Det skete for et par timer siden på Sjælsro Institut til et mødre-wellness-arrangement i regi af Foreningen Cancerramte Børn. Nu sidder jeg herhjemme med et godt glas danskvand fra vores nye hjemmebryggeri og glæder mig indeni. For jeg har mærket mig selv for første gang i flere år. Slappet helt af i vågen tilstand under et blændende ovenlysvindue omgivet af sniksnak og postyr. Og det var muligt!
Dét øjeblik, jeg lukkede øjnene, forsvandt hele verden en stund – og der var bare mig og en uendelig varm tryghed. Skeptisk? Jo da! Men man kan om ikke andet få hvilket lemmerne lidt efter en lang dag, tænkte jeg, da jeg smækkede benene op på briksen.
At jeg i den grad skulle afspænde hele min krop, havde ikke faldet mig ind. Min cancerramte og kemo-ficerede krop, der i årevis har været syg og taget imod min lille datters cellegift sammen med hende.
Aftenen fortsatte i den fremragende stil med smykke-gaver til deltagerne, massage, zoneterapi og meditation på det store velduftende loftsrum midt i Herstedøster Landsby. Primitivoen afløste Champagnen, og de fyldte chokolade-skildpadder kom på bordet. Et par lidt hårdere diagnoser end gennemsnittet gav tårer i øjenkrogene og stilhed et par minutter, men stilheden var ingelunde dyster – blot reflekterende og medfølende.
Nakke, ryg, fødder og sjæl er trætte. Nu godnat.