Arkiv
Tag "frivilligt arbejde"

Det seneste års tid har jeg trukket mig. Væk og ind i mig selv.

Frivilligt arbejde, som involverede ansvar og deadlines, blev lagt på hylden – og både i Kræftens Bekæmpelse og Himmelev Kirke har jeg været på træt-helt-ind-til-benet-efter-årelang-kamp-mod-børnekræften-orlov.

En god og nødvendig pause fra canceren. Og fra kirken. For hvordan kan man støtte i fejring af livet, når man selv bor i de dødes rige? Og hvordan kan man deltage i den kirkelige ledelse, når man selv har mistet troen?

Nu er jeg tilbage. Forberedelserne til Stafet for livet 2016 er så småt i gang, og efter nytår genindtræder jeg i hvervet som aktivt medlem af menighedsrådet. Tyvstartede dog i formiddags, da vores lille alter-udvalg efter gudstjenesten indviede kirkens nye duge og vaser.

Arbejdet hos de lokale kunstnere i Vævestuen og Glasgalleriet har været længe undervejs og var et af de sidste projekter, jeg blev involveret i, inden PTSD-tsunamien for alvor kom bragende … Nu er det færdigbragt, og smukt håndvævet tekstil og sandblæst glas vil fremover lyse op på det gamle mørke træalter.

En tiltrængt makeover.

Jeg stiller mig i kø …

Jeg beder en stille bøn her til aften.

Er ikke overbevist om, at nogen lytter derude – det er dog forsøget værd.

For det er alt, hvad jeg kan gøre.

Men hvad nu, hvis det ikke er nok? Også selv om vi er flere hundrede, der sender healende tanker, virtuelle knus og masser af kærlighed til den lille knægt? Den lille knægt i respirator.

Og hvad fanden ligner det også, at børn må på intensiv? At børn får kræft. At børn i det hele taget bliver syge.

Andet end influenza- og skoldkoppesyge.

Sluprer den sidste kaffetår indenbords og takker menighedsrådet for i aften. Spændende gennemgang af arkitektens idéoplæg til sognets nye kirke. Moodboard af blomster-enge, robinie-alléer og utraditionelle vindues-partier.

Tænk engang at være med i et vaskeægte kirkebyggeri – hvor mange får lige mulighed for det?

Fra skitse til hus. Guds hus.

Hvis han overhovedet findes …

Jeg er så taknemmelig, hver gang jeg kan få lov til at bruge hjernen en smule her i den sløve syge-orlovsperiode. Ella giver mig sgu’ ikke den vildeste stimulering med sine billedbøger og smølfefigurer, så jeg tager gladeligt imod udfordringer.

Og det var lige, hvad arbejdet med Foreningen Cancerramte Børns nye hjemmeside har givet mig: Masser af kreative opgaver som projektleder og webredaktør, jubi! Sitet gik i luften sidste uge på www.cancerbarn.dk.

Ønskerne var en portal, som kunne fungere som 1) præsentation af foreningen for familier med cancerramte børn, hospitaler, sponsorer og andre interessenter samt 2) informationskilde og virtuelt netværk for foreningens medlemmer, der ofte lever en meget isoleret tilværelse under kemobehandlingen. Kravspecifikationen omfattede online-tilmelding til foreningens mange arrangementer, debatforum og nyhedsmodul.

Tillykke til os alle med vores nye site!

Hvor sjovt at få lov til at deltage i udviklingen af endnu et website. Børnehuset Siv har længe ønsket nyt visitkort på nettet, og vi har været så småt igang siden jul. Sitet er netop gået i luften på www.bhsiv.dk.

Ønskerne var en portal, som kunne 1) understøtte og dokumentere arbejdet for medarbejderne af Børnehuset og 2) fungere som præsentation af huset for sagsbehandlere, hospitaler og andre interessenter samt som informationskilde og virtuelt netværk for husets brugere. Dejligt at sidde og nørkle med kravspecifikation inden for et område, hvor jeg selv er bruger.

Og så kom Bellemusen på forsiden :-)