Vi har oplevet det før. Skæbne-tyveri. For to år siden var det os, vores fortælling, vores familiefotos, der stod for skud. I et forskruet forsøg på at jagte likes på Instagram. Brugeren blev anmeldt og smidt ud. Men så skete det igen.
I sommers så endnu en falsk kræftprofil dagens lys. Denne gang havde vi dog kun navnet Kemoland til fælles. Historien var heldigvis en anden. Den handlede om en terminal patient, en tyveårig pige. Og den viste sig at være opdigtet. I går aftes gik DR2 ind i sagen.
Jeg vælger at tro, det startede som en leg. En hvad-nu-hvis-tanke, et småspooky eksperiment, der løb løbsk. For ingen kan da have til hensigt at snyde og bedrage sine medmennesker med så alvorlig en sag. Det vælger jeg at tro.
Vi drages jo alle af de lidt hemmelige verdener. Dem, man aldrig rigtigt når helt ind i, hvis man ikke lige tilfældigvis selv sidder i lorten.
Måske lidt som at stjæle et blik af trafikuheldet, når man passerer i bilen: Åh, jeg håber ikke, der er nogen, der er kommet til skade. Men gud, er det ikke en kvinde dér på vejen? Du godeste, sikke en masse blod! Og så skynder man sig at kigge væk igen. Gyser over, at livet kan slå så voldsomme koldbøtter. Takker for, at det ikke er én selv, der lige nu er på vej til traumecenteret. På sådan en helt almindelig eftermiddag. Krammer sine kære en ekstra gang den aften.
Når jeg skriver, udforsker jeg mig selv. Prøver grænser af. Tænker tanker højt, som herved får liv – og giver gnisten videre til nye tanker. Som at vende dagens oplevelser med en god veninde over en kande the. Det giver ro. Skriveterapi.
Da jeg en tidlig decembermorgen vågnede op med min lille pige på Rigshospitalets Børnekræftafdeling, startede jeg min dagbog. Kanaliserede angst, sorg og frustrationer ud af kroppen og ned på laptoppen. Og undgik herved at kanalisere alt for mange kaffekopper og dropstativer i knolden på læger og sygeplejersker. Jeg var ensom og ulykkelig, isoleret med leukæmi-barn på grim og rungende sengestue. Bloggen var min kølende pilsner, min trofaste ven.
Undervejs drømte jeg om at rejse min vej. Tage Ella på nakken og stikke af. At kæmpe sig skibbrudden i land på Kemolands kyst med sin dødsenssyge datter i armene – for så at se hende få raget håret af, pumpet kinderne tykke, blive smækket i fangedragt og kylet i kachotten på ubestemt tid – dét er bestemt ikke for sarte sjæle. Men alligevel har mere end 150.000 besøgende over årene fulgt med i vores kamp her på sitet. På tæt hold.
For vi søger alle. Når vi læser, og når vi skriver. Når vi mødes. Vi søger efter svar, efter ro, efter meningen med livet – og i livet.
Måske hun også er ensom og ulykkelig, pigen med den falske Kemoland-profil?
Selv om hun ikke har kræft.
