Fridag fredag, fridag tirsdag, fridag mig her og der og allevegne. Hvis ikke det er dårlig mave, så er det feberture eller generel slattenhed. Og her skulle jeg ellers lige til at afslutte oprydningen på loftet, vinterklargøringen af haven og nedlukningen af Sommerskuret.

Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Ella-musen når knapt at være pillefri i en uge, før hun for hundredeogsyttende gang starter op i penicillin, og Mor for hundredesyttende gang ligger vågen den halve nat og googler “kronisk tarm/lunge/hjerte/nyre/alle-organer-der-overhovedet-findes-i-kroppen-GVH” og forsøger at skubbe de alt for mange hvide små kister væk fra nethinden, og klokken bliver 04-05-06, og vækkeuret ringer, og Nora nægter at stå op, og Ella ligger pludselig alt for stille i sengen når man lige kigger derind, faktisk så stille at man bliver nødt til at skubbe til hende, og så har man to morgensure unger. Plus en morgensur mand.

Jeg er træt. Så træt at mit største ønske efterhånden er bare at sove og aldrig mere vågne op igen. TRÆT blev der sagt. Af af være tvunget udi sygedagpenge, når det ikke er mig – men min datter – der er syg. Og når man er på sygedagpenge, må man ikke søge job. Og et job er nok efterhånden det eneste, der kan redde mig fra at gå ned med vanvid. Og vanvid, kære Kommune, vil for alvor koste jer kassen.

At I ved det.

Stakkels grådkvalte Puttegøg: “Jamen Mor, kan jeg så ikke komme på udflugt med børnehaven idag alligevel?” Hun har sgu’ mistet nok af sin barndom allerede. Fandeme så. Men trods dalende temperatur kan jeg simpelthen ikke bede pædagogerne klare medicinering og overvågning. Med 15 andre krudtugler på slap line i brunkage-, nisse- og stjerneværkstederne.

Løsningen kommer fra Ella selv og er ganske enkel: Mor ta’r med. På ekskursion til Produktionshøjskolens julestue. Med ungen i hånden og akut-tasken på ryggen. Man må sno sig. Træt af at sno mig. Men det var sgu’ hygsomt ikke desto mindre …