r I så?
Forventningsfuld summen. Kommende skolebørn og -forældre fordeles om festsalens tre langborde – ét for hvert spor.
Ella møver målrettet foran i køen og finder en plads ved 0.a.
Jeg kysser hendes tætte krøller, men hun skubber mig væk og sætter sig til rette.
Kun få dage tilbage som børnehavepige. Så hedder det mini-sfo og skolestart.
VELKOMMEN TIL HIMMELEV SKOLE
Den lille blærerøv hakker sig selvsikkert igennem de lange ord på skiltet ved talerstolen og sender et halvarrogant smil afsted til klassekammeraterne. Det skal nok komme til at gå.
Så skal vi bare ha’ Nora up to speed også – efter fem års skolegang i dødens skygge. Bogstaver & tal. Sorg & angst.
(Spids blyanterne, pak tasken, husk madpakken, frisk vand i flasken, kom til tiden, sid stille, frem med bøgerne, lillesøsters hår falder af i totter, husk gymnastiktøjet, bliv på din plads, I am, you are, Christian IV regerede i 59 år, glem ikke cykelhjelmen, duksen fejer gulvet, vinkelsummen i en trekant giver altid 180, lillesøster hoster blod op, der er fem søjler i islam, en karakteristik fremhæver særlige karaktertræk ved en person, legeaftaler, lektier, minimum 20 minutters læsetræning hver dag, kommer lillesøster nogensinde hjem?)
Men det sidste års ro på indlæggelsesfronten lader til at have båret frugt. Vores store pige virker gladere og mere udadvendt end nogensinde før, og for lidt siden kom hun stolt cyklende hjem med samlet resultat af sin nationale læsetest:
Over gennemsnittet på landsplan for elever på 4. klassetrin.
Bøgen er sprunget ud, himlen er blå og lige om lidt har vi ikke en men hele TO skolepiger i husstanden.
Dagens foto: Forår i mit stenbed …
Næh, se nu lige hvad der poppede op i inboxen: En lydfil tilbage fra 2013, som jeg aldrig selv fik hørt.
Det drejer sig om Radio 100-interviewet, der blev bragt som optakt til Ellas første dokumentar-præmiere.
Filen mangler i pressesamlingen, gjorde en venlig læser mig opmærksom på. Og det kan vi jo ikke ha’. Så fat i Morgenshowets radiovært, der har været så rar at finde den frem fra gemmerne.
1.000 tak for det! Samt de kærlige ord med på vejen.
Hermed lille genhør fra mit besøg hos skønne Julie Bundgaard.
Pling! Morgenbesked fra Kongebakken – et par kilometre herfra.
I dag for 65 år siden tog Ole mig med til fest.
Mærkedag; min mors ord vækker minder.
Tænker tilbage på alle de gange, vi har hørt historien om, hvordan mine forældre mødtes, blev gift, nåede både at bygge et par huse og miste alt håb om børn, da pludselig søster og jeg dukkede op.
I dag har min mor rundet de 80, fået fire børnebørn og levet som enke i mere end 20 år.
Gad sgu’ godt kunne invitere min far til lille solskins-øl på terrassen. Og lige vende verdenssituationen.
Fuck cancer. Må nøjes med kig i de gamle albums. Dvæler ved falmet foto fra en umanerligt sen nattetime engang i 70′erne …
Af mig og så min far.
Så er vi nået til skriveskolens 2. opgave. Gruppen er aktiv og kommenterer konstruktivt på hinandens tekster. Det er sgu’ sjov adspredelse, må jeg sige. Alors:
Diplen
Det hvide lagen kradser en anelse, da det lander på hans ansigt. Daler ned og dækker resten af kroppen. Langsomt – måske tøvende?
Snert af lettelse, da de fem djævle lukkes ude og nu kun anes som lodne skygger. Fra hans skjul. Hans fængsel.
Lærredsstoffet lægger sig køligt mod ansigtet ved første åndedrag. Ved næste og næste igen dog fugtigt og klaustrofobisk klæbende.
Grinene bliver afløst af rytmiske råb. Der skubbes, hives. Eufori.
Hagen krænges bagover, halsmusklerne spændes. Snipperne samles i en fast knude bag hans ryg og presser armene stramt ind mod hofterne. Han kan ikke længere skelne stemmerne, skyggerne fra hinanden. Der er stødt flere præfekter til. Den voksende mængde omslutter scenen. Hans scene. En sovesal som kulisse; tyve senge – ti mod gangen, ti mod parken.
Fødderne løfter sig fra de slidte renskurede planker. Han bæres. Snesevis af hænder fører ham opad. Mod flimrende skarpt lys. Madrassen knirker, da han forsøger at finde balancen. En vinduesplads. Eftertragtet i midsommeren for liflig brise, forhadt i isvinteren for sne på øjenbryn og dyne.
Frisk luft trænger gennem maskerne. De halvstive og groft vævede masker. Han er ude. I det fri. Er blevet tippet over karmen og svæver nu langs ydersiden af husmurens håndstrøgne ru sten. De er røde, men det kan han ikke se gennem sit bur. Ved det bare. Mærker farven, når han støder på dem. Når de store drenge svinger ham frem og tilbage. Hvidt lagen, røde mursten.
“Nå, har du så fået lært det, eller skal du dingle lidt endnu? Det er slet ikke så svært: Fem par sko, nypudset hver morgen før samling. Er du med?”
Han kan ikke svare. Ordene er forsvundet ud af munden på ham, sivet gennem lagenet – og flyder rundt som tusindvis af små dugdråber lige dernede i åen.
Tre etager under ham.
“Ser du dyr?”
“Dyr???”
“Ja, ser du sådan små dyr rundt på væggene?”
“Øh, nej …”
“Hører du stemmer?”
“Mener du inde i mit hoved?”
“Ja, hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal sige og gøre?”
“Øh, nej – heller ikke …”
Retter usikkert på min ørering og ta’r en dyb indånding.
“Hvordan med gulvet – kan det finde på at boble lige pludselig?”
“Det syn’s jeg faktisk ikke.”
“Og hvad med forfølgelse? Har du fornemmelsen af, at der er nogen, der er efter dig – eller holder øje med, hvad du laver?”
Svarer pænt på resten af overlægens spørgsmål og afleverer mit skema. Med info om nærmeste pårørende, alkoholforbrug og taljemål (!)
Hvad man ikke gør for at komme til hægterne igen …
Terapihave-projektet viste sig at være løbet tør for fondsmidler, så der måtte alternativt ressourceforløb til. Og det kunne så eventuelt hedde en PTSD-pakke. Fandt min læge og jeg ud af i fællesskab.
So, here I am. På vej hjem efter indledende samtale hos Regions-psykiatrien i Greve.
Misser med øjnene. Har glemt solbrillerne på entrékommoden, men pyt. Så får jeg alle farverne med på turen. Forårsfarverne. Lilje, krokus, tulipan i villahaverne. Og på kirkens parkeringsplads er kirsebærtræet netop sprunget ud.
Hjemme – benene op på sofabordet. Sikke et blæsevejr. Bare de nye små tomatplanter holder sig oprejst derude … Var forbi planteskole i weekenden og shoppede yderligere hvide bellis til legehusets altankasse samt rosa pelargonier, lilla hornvioler til terrassen og læggekartofler til pigernes krukker. Lidt spændende med de dobbelte PotatoPots fra Farmor – mon de kommer til at gøre en forskel for høsten i forhold til sidste år?
Ella synger inde på værelset; hun har fået en prinsesse-udprint til farvelægning. Klokken er mange. Håber snart Nora kører afsted fra klubben – hun når i hvert fald ikke at træne på waveboard inden middagen; det er hendes køkkentjans i dag, og vi skulle gerne i gang med maden i ordentlig tid.
Der er mini-hindbærsnitter til dessert – pink og syntetiske. Lige i tøsernes smag. Tænker, vi hellere må fejre gårsdagens to milepæle:
Det går fremad …
Tirsdag, Ordrup Kirke
Livets afslutning. Smukke Schubert-strofer om kunst og kærlighed sender en far, en bror, en søn afsted herfra. I eftermiddagsblæsten. Lyserødt uldsjal gør hverken fra eller til. Foråret er sat på pause.
Onsdag, Rigshospitalet
Livets begyndelse. En lille ny hjælpes til verden lige foran elevatoren i Opgang 4. For næsen af mig og min datter. Sådan! Ella vil gerne vide, om det blev en dreng eller en pige. Hun håber på en pige.
09.00 Blodprøver (5002)
09.20 Lungefunktionsus. (5003)
10.30 Røntgen (3024)
11.30 Dexa-scanning (4011)
12.30 Øjenlæge (2061)
13.30 Lægesamtale (5002)
Sten, papir, saks. Tidsfordriv i forhallens proppede cafeteria imellem aftalerne. Guffer fars friskbagte rugbrød, deler en cola. Jeg sprittede ikke bordet af, før vi satte os. Kun hænderne.
Orienteringsløb. Seks poster = seks gaver. Og ømme fødder. “Kom så – fart på, Mor!” To-års-kontrol. To år efter familiens genfødsel. Foreløbige prøvesvar: Fred & idyl – kontrol igen i 2016.
2016!
Sidste påskedage under åben himmel.
Gårdhaven er indtaget, og ferien afsluttes med legeaftaler og træning på tohjulet. Efter vildeste udhus-oprydning i tretten år.
Fra hækken titter perlehyacint, i whiskytønderne lavendel, ved husmuren hortensia og klatrerose. Blåregnen lader vente på sig – ligesom jasminen og de fleste af krydderurterne.
Alting har sin tid.
Og nu er teen klar.
Blæst på tredje døgn.
En håndfuld visne blade tæsker hysterisk rundt i badeværelsets ventilationsskakt. Ellers ganske stille i huset. Ungerne er nemlig på påskeferie hos bedsterne.
Mens de fodrer høns i snevejr (!!!) og maler påskeæg i akvarel, gør vi os klar til middag. Ude. På lokal yndlings-restaurant.
Aaah! Rart man kan sove længe dagen derpå. Dalrer rundt i nattøj med kaffekop og halv-tømmermænd; den lidt lettere driver’s wine menu (til svagdrikkere som undertegnede) viste sig nu alligevel at slå halvhårdt.
Men pyt – tøserne skal først hentes i morgen.
Fisker stofrester og sygrej frem, sætter mig til rette ved spisebordet. Ingen pilfingre, intet ansvar. Tre timer – og enkelte konflikter med overlocker, tittekant og strygefliseline – senere kan gaverne pakkes ind:
To stk. kærligheds-ugler.
Et par triste småpiger i dyb krise fylder nemlig rigtigt meget i mit hjerte for tiden. Nu på tirsdag skal de sige et sidste farvel til deres far. Og så er det måske rart at have et blødt og hyggeligt krammedyr i favnen, tænker jeg. En lille ugle med minde-lomme til fotos eller breve.
Det kunne jeg i hvert fald godt selv have brugt – dengang for 21 år siden …
Slapper af når jeg skriver. Uanset emne. Zen. Tasteturet giver ro. Tiltrængt ro.
I går meldte jeg mig ind i endnu et skrivefællesskab. Dette dog udelukkende online – modsat sidste uges gruppe.
Fem forskellige opgaver. Løses fra fredag til fredag, og kommenteres – uge for uge – af gruppens medlemmer. Du skal bruge en blog til at skrive dine opgavesvar i, og linke til siden under den aktuelle opgave.
Godt så. Bloggen er ligesom på plads … Opgave 1 – tema konfirmationstid:
Blændet
Alt for skarpt lys gennem sprosserne. Kaster skyggekors. Fragmenter af et kalkmaleri. En historie. Måske ikke andet end en historie?
Der var engang.
Tynde mammelukker. Broderie anglaise i kanterne. Beskytter ikke helt mod den kradsende krinoline. ”Men hvor er du fin”. Og det er jo kun for en dag. Solrig dag. ”Vejret er gudskelov med os”.
Knæene værker – det er snart min tur. ”Lysvæld bag ved lysvæld”. En salme? Kan konfirmationsverset være en salme? Vemod, håb. Går altid hånd i hånd. Sikke smukke strofer. Sande strofer.
På hylden med biblen …
Håndspejl i sølv, firdelt musikanlæg, stor stak bøger. Hilsen fra familie, venner, forretningsforbindelser. Store kort, store pengesedler.
Dugen er rosa. Friske blomster på langbordet i små kridhvide porcelænssvaner. Forårsblomster. Det er forår. Et knitrende friskt forår. Det er her, livet begynder. Lige til at tage i brug.
Pakke op.
Men gavebåndet slår knuder. Er da ikke voksen endnu? Behandles ikke som voksen. Opfører mig ikke som voksen. Ergo.
”Vi forventer ikke, at du holder en tale - det skal være en rar fest for dig”. Ville nu ellers gerne. Sige et par ord. Fortælle, forklare. Forstås? Bare lidt.
Kaffe & cerutrøg. Selskablig cerutrøg. Knapt så skarp som cigaretter, så tung som cigarer, så sød og krydret som pibe. Fars pibe. Mors parfume.
Barn, voksen, barn, voksen. Barn.
Endnu.
Sorg. Tines to piger har mistet deres far.
Mens min kære barndomsveninde afvikler bo og arrangerer gravøl med den ene hånd, fører hun sine døtre gennem en grusom krise med den anden.
Jeg kigger fotos. Tænker tilbage. Der var tryk på karrieren i udlandet. Måske for meget. Tilbage i Danmark gik ægteskabet itu. Det sker. Nogle gange er kærlighed bare ikke nok.
Når jeg tænker på Thomas, tænker jeg musik; hans flotte sangstemme til guitar og klaver. Og jeg tænker køkken; han skummede min første latte på Frederiksberg – simrede mit første indiske måltid i Manchester. Det vil jeg huske.
Ella og Nora fældede en tåre, da de hørte nyheden. Jeg skånede dem gerne for flere triste beskeder. Men det kan jeg ikke. Døden er i livet – og det er her, vi er.
I livet.
