Arkiv
Tag "gave"

Let it Snow

Af: Dorte
24-11-2015
Skriv kommentar

Winter is here.

Har kun én gang i mit liv prøvet at være sneet inde før. Som barn. En vinteraften hvor mine bedsteforældre var på besøg. Da middagen var til ende, viste vores villa sig at være blevet begravet i masserne, som nogle steder rakte helt op til tagskægget. Og hvad er hyggeligere end spontan-overnattende gæster og kælketur dagen derpå?

Lykke i epicentret. En mulighed.

Tror mange unger denne weekend har fået minder for livet. Mine har i hvert fald. For hvor tit har man lige bygget en vaskeægte snehule? Eller gravet bilen frem på parkeringspladsen?

Den hvide magi har knitret julestemningen i gang i det lille hjem. Man glæææder sig, til nisserne om føje tid flytter ind med alle deres løjer, der klippes/klistres til den store guldmedalje og krea-gaver fra SFO og klub lægges i al hemmelighed op i den store kasse på loftet.

I årevis har december været min lykkeligste og ulykkeligste måned. På én og samme tid. Tankerne sloges; Bjældeklang vs. Army of the Dead: Velsignet er vi at have vores lille pige hos os endnu blev isnet bort af Bliver dette mon hendes sidste jul?

Sorrig og glæde.

Sådan er det ikke i år. Ikke helt i hvert fald. Noget er ved at forandre sig …

Oxygen

Af: Dorte
07-09-2015
4 kommentarer

Anbring først på dig selv, dernæst dit barn.

Ingen forstår os som hinanden. Ingen. Et bredt udsnit af den danske befolkning med vidt forskellige holdninger og levevis. Men vi er i familie.

Troede jeg var på vej ud. At jeg havde bedst af at trække mig. Væk fra det skumle nærdødsfællesskab.

Både og. For lige så sørgeligt det var at møde alle de skaldede små krigere – nye i felten – humpe rundt uden ben, med arm i slynge, sonde i næsen, plastre, ar, sortrøde rande under øjnene – lige så livsbekræftende var det igen at opleve vores sjældne og helt unikke sammenhold.

Ved den årlige weekendtur for os med cancerramte børn.

Mens regnvejret tvang hoppeborgene i knæ og sportsvognene i kaleche-mode, søgte vi indendørs til et par omgange wellness, besøg i male-, smykke- eller bamseværkstedet, rollespil, foredrag, festmiddag, levende musik. Krydret med slushice og popcorn ad libitum.

Et levende lys og en stak Kleenex. En gruppe forældre havde vovet sig ind i rundkredsen. Vi var nydiagnosticerede, midt i behandlingen eller hjemvendt fra fronten. Med eller uden vores barn. Men alle var vi i krig.

Hvorfor kæmpe så inderligt for at komme ud og væk, når det øjensynligt er her, jeg hører til? Her jeg føler mig hjemme. Her jeg bliver forstået. Til fulde.

Den kærligt guidede erfaringsudveksling kom omkring alt lige fra samarbejde med sygehus og kommune, parforhold, søskendefokus, skole, job, sorg, krise, angst, håb.

Og for mig var det et skridt. Fremad eller bagud ved jeg ikke. Men mod en erkendelse af, at jeg stadig er med i klubben – og altid vil være det. Jeg har stærke oplevelser nok til en livstid, og de har mærket mig. Jeg kommer ikke tilbage, det gør jeg ikke. Hvor meget, jeg end ville ønske, at hun en dag vågner af dvale, den glade sprudlende entusiastiske Dorte. Så er hun væk.

Hvorfor dog bruge energien på at lede efter det tabte?

Nu vil jeg sætte mig for at finde en iltmaske, der passer. Hvad giver mig den friske luft, der er nødvendig for, at jeg kan tække vejret her i dødens rige – og hjælpe mine piger videre i livet som hele mennesker. For det er i Kemoland, jeg har til huse. Og Kemoland i mig.

Det kommer vi ikke udenom.

Punktum.

Et stik

Af: Dorte
21-08-2015
2 kommentarer

To forskellige sygehuse.

Det der i sin tid gav os en fængselsdom på ubestemt tid – og det jeg besøger for at få tappet et par poser.

Samme parkeringskaos, samme indgang, samme farve vægge. Men stemningen er en anden. Lydene fra forhallen, smilene fra sygeplejerskerne, fornemmelsen når man hiver i dørsnorene.

Vidt forskellige.

Min far havde en sjælden blodtype og var også donor i mange år. Han blev engang kaldt afsted til et trafikoffer, der direkte modtog fra ham bag et forhæng. Det må have været underligt. Og godt.

Med et lille ekstra kryds fik jeg forrige år ligeledes meldt mig som knoglemarvsdonor. Nu er min dna registreret. Så venter jeg på et opkald. Det kommer måske aldrig. Hvilket også er ok.

Der er nu gået lang nok tid til, at vi må kontakte Ellas donor. En ung tysk mand. Med hjertet det rette sted. Aner ikke, hvad vi skal skrive. Derfor tøver jeg. Tak, er vel det mest oplagte. Men hvordan kan ét enkelt brev rumme det, vi føler? Den dybe sammenhørighed? Taknemmelighed?

Tak tak tak – fra nu af og til verdens ende tak. Vi elsker dig for din gave til os. For at sige ja. For at møde op. For at lade en kæmpekanyle knase sig gennem din hoftekam og dræne knoglerne for marv. For en chance til. For livet.

Måske Ellas ord til mig for et par dage siden er de eneste, der rammer rigtigt:

“Jeg elsker dig helt op til månen, rundt om solen, ned til jorden, rundt om en lille mælkebøtte og tilbage til månen igen …”

Måske.

Nora 11 år

Af: Dorte
02-07-2015
1 kommentar

Lille udpluk af storpige-gaver:

  • Nedfældede barndomsminder fra Bedstemoster (læst højt ved morgenbordet til pigernes store begejstring – sikke en kærlig og personlig gave!)
  • Nye rulleskøjter (fra Ella, nu hun snuppede Noras de gamle)
  • Sphero (fra Mor & Far, som måske også har købt denne seje gadget lidt til sig selv …)
  • Vandgevær (i dækning!)
  • Stigegolf (ikke helt så nemt som man skulle tro)
  • Nyt og eksklusivt malergrej (fingrene væk, Lillesøster)
  • Akrobat-trapez med ringe (allerede installeret i Sommerskuret)

Fejret med manér; ugens tredje fest. 11 glade sidste-skoledags-piger flyver højlydt og hæsblæsende gennem gaveleg, banko og stigegolf. 4. klasse er slut, og sommeren for alvor skudt i gang. Valmuerne står højt, solen brager ned og forsølver Noras hår.

Min datter. Min kloge, sjove, skøre, skæve, helt-sin-egen, vidunderlige pige.

Veninderne spæner omkring: “Hvornår skal vi ha’ pizza?”,”Hvad skal vi efter denne her konkurrence?”, “Hvilken slags kage har I lavet?”

Pyh, bli’r helt stresset! Vores to piger har i årevis lært, at tingene sker i det tempo, de sker. Eller også sker de slet ikke. Måske er blodprøverne fine nok til en dag i sommerhus, et par timer i zoo,  en en is ved havnen. Eller ej. Er først for nylig så småt begyndt at informere om planer længere ude i fremtiden. For vi er vant til, at det hele kan falde til jorden på et splitsekund. Og den skuffelse har ungerne skullet skånes for.

Når Noras klassekammerater spørger ind til dagens program, tror jeg egentlig ikke, det er fordi, de ikke nyder nuet. De søger nok bare den klassiske forventningens glæde (skyllet ud med højdosis-kemoen tilbage i 2009) samt den gængse struktur, som vel hører en almindelig familie med fast arbejds- og institutionsliv til (blah?)

Ta’r en rask beslutning, da fødselsdagen er forbi, og printer for første gang nogensinde en sommer-kalender ud til køleskabet. Godt så: Juli og august – hvilke aktiviteter på hvilke dage? Ferie hos Farmor & Farfar, ferie hos Mormor, familiehøjskole, cirkus, forlystelsesparker, sommerhustur med dejlige venner.

Op på hesten – hep!

Og tillykke igen, MiNo, min smukke Sveske <3

100 års firsomhed

Af: Dorte
23-06-2015
6 kommentarer

“42+41+11+6 …” Nora rynker koncentreret brynene og lyser så op i et kæmpe smil: “Aj, ved I hvad?”, griner hun, “på min fødselsdag fylder vi fire i familien 100 år tilsammen!!!”

Næh! Dét må da markeres! Så mens pigerne udser sig lækkerier fra båndet på den lokale sushi-bar, får de overleveret den dejligste sommernyhed:

Om 10 uger skulle en lille nyfødt killing nemlig være klar til at flytte hjem til os i Roskilde. Og så bli’r vi fem.

Tøserne jubler – og Mor ligeså. Far følger med. Demokratiet har talt; foreløbigt regeringsgrundlag for Prinsessepartiet på plads:

One day at a time – og en kat

Dreams Come True

Af: Dorte
16-05-2015
2 kommentarer

“De allesammen var der jo!”, sukkede Ella for lidt siden, da jeg puttede hende under dynen.

Ja, pigerne mødte så godt som samtlige prinsesser over de tre intense dage i Disneyland Paris. Nu er vi hjemme i Roskilde igen, og de to udmattede tøser ligger sikkert lige nu og drømmer om parader, lysshow, slotte og glitrende eventyr.

For slet ikke at tale om det helt fremragende Genie Pass, der lod os springe let og elegant over timelange køer og direkte ind ad bagindgangen på alle parkens forlystelser (!!!)

På trods af denne luksus lå familien imidlertid alligevel vandret for at nå det hele: Programmet var tæt pakket med restaurant-besøg, swimming pool, shopping, is og popcorn i alle pauser. Plus den helt særlige overraskelse fra Ønskefonden: Forvandling fra SFO-pige i H&M-gamacher til Frozen-prinsesse i bal-kjole. Seancen fandt sted i royale gemakker, og søster blev naturligvis også inddraget i festlighederne med storpige-fantasi-makeup og -håropsætning.

Der er så stille nu, herhjemme i det lille dobbelthus. Hvor er jeg dog træt i fødderne og rundtosset i knolden. Måske vi alligevel skulle have taget shuttlebussen tilbage til hotellet i dag – eller holdt Crush’s Coasteren på afstand. Men det var nu en dejlig spadsertur langs søen. Og en underholdende oplevelse at blive slynget rundt i mørket. Sammen alle fire.

Så tilbage er bare: Go’nat, folkensDisneyland Paris

Foranderlig

Af: Dorte
09-04-2015
6 kommentarer

Tirsdag, Ordrup Kirke
Livets afslutning. Smukke Schubert-strofer om kunst og kærlighed sender en far, en bror, en søn afsted herfra. I eftermiddagsblæsten. Lyserødt uldsjal gør hverken fra eller til. Foråret er sat på pause.

Onsdag, Rigshospitalet
Livets begyndelse. En lille ny hjælpes til verden lige foran elevatoren i Opgang 4. For næsen af mig og min datter. Sådan! Ella vil gerne vide, om det blev en dreng eller en pige. Hun håber på en pige.

09.00 Blodprøver (5002)
09.20 Lungefunktionsus. (5003)
10.30 Røntgen (3024)
11.30 Dexa-scanning (4011)
12.30 Øjenlæge (2061)
13.30 Lægesamtale (5002)

Sten, papir, saks. Tidsfordriv i forhallens proppede cafeteria imellem aftalerne. Guffer fars friskbagte rugbrød, deler en cola. Jeg sprittede ikke bordet af, før vi satte os. Kun hænderne.

Orienteringsløb. Seks poster = seks gaver. Og ømme fødder. “Kom så – fart på, Mor!” To-års-kontrol. To år efter familiens genfødsel. Foreløbige prøvesvar: Fred & idyl – kontrol igen i 2016.

2016!

 

Lille taknemmelighed

Af: Dorte
18-03-2015
1 kommentar

Ella-feber og hoste igen i går – tilbage på penicillin – endnu en fridag til tøsen.

Der spilles kort, males akvarel og sludres om seneste udflugter. Mens halsen varmes af nyt blødt fødselsdags-strik.

Bvadr!, si’r Mor. Wow!, si’r Ella. Forrige uges tur til Experimentarium inkluderede dissektion af diverse dyreorganer.

Uuuh!, si’r Mor. Juhu!, si’r Ella. Sidste uges tur til Cirkus Arena inkluderede syv køretøjer i globe of death.

Men hvor er vi i grunden velsignede. Trods alt. Det kan godt være, at yngste datters lunger – og ældste datters bogligheder – hænger lidt i bremsen. Men vi kan være sammen i familien til hverdag. Om gode og nærværende oplevelser.

Og det er ikke alle forundt. Ved vi om nogen …

NB. Knus til en lille skidt purk på Riget, der lige nu sammen med sin mor forsøger at holde fanen højt og skumfiduserne indenbords. Vi tænker på jer <3

—

Merino-halsedisse (to ngl. Lang Loop Merino Fine / rundpind nr. 6):

Slå 55 masker op og strik derudaf. Mega-langsom proces, da løkkerne hele tiden kommer i vejen. Men hyggeligt … og det hele værd. Syn’s Ella.

Ugens blogger

Af: Dorte
29-12-2014
Skriv kommentar

I TV2s nye live-program Kont@kt kunne man ved middagstid opleve Fru Kemoland som ugens blogger, da hun aflagde Lorry-studiet på Frb. en lille visit.

Så fik man også mulighed for lige at flashe sine nye Stine A-smykkerier – topmålet af julegave-lækkerier, hva’beha’r?

Den seje designer holder jævnligt showroom-åbent i de nordsjællandske gemakker – men tag dig i agt: Forelskelse helt og aldeles uungåelig!

 

Outbreak

Af: Dorte
28-12-2014
Skriv kommentar

2. juledag
5 knopper, dog ingen feber. Vi haster til apoteket efter en pakkefuld stopklodser inden den traditionelle julefrokost hos bedsterne. Krydser fingre …

4. juledag
Ungefär 20 knopper, stadig ingen feber. Lader til, at medicinen har mildnet udbruddet. Pyh!

På den ene side er Ella øjensynlig blevet så rask, at undertegnede under ingen omstændigheder kan forvente del i hverken tabt arbejdsfortjeneste eller nyligt fremfundet orlovspulje. På den anden side er Ella øjensynlig fortsat så svækket, at diverse klassiske dårligdomme såsom influenza, vinterhoste, skoldkopper i fuldt flor kan udgøre en helbredsrisiko.

Kommunalt Kafka. Fatter ikke en julebjælde. Men gider sgu’ heller ikke forsøge.

Dertil er myndighedernes udmeldinger for inkonsekvente. Og livet for kostbart.

Er jeg mon ved at finde fred? Endelig langt om længe? Acceptere systemets åbenlyse mangler og vores families barske livsvilkår: At vi fra nu af må klare os selv – og nok altid vil have en større risiko for at miste vores barn end andre. Men at solen alligevel ofte vil bryde frem mellem angstens natteskyer. Hvis vi lader den?

Er jeg mon ved at finde fred, eller er kræfterne måske bare sluppet op?

Kaffe skal der til. Og guf. Måske det skal være i dag, jeg prøver mit nye kringelmønstrede Gode-råd-jern af, som jeg fik af svigerne i julegave? Sønderjysk kagebord, når det er allerbedst. Ah!

—

Gode råd (15 stk): 100 g blødt smør, 125 g sukker, 2 æg, friskstødt kardemomme af 3 kapsler, 1 tsk vanillesukker, 250 g mel.

Rør smør og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Tilsæt vanille og kardemomme. Tilsæt æg og rør godt. Kom til sidst melet i dejen.

Varm jernet godt op på begge sider. Smør det evt. lidt for en sikkerheds skyld før hver kage med bagepensel. Kom en klat dej i jernet (lidt større end en valnød) og pres sammen. Vend jernet ved hver kage, så det bliver ved med at være varmt på begge sider. Bag hver kage, til det er fint og lysebrunt. Tag den færdige kage ud af jernet og læg den til afkøling.

Gode råd kan spises til snack som de er – eller som dessert med flødeskum og frugt.

En aften – en morgen

Af: Dorte
25-12-2014
2 kommentarer

Hvad er mon mere magisk end at vågne til vinterens første sne selveste julemorgen?

Efter proppet kirketur og kærlig aften i familiens skød <3

Ser frem til et par rolige juledage med:

1) Sildebord/snaps hos Farmor & Farfar
2) Brætspil/kælketur/hyggenygge

Accompagneret af søde englebamser, lækker krydderte og -kaffe samt gyldne godter fra den store mystisk kasse.

Mirakler sker. Vi er velsignet.

Så er den ikke længere.

??? vol. II

Af: Dorte
17-12-2014
5 kommentarer

Kan I huske den store mystiske kasse, der kom med posten sidste jul?

Der er netop dukket endnu én op på vores dørtrin. Fra samme helt ubegribeligt kærlige læser, som bloggen her har bragt ind i vores liv.

Hvad mon der er indeni? Pigerne kredser om pakken, løfter og ryster. “Må gerne åbnes inden jul”, står der på kortet, da jeg smugkigger derned. Ohooo! Men mon ikke vi liiige kan vente med at kaste os over sagen til på søndag? Tænker den vil sætte prikken over magien, når det fjerde og sidste lys skal tændes i adventskransen.

Glæææder os!

NB. Fordriver tiden med mor/datter-tur på Joe & the Juice efter bøjletandlæge. Hep!

NB. NB. Og det er jo kun muligt, fordi Ella  – ifølge transplantationslægerne – åbenbart godt må færdes i skoldkoppebefængt børnehave (!!!) Så længe vi fluks smækker hende i Zovir-behandling i dét øjeblik, den første plet skulle vise sig. Sådan undgår vi, at sygdommen bliver alt for hård ved hende. Men hvorfor dog ikke bare vaccinere tøsen? Det fatter jeg ikke. Mega-grænseoverskridende at sende hende i institition. Ligefrem at opsøge dårligdommen, der i så mange år har været at betragte som dødsensfarlig at få inden for dørene. Og som nær har taget livet af flere små kemo-kampfæller over årene. Ush!

Havde vi ikke en åben flaske rød et sted?

Drillenisser

Af: Dorte
20-11-2014
4 kommentarer

Nisserne huserer jo allerede hos os.

Her en måned før jul er de flyttet ned fra loftet og ind i deres julebolig bag nissedøren. Døren kan kun åbnes af nisserne selv, og det ved Ella godt, så hun holder heldigvis pilfingrene pænt væk.

Nisserne får ingen at se, men hvis man holder øje, kan man måske finde spor efter nattens halløj.

Man må meget gerne lægge små hilsner og gaver ved deres dørmåtte. Det er faktisk noget, de forventer … Så bliver de tilfredse og kvitterer med tegninger eller små beskeder som “prut” eller “god jul”. De kan dog også skrive længere sedler, hvor de måske forlanger, at der skal lægges slik eller bages vaniliekranse til dem, hvis man ønsker sine forsvundne sager retur. Disse beskeder skrives med særlig baglæns nisseskrift.

Man skal huske på, at nisserne sagtens kan være gavmilde – hvis de ellers får nok opmærksomhed.

Men hvis man kommer til at glemme at give dem gaver, slik eller søde hilsner en aften, bliver de til vaskeægte drillenisser.

Nisse-spor

  • Glemt lille hue i loftlem eller små træsko på gulvet
  • Aftryk i sneen, vindueskarmen eller foran nissedøren
  • Bamseselskab på spisebordet – med rester fra en hyggelig pokeraften
  • Efterladt legetøj midt på gulvet eller slikpapir foran tv’et

Gaver & hilsner

  • Skrift på spejlet (læbestift / tandpasta), vinduerne (spraymaling / vandfarve), gulvet (malertape / risengryn / pebernødder), havegangen (kridt / gran) eller helt almindelige breve med postmanden
  • Omtrylning af kedelig aftensmad til dejlige æbleskiver
  • Små chokolader eller pebernødder i jakkelommen
  • Servering af risengrød til morgenmad med juledug og servietter
  • Foræring af gulerod med forslag om at bruge den som snemandsnæse
  • Lille skål sukker – og besked om at så vedlagte tic-tac som frø deri. Dagen efter er vokset en sukkerstang frem fra sukkeret

Drillerier

  • Ombytning af børnene, så de vågner i hinandens senge
  • Lakering af hele familiens tånegle eller røde tush-hjerter i ansigtet om natten
  • Nissehue på yndlingsbamsen
  • Sokker i lamperme / juletræet eller tøj i loftet med tegnestifter
  • Mælken er farvet grøn med frugtfarve
  • Stolene er bundet fast til spisebordet med elastikker
  • Trappen eller døren på børneværelserne er spærret med toiletpapir eller gavebånd
  • Stolene har fået sko på eller er sat op på spisebordet
  • Gavepapir er udrullet på gulvet under parade af bamser og dukker
  • Sofa og billeder er vendt på hovedet
  • Pebernødder / legoklodser er fyldt i havregrynsbøtten
  • Katten har fået bånd om halen eller hunden sløjfe om halsen.
  • Der er lavet et højt tårn af møbler og skoletasker
  • Legetøjet er lagt ind i køleskabet
  • Børnecyklerne er julepyntet og sat op på havebordet eller ind i køkkenet
  • Familiens sko og støvler med bamser i er sat på en lang række fra entré og ind i stuen
  • Vanter / huer / cykelhjelme er fyldt med ris
  • Mandariner er fyldt i støvlerne
  • Alt overtøjet er flyttet til brusekabinen
  • Bilen er viklet ind i toiletpapir eller kørt ned for enden af vejen
  • Leverpostejsmaden er pyntet med vingummibamser
  • Penalhuset bugner af gran eller julehjerter
  • Bøgerne er pakket ind i nissehuer og madpakken i gavepair med til/fra kort
  • Sportstasken er fyldt med nissetøj
  • Dyner og puder er gemt væk i garderobeskabet
  • Hårene er klippet af tandbørsterne – dog normalt nye i gave fra nisserne

R.I.P. Lone

Af: Dorte
11-09-2014
1 kommentar

Min gamle klasselærer er død. Det er alt for tidligt. Alt for tarveligt.

Hvor er jeg dog ked :**-(

Læste skolelederens tragiske besked på Facebook, minutter før jeg skulle have lagt mig til at sove.

Det blev der ikke meget af. Søvn. Tankerne holdt mig vågen. Men der var ikke kun triste tanker – langt fra. Det har jeg for mange gode minder til.

Kan derfor også lægge sorgen lidt på hylden i dag. Og i stedet fejre livet. Venskabet. For ven, det var lige netop dét, hun var for mig. Da jeg var barn.

Hver uge slæbte hun dynger af sine egne bøger med i skole for at udfordre min allerede dengang kæmpe appetit på god læsning. Hun diskutterede, spurgte og fortalte  – guidede mig i det enorme univers, der over årene åbnede sig for mig. Ofte i sin fritid, mens jeg ventede på toget. Så hang vi ud der ved kateteret, når resten af klassen var smuttet hjem. I vores helt egen intime litteraturklub.

Allerede i 7. spåede hun, at jeg engang ville skrive min egen roman. Det var hun sikker på. Så det blev et fast holdepunkt i mit liv efter afgangseksamen og under årevis af tunge studier – med kaotisk og rodet teenagersind på slæb: Hvis alt andet fejlede, så kunne jeg da altid skrive en bog. For det havde Lone selv sagt.

Og det var lige præcist dét, jeg gjorde, da mit livs største krise kom ramlende ned om ørerne på mig. Da min yngste datter pludselig fik konstateret kræft. Så skrev jeg, som jeg aldrig havde skrevet før. Tasterne bevægede sig selv, og jeg kunne bare sidde lamslået tilbage med en halvlunken hospitalskaffe og se på. Ord på ord, sætning på sætning.

Hver gang, jeg mødte Lone i mit voksenliv, spurgte hun mig: Nå, Dorte – hvornår udgiver du et værk? Og i 2012 kunne jeg fortælle hende, at nu var målet nået.

Hun svarede: Søde Dorte Det glæder mig overordedntligt meget, at du vil sende mig din første udgivelse. Jeg vil glæde mig til at læse den, og jeg lover dig, at jeg ikke sætter røde streger i den. At der boede en forfatter i dig gættede jeg jo allerede på dengang. Emnet havde vist ingen af os i vores vildeste fantasi forestillet os. Knus fra din gamle lærer Lone

Så i stedet for at sørge idag, vil jeg takke for, at lige netop jeg skulle være så velsignet at støde ind i så givende, kærligt og inspirerende et menneske på min vej.

Min første mentor.

add

fb

om

De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.

arkiv

pins

kemoland

© 2024 — Dorte Falkenberg Rasmussen @ Kemoland. All Rights Reserved. Powered by Wordpress.

Designed by Wpshower