Arkiv
Tag "klub"

I går – hele halvanden uge før højtiden – kom de sidste advents-, mandel- og julegaver i hus. Efter tre hårde timer på Ro’s Torv. Jeg duer ikke til stress og jag. Ikke længere.

Tog således indkøbene i adstadigt tempo. Men lige meget hjalp det. Den skarpe projektleder kaster håndklædet i ringen. For selv om jeg selv er i god tid, kan andres juletravlhed sagtens give mig pulsstigning og koldsved. Asen, masen, hastige skridt, skingre stemmer.

Stille erkendelse: Måske den der sygemelding ikke er helt ved siden af alligevel, når alt kommer til alt? Bare et par måneder om ikke andet.

Øv, den kraftige regn har givet overløb i fjorden = badeforbud i vikingeklubben. Der må alternativ outdoor-afslapning til.

Så Rasmussens spadserer en tur op til kanin-springkonkurrence/bordtennis/æbleskiver i Noras klub efterfulgt af juletræs-indkøb hos de lokale håndboldpiger. Tøserne udpeger tung og u-handy Normansgran – christ, der er pludselig langt hjem!

Gårsdagens orkanvarsel var vist en storm i et glas vand, men nattens blæsevejr har gjort det koldt derude. Træet skutter sig i carporten. Herinde i vores lille dobbelthus er der heldigvis lunt og godt. Søstrene fletter hjerter i guld og Husbond bruner chateaubriand i kryddersmør.

Kalenderlyset følges med tiden. For første gang i årevis. Fælles familiestunder i hjemmet; godt koncept. Mere, tak.

Og i morgen skal vi til skibberlabskovs hos Mormor.

“Det er da også på tide”, udbryder Ella, “jeg har jo heldigvis ikke mere brug for ekstra ilt!”

Jo, det er vel på tide? Vi har ganske rigtigt ikke haft den kæmpemæssige koncentrator tændt, de +20 meter slange udrullet, den tunge bærbare flaske med på tur i indeværende år.

Men derfor kan det sgu’ godt være utrygt sådan at aflevere grejet tilbage til firmaet, der – uden tvivl mod klækkeligt indhug i statskassen – har udlånt os det.

Dyb indånding. En epoke er slut – en ny begynder.

En ny hvor ungerne får deres eget badeværelse tilbage, efter det i årevis har fungeret som skøn kombi af apotek og maskinrum.

Hvor det gælder om at fange den flyvende trapez i farten og så ellers hægte sig godt fast.

For i dag blev det sidste sikkerhedsnet pilles ned og væk …

Og tidernes skiften blev kun understreget af Roskilde Kommunes indstilling af Ella til en plads i hendes go’e gamle børnehave pr. 1. maj. Dagen hvor Storesøster Nora starter i klub.

Børnehave? Klub? Gisp!!!

Nej, nu går det pludselig lige vel stærkt – hvordan i himlens navn skal jeg dog nå at få sjælen med mig?