Kattekillingen kalder på sin mor. Serier af hjerteskærende mjav-hyl. Natten lang.
De nybagte ejere krydser fingre for, at savnet med tiden fortager sig. At der venter den lille jammerkommode et langt og lykkeligt liv med kærlighed, leg og masser af fede sommerhusmus.
Smukke Simba. Med fine hvide poter. Og en pels så blød.
Velkommen i familien!
Tude, tude, tude. Det er hårdt at gå til psykolog. Har faktisk fået det tusind gange værre, efter jeg er startet. Tak for lort.
Beslutter mig for mindre shopping spree på vejen hjem; indkøb af udstyr til vores lille nye killing, der ankommer meget snart. Transport-kasse, bakke, hule, grus og mad. Glæder mig til at præsentere pigerne for de skønne sager i eftermiddag. De har allerede selv fikset en hel lille samling krea-legetøj ud af gammelt emballage og andet genbrug.
“Hej Dorte!” hilser en af vejens pensionister. Jeg viser stolt den fine lille katte-hule, da jeg pakker bilen ud. “Se, vi skal ha’ kat!”
“Hvad? Nej det var dog RÆDSOMT – de render jo rundt overalt og sviner så ganske forfærdeligt!!!
Humør tilbage på minus. Og her bliver det så resten af eftermiddagen …
For i min verden er RÆDSOMT år efter år at måtte sige nej til en ensom piges højeste ønske om et kæledyr, fordi hendes lillesøster har kræft og ikke kan tåle bakterierne.
Men sådan er vi vel så forskellige.
I
går – hele halvanden uge før højtiden – kom de sidste advents-, mandel- og julegaver i hus. Efter tre hårde timer på Ro’s Torv. Jeg duer ikke til stress og jag. Ikke længere.
Tog således indkøbene i adstadigt tempo. Men lige meget hjalp det. Den skarpe projektleder kaster håndklædet i ringen. For selv om jeg selv er i god tid, kan andres juletravlhed sagtens give mig pulsstigning og koldsved. Asen, masen, hastige skridt, skingre stemmer.
Stille erkendelse: Måske den der sygemelding ikke er helt ved siden af alligevel, når alt kommer til alt? Bare et par måneder om ikke andet.
Øv, den kraftige regn har givet overløb i fjorden = badeforbud i vikingeklubben. Der må alternativ outdoor-afslapning til.
Så Rasmussens spadserer en tur op til kanin-springkonkurrence/bordtennis/æbleskiver i Noras klub efterfulgt af juletræs-indkøb hos de lokale håndboldpiger. Tøserne udpeger tung og u-handy Normansgran – christ, der er pludselig langt hjem!
Gårsdagens orkanvarsel var vist en storm i et glas vand, men nattens blæsevejr har gjort det koldt derude. Træet skutter sig i carporten. Herinde i vores lille dobbelthus er der heldigvis lunt og godt. Søstrene fletter hjerter i guld og Husbond bruner chateaubriand i kryddersmør.
Kalenderlyset følges med tiden. For første gang i årevis. Fælles familiestunder i hjemmet; godt koncept. Mere, tak.
Og i morgen skal vi til skibberlabskovs hos Mormor.
Go’morgen, så står vi op …
På vej til børnefødselsdag. Stor fed grum rotte stirrer ind ad forruden fra kølerhjelmen. Halshugget. Hørte godt katteskriget i går aftes men troede, det var en af de klassiske territoriekrige.
Mens Mor anmelder det skumle fund til kommunen og informerer naboerne, gyser Ella lystigt:
“Klamt! Og så er der blod!!!”
“Kan rotter godt li’ ost?”
“Mon den så er i himlen nu?”
Og jeg, der var i bange for, at den lille uskyldige mus i Sommerskuret var en rotte. Ha!
Sommerskuret er også et efterårsskur. Den lille weekend-hytte ta’r glad imod os, da vi holder første feriedag i lyngen, og fodres det med brændeknuder, kvitteres der med strålende lune omfavnelser.
Lykkelige Nora og Mor klatrer (sidstnævnte med møje og besvær!) op i trætophuset (der endnu mangler trappe og et par andre detaljer …) Fabelagtigt vue over hele matriklen. Love it! Og nu en hurtig madpakke samt brikjuice i tasken og afsted på skovtur. Inden aftensmad nåes lige et slag Ludo og en tur på hesteryg.
Hvad si’r I så? Ella har for første – og absolut ikke sidste – gang siddet på en hest. Dejlig lokal pige, vi mødte i sommers gi’r os lige to timer af sit liv og en fantastisk oplevelse til at putte i kufferten af rare famillieminder. Ella undrede sig dog noget over, hvorfor hendes lille runde Pony ikke har noget horn i panden – som hendes egne lyserøde derhjemme – men det afholder bestemt ikke tøsen fra at overdynge den med æbler og kærlighed. Nora får lov at låne den noget større og meget gemytlige Tritill. Og hvis jeg ikke ta’r meget fejl, kan det ikke vare ret længe, før hun begynder at tigge om ridetimer.
Det er bælgragende mørkt, da vi pakker ungerne i bilen og begiver os hjemad. I morgen er der Ella-tjek på Riget og legeaftale til Nora – men lur mig, om ikke vi snart igen suser en tur tilbage til løvets paradis.
Jeg kan se det i deres øjne, medlidenheden. De fleste forbipasserende sender forstående og triste smil til vores lille familie, når vi triller rundt på Rigets matrikel. Ellas udstyrsstykke er heller ikke just diskret, for at sige det mildt: Skrigblå børnekørestol med kampestens-tung iltflaske. Bleg og afpillet Lillepige viklet ind i kemokalot og elektroder.
Men hallo; hun er jo ikke syg – hun er faktisk rask! Kræftfri for første gang i sit liv, genopstået fra koma. Drop jeres ynk og glæd jer med os! Jovist kunne det have været dejligt, at Ella ikke skulle nøjes med at betragte sin søsters balancegang om det nyrenoverede springvand. Men det skal nok komme. Og vi er ude! Ude af respirator og ude på tur. Nyder solen, luften og de royale heste, som lige kiggede forbi.
Fik ikke sat lys i vinduerne forleden men fyrer i stedet op for kandelaberen ved Ellas udskrivelse.
Ellas befrielse.
Som – ifølge lægerne seneste udmelding – skulle kunne finde sted allerede i næste måned.
Wiii!!!
Nu vi er ved skønt julepynt, som tages frem år efter år og har sin faste plads i hjemmet, så må jeg altså også lige nævne pigernes helt fantastiske Schleich Krybbespil, som de har fået af Tante Tine. Sammen med Farmors stråtægte stald er det anledning til timevis af fantasileg.
Og hvis jeg synes, at vores familie er landet i en krigszone, er det intet i forhold til hvad, de nybagte forældre går igennem i vindueskarmen, når en hær af flyveøgler frådende kaster sig over vise mænd og fårehyrder. Lige midt i presseveerne.
Har altså stadigvæk Ellas fine edderkopper stående, som hun kreerede i sidste uge på Riget til Halloween-hygge.
Sjove & skøre. God opvarmning til Noras allerførste (og meget indbringende!) slik-eller-ballade-tur med Kusine og veninde i nabolaget sidste onsdag.
—
Edderkoppe-fyrfadsstager: Glassene påføres glasmaling (duppes på med lille svamp på pind) og bages i ovnen.
Efter afkøling klistres øjne og halverede sortmalede piberensere på med limpistol.
Øv øv øv, hvor har jeg det skidt.
Underlig rød plet tog for et par dage siden et kæmpe-leap og dækkede pludselig det meste af halsen i en skrånende hævet og brændende varm aftegning.
“Hm”, tænkte mor her, “det må jeg vist lige få kigget på ved lejlighed.”
“Borrelia”, sagde Ellas onkolog, “behandling kan ikke gå hurtigt nok.”
“Argh!”, stønnede jeg og startede fluks antibiotika op.
Og tak skal da godt nok ha’, kære overlæge, for også at holde et vågent øje med forældrenes helbred. En halvsidet ansigts-lammelse ville have været et forrygende supplement til familie-krisen, eller hva’?
Fem stk. blev det til på krabbe-jagt ved Rørvig Havn.
Efter en omgang letrøget sild, fiskedeller og stjerneskud m/ lokal Rørvig Bryg, kølig hvidvin og øko-juice til overpris hoppede vi ned på molen og fiskede løs med røven i vejret alle fire. Da jeg lige havde overvundet skrækken for, at Ella drattede overbords, udgjorde Nora og jeg et fremragende team: Hun lokkede krabben frem fra stenene, og jeg lå klar med net.
På havnen sælges krabbefiskestænger, og vi købte os alle en hver, da de er lidt sjove – men ellers er en simpel snor med klemme også helt ideel.
Havnen scorer selvfølgelig masser af kunder på aktiviteten, men jeg synes nu også, de gør en del ud af det; ud over salg af fiskestænger og -net er der er gratis fiskeaffalds-madding og gamle salatmayo-spande til fangsten.
Vi tænkte ikke yderliger over det, men tog gladeligt krabberne med tilbage til skuret. Stod imidlertid og kløede os lidt i håret, da ungerne spurgte os, om vi havde tænkt os at slå dem ihjel eller bruge dem som kæledyr. Der var nok lidt for få til en skaldyrs-bisque, så ungerne blev sat til at slippe dem løs på vores egen strand.
Dejlig dag – flere af dem!
Det kan godt være, at den har holdt poterne fra husets inventar som aftalt, men da musen for lidt siden spankulerede rundt på køkkenbordet, mens den tog for sig af kirsebær og prinsesse-muffins fra dagens gæstebud lige for næsen af os!!!, fik jeg altså nok:
Smæk! Klipr, klapr, klipr, klapr!
Ush, at de der fælder ikke altid dræber med det samme. Godt man har boet på landet i sin ungdom og sat en skovl parat …
—
Prinsesse-muffins (til 16 stk): 2 æg, 3 dl sukker, 3 dl hvedemel, 1 dl mælk, 1 tsk bagepulver, 100 g smør, mos af 1/2 banan, flormelis + frugtfarve til glasur.
Pisk æg og sukker til det skummer. Smelt smørret og rør det i æggene sammen med mel, mælk, bagepulver og bananmos. Læg papirforme i muffinsformene og put dejen i med to skeer (formene skal være halvfulde). Bag kagerne ved 180 grader i ca 20 min. Rør flormelis med lidt kogende vand og frugtfarve. Afkøl kagerne og pynt med glasur og krymmel.
Tak til dig Oi, for lækre kager & børnevenlig opskrift!
Og farvel til dig Mr. Skurmus!
Ellas institution inviterer på udflugt til Barresøgård – en hyggelig lille besøgsbondegård med naturlegeplads og varierende besætning af heste, grise, køer, høns, brevduer, katte, hunde og det gamle venlige hængebugsvin Rosa.
Bondemanden trakterer os med friskbagt brød + nyslynget honning og malker/fodrer kreaturerne på rundvisning i staldene. Inden afgang spiller han op til træskodans på harmonika og el-orgel i den gamle lade, hvor protester mod nye motortrafikveje hænger side om side med opfordringer til økologisk levevis.
Sikke en dejlig start på Noras skoleferie! Tre piger på tur i det danske sommerland…
Unger, der skændes på bagsædet på vej over broen = en helt almindelig familie 
På tur til 50-års familiefødselsdag med BEGGE piger; det er stort. Og de nød hinandens selskab til fulde.
Mange flere fester, tak!
Foreningen Familier med kræftramte børn inviterer – traditionen tro – til snigpræmiere på Cirkus Arenas show.
Denne gang er Nora med far og farfar – Ella er stadig snottet og må blive hjemme med mig for ikke at smitte de andre immunsvæklinge…
