Er så sindsygt træt af det hele!
“Næh nej, translpantation kan allertidligst ske et par måneder eller tre efter, at vi har fundet en donor.”
What??? Vi fik sgu’ da at vide, at vi kunne komme igang efter denne tredje kemoblok, hvis donoren var fundet og parat.
Hold kæft, hvor er jeg rasende! Og det der info-møde, vi var blevet lovet og har rykket for hundrede gange – det får vi øjensynlig først en måned før indgrebet.
Hvad skal det da ligne? Der er altså nogen, der godt kan li’ at planlægge deres liv bare en lille bitte smule.
Og hvad lige med Anders’ job, som han gerne vil tilbage til – det kunne måske være rart at have mulighed for at informere dem ordentligt, nu de har strukket sig så langt.
Og hvad med Nora, som vi har fortalt, at det hele nok vil være ovre efter nytår? Hvis vi havde fået en “transplant for dummies”, da vi kom ind med tilbagefald, havde vi sluppet for denne irriterende gætten frem og tilbage.
Hvorfor skal det hele være så pokkers hemmeligt?
Det var sgu’ ligesom den gang, vi hele tiden havde troet, at Ella skulle starte i børnehave, så straks immunforsvaret for oppe efter sidste forløb. Men næh nej, der skulle vi bare lige lægge en evighed oven i hatten, fordi vi skulle vente på vacciner, der tidligst kunne gives et halvt år efter sidste kemo.
Det var der bare ingen, der havde gidet fortælle os.
Jeg vil hjem. Kan ikke holde det ud mere. Alle de nye stakkels zombi-familier, der tynger stemningen med deres sørgelige diagnoser og dystre blikke. Hvorfor skulle vores orlov også lige slutte?
Kan ikke klare et sekund til på det her grimme hummer. Grimme gardiner, grimme stole, grimme borde, grimt gulv, grimt loft. grimt, grimt, grimt. Jeg sagde GRIMT!
Pis.
Mens Nissepige tog en sygedag i sengen, tog Nissemor en shoppedag i sofaen.
