Ella låner Mors iPhone med i barnevognen til middag i fælleskøkkenet. Hun er sur og nægter at spritte hænder ved ankomst. Men det skal hun – det skal alle – og humøret går støt nedad over den næste time. Til frokost røg 1/2 portion kartoffelmos ned før hunde-vaske-computer-spil, så hun er ikke sulten og meget træt. Da jeg tilbyder hende en varm kakao inden badet, råber hun: “Skrid, din dumme Mor!” Nok er nok, og jeg konfiskerer min telefon midt i en Teletubbi med finsk tale: “Det er ok, at du ikke vil have noget at spise og drikke, men vi taler altså pænt til hinanden!”
“Oooooaaaaahhhhh!”
Ungen hyler, da jeg storsvedende bugserer en klods af en barnevogn + rullende dropstativ ud og tilbage på sengestuen. Fed start på aftenritualet. Og jeg skulle jo faktisk have nået at klippe det sidste hår af i dag inden badet – men det orker jeg ikke …
Badeværelse nr. 1 har bruser i udu, så vi hiver da gladeligt Skrigeskinke & habengut over til den anden gang. Her observerer jeg kæmpe tyndskid op ad Ellas ryg og mave. Bad forsinkes. Endelig sidder hun på taburetten og hulkeskriger. Jeg vasker hendes korthårsfrisure (nænnede ikke at klippe hende helt skaldet alligevel i går), men store totter løsner sig og klistrer fast ved et gabende venekateter-hul og under sonde-plasteret. Det damper, og mine bukser er nu plasket helt til. Sygeplejersken hjælper med den gule klorhexidin-svamp på såret og rydder op efter mig, mens jeg gør Ella sengeklar.
Den gamle fornemmelse af utryghed og stress ta’r over her til aften, og jeg tænker, om det hænger sammen med det voldsomme og helt ukontrollerbare hårtab? Troede egentlig, jeg havde forsonet mig med tanken, men det slår hårdt alligevel. Én ting er at klippe i sin datters gyldne lokker – en anden er, at de bare ryger af helt selv, uden at man har noget at skulle have sagt.
Tænker på Marianne Davidsen-Nielsens kloge ord ved foredrag i forgårs: “For at komme helskindet gennem en alvorlig sygdomsperiode gælder det om at finde hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv.” Jeg er på vej, det ved jeg, men Guderne må vide, hvor jeg kæmper …
