Arkiv
Tag "carpe diem"

Hvornår har jeg sidst danset med Anders? tænker jeg, mens  gæsterne hvirvler omkring os i teltet på Teglværksskoven. Vi står bare ganske stille og vipper lidt til live-musikken med armene om hinanden. Pigerne sover trygt hos bedsterne på bed & breakfast et par gader væk, mens vi lige fester et par timer endnu.

Jeg har trukket nitten som chauffør og derfor kun sporadisk smagt på vinmenuen – men er dejligt afslappet ikke desto mindre. Lover mig selv at skære ned på de alkoholiske drikke fra nu af. Tiden er inde til at mærke livet igen. Det gør ikke så ondt mere. Er til at bære.

Tror jeg.

Blev spurgt af fætter & viv, om jeg ville tage et par fotos i løbet af dagen. Ja da; kan umuligt blive andet end fine med de fremragende rammer, motiver og vejrudsigter. Smiler tilfreds for mig selv, da jeg suser rundt og knipser løs. Indfanger i alt 516 stk.

Snapshots af en helt ny begyndelse.

“En brandbil, mor! Brænder det???” Panik! Nora og jeg lod indkøbsvognen stå og susede fra SuperBest over parkeringpladsen til hendes gamle børnehave. Her var en brandøvelse af dimmensioner i gang i anledning af institutionens høstfest. Vi så misundeligt til over hækken og betragtede brandmandens skumkanon hurtigt og effektivt omdanne legepladsen til gigantisk skumfidus.

“Kom, Nora”, sagde jeg og tog en rask beslutning. Denne her fest skulle min dejlige pige ikke gå glip af, nu hun havde mistet så meget andet de seneste måneder.

Mine nye ruskindssko blev skumrenset – og det samme blev datteren. Hun smed tøjet og hoppede jublende i slaraffenland sammen med sine gamle børnehavekammerater.

Carpe diem!