Det seneste års tid har jeg trukket mig. Væk og ind i mig selv.
Frivilligt arbejde, som involverede ansvar og deadlines, blev lagt på hylden – og både i Kræftens Bekæmpelse og Himmelev Kirke har jeg været på træt-helt-ind-til-benet-efter-årelang-kamp-mod-børnekræften-orlov.
En god og nødvendig pause fra canceren. Og fra kirken. For hvordan kan man støtte i fejring af livet, når man selv bor i de dødes rige? Og hvordan kan man deltage i den kirkelige ledelse, når man selv har mistet troen?
Nu er jeg tilbage. Forberedelserne til Stafet for livet 2016 er så småt i gang, og efter nytår genindtræder jeg i hvervet som aktivt medlem af menighedsrådet. Tyvstartede dog i formiddags, da vores lille alter-udvalg efter gudstjenesten indviede kirkens nye duge og vaser.
Arbejdet hos de lokale kunstnere i Vævestuen og Glasgalleriet har været længe undervejs og var et af de sidste projekter, jeg blev involveret i, inden PTSD-tsunamien for alvor kom bragende … Nu er det færdigbragt, og smukt håndvævet tekstil og sandblæst glas vil fremover lyse op på det gamle mørke træalter.
Og mod det har hun. Mod til at rejse sig, når hun falder. Mod på livet.
For snart fire år siden – da Ella havde overvundet kræften for første gang – stødte jeg på den frivillige organisation Beads of Courage. Smukke håndlavede perler til alvorligt syge børn, som gives for hver milepæl, de har nået i deres behandling.
Hvis nogen fortjener en kæde, så er det da Ella, tænkte jeg. Et synligt og håndterligt bevis på hendes hårde livsvilkår. En rosenkrans at kunne tage frem og meditere ved de dage, hvor minderne trænger sig på.
Men jeg nåede ikke at ansøge, før vi pludselig stod midt i endnu en kamp. Og hvilken kamp …
Først i år fik vi overskud til at gennemgå hendes alentykke protokoller – og sende ansøgningen afsted. Nu er perlerne ankommet – inklusiv velkomstbrev, diplom og oversigt:
Hjerte (kvadrat): Overførsel til semiintensiv/intensiv
Regnbue: Besøg (B.U.S. / fysioterapi)
Hjerte (lilla): Afsluttet behandling
Specielle (glas): Modighed (act of courage)
Ella er det første danske medlem – og perlerækken lang. Meget lang. Og hun elsker den. Kæden er et meget specielt smykke. Det fornemmer hun helt klart. Den ligger fint i sin blomstrede pose af babyfløjl med logo, indtil der kommer en gæst på besøg, som hun gerne lige vil gennemgå sin historie med. Eller hun måske bare har behov for en stille stund med de klare perler i hænderne.
Et stærkt symbol på alt hvad hun har gennemlevet. I sit lille liv. Stærke Ella.
Ja, styrken er ikke til at tage fejl af. Den ses i hendes ranke holdning, selvsikre smil og faste blik. Hun kender til sin egen kampgejst og stædighed. Hun ved, hvad det har betydet for hende. Nemlig at hun er der, hvor hun er i dag.
Tunesiske hæklerier. Eller hakning, som det også kaldes. Men det er et ækelt ord, synes jeg. For så inspirerende et håndværk.
Deltog tidligere på året i crash course v/ den roskildedensiske hobby-kælder Kreative Tanter.
“Der er nok puder i verden!”, proklamerede underviseren tørt og fremviste et hav af imponerende cardigans, sjaler og sågar juletræstæpper i denne specielle teknik.
Jeg synes nu altid, der er plads til en ekstra pude. Til hygge, støtte og trøst. At gemme sig bag, når det hele bli’r lidt for uhyggeligt. Så det hækler jeg altså. En pude.
Med gadekryds af strikkepind og hæklenål – højst besynderligt men temmeligt effektivt aggregat – samles masker op, for her arbejdes med meget mere end én lykke ad gangen (hence dutten for enden …) Projektet skrider langsomt frem, men jeg har allerede nået at færdiggøre for- og komme godt i gang med bagstykket i strikkedulleklubben min. Og lige om lidt har jeg krea-date med endnu et dejligt stk. kvindfolk herhjemme.
Back-and-forth. Multifarvede tråde vævet sammen til smukt stykke hav. Lyseblåt, gråt, turkis. 0-82 masker og tilbage igen. 82, 81, 80, 79, 78 … Indre ro, meditation. Men så kom katten forbi.
Sjove december
Nisserne er flyttet ind. Løjer og lækkerier. Nora nyder at hjælpe til med hemmelighederne, og Ella kan kan næsten ikke sove om aftenen af bare spænding over de mange drillerier, der er i vente. Husker de små træsko-dansende venner nu at lægge godter i julebussen i nat? Hvordan pokker fik de egentlig clementiner ned i støvlerne? Og mon mælken en dag skifter farve? Ligesom sidste år!
I går ved sengetid satte hun sin iPad op foran nissedøren (der af husdyrsmæssige årsager i år er installeret oven på det gamle tobaksskab) – fast besluttet på at opklare mysteriet. Hun trykkede Record og gik ud for at børste tænder. Begejstringen ville ingen ende tage, da det viste sig, at hun sørme havde fanget en rigtig lille dansende nisse på film. Ti hi …
Kreative december
Vi mangler stadig et par julegaver, men det er de hyggelige af slagsen. Sidste år fik Mormor og Farmor hver en hjemmelavet lille glæde-spreder. Den bestod af et sæt spillekort med i alt 52 skøre og skæve sniksnakkerier, sat sammen med scrap-bogs-ringe. Arbejdet skred hurtigt frem – da jeg først havde fået lavet en lille skabelon – for jeg har jævnligt over de sidste ti år noteret troldetøsernes mest kloge, skøre og fjollede ord ned. Så det var egentlig bare copy/paste og klippe/klistre. Er netop i færd med at fremstille ekstrakort til bøgerne (tys tys!), da der siden sidste jul er kommet endnu flere dejlige guldkorn til.
Guldkorn var da også de små fingermalings-Rudolfer, som Ellas legegruppe biksede sammen herhjemme i onsdags. Frygtede nok et lettere kulørt ragnarok på vores hvide vægge, da de fem seksårige gjorde deres entré, men det gik forbløffende godt. Der blev hygget igennem, og alle nåede at få et personligt billede med hjem. Pyh!
Travle december
Jovist, der er gang i hytten. Om morgenen skal der – foruden julebussen – kigges bag lågerne i dimsedut-kalendre fra henholdsvis Schleich og Lego, kattegodbids-kalender til Simba (!) og skrabekalender til fordel for Hjernesagen. I skolen finpudser 0.a. deres nordiske mytologi ved et dagligt afsnit af den uhyyyyyggelige Jul i Valhal, til eftermiddags-teen herhjemme læses højt af et ud af 24 kapitler fra den gamle julehistorie om Nisseungerne Tiske og Taske (i 1974 broadcasted i radioen af forfatteren selv), før aftensmaden toner Nissebanden frem på Ramasjang, og efter Ella-putning er der Far/Mor/Nora-tid i dobbeltsengen foran Juleønsket.
Nå ja, og så var der jo også de herssens 30 minutters daglig læsning, lektier, kammerater, springgymnastik og bueskydning. Udmærket at have dagtimerne til madplaner og indkøb. Når nu det ikke kan være anderledes ..
Eftertænksomme december
Den skarpe læser har måske efterhånden gennemskuet, at der ikke blot tælles ned til juleaften i disse dage. Noget andet og lidt hemmeligt er i gærde. Det er forandringens tid; spændende projekter, spirende venskaber, flere glæder. Nyt håb.
For seks år siden i dag facebookede Anders disse ord:
Så fik jeg endelig købt mig en 3GS og i dag starter min orlov så alt i alt er det vel ok
Ja, Anders skulle overtage barselsorloven, og jeg selv tilbage på jobbet. Dagen efter sad vi på Rigshospitalets Børnekræftafdeling med sygt barn. På ubestemt tid.
Kunsten at balancere. Få øje på den farbare sti gennem flammehavet, gyngebroen over kløften. Lære at tænke i andre baner, tro på det umulige – og holde sig oprejst undervejs. Livet i gråzonen …
I går satte jeg babyalarmen til salg og sat-måleren på loftet. Indtil nu har de ligget parat på øverste hylde i badeværelsesskabet. Hvis nu. Eller noget. Selv om Ella jo det sidste år har kunnet både gå og trække vejret fint igen. Tja.
giv tid! og hver en kvist får blad, giv tid! – hver blomst udspringer.
Vi burde ha’ taget kaffekopperne med herop. Sidder under spærrene på det lille dobbelthus og hygger. Min søster og jeg. Bladrer gamle fotoalbums igennem og mindes vores fælles liv.
Børn ved Sjælsøs bred, unge på Petersgaard Gods: Duften af olie i Fars værksted, lyden af Mors stiletter mod klinkerne, ålegilder med naboerne, juleaftener under sydens sol, Morfar skræller æbler, Mormor koger dem til grød, squash fra Bedstes drivhus, røg fra Farfars pibe, cykelture i skoven, leg på kornlageret, lektier, fritidsjobs, venner, kærester.
Jeg elsker mit dåbsfoto. I søsters trygge favn. Kjolen har vores Mor hæklet, og den er stadig meget smuk. Så smuk at begge mine egne tøser er blevet døbt i den. Og opskriften? Den fandt jeg sandelig også. På loftet.
Garnnøglerne snurrer, pindene gløder. Aftenens værtinde har bagt fudge-tærte. Dertil årets første glögg.
Vi er vidt forskellige – lever dog parallelle liv. Huse i samme bydel, børn i samme skole. Dette netværk har jeg engang været med til at skabe. Hin efterårsdag i skoven. Jeg er stolt. Og taknemmelig.
For min skønne strikkeklub.
—
“Neeej, har I set???” Alle pensionisterne (og undertegnede) vender sig om og kigger. “Ja har I set? Lige nu bryder solen frem!” Jeg returnerer til drejebænk med varme om hjertet. Mere skal der ikke til.
På det gode keramikhold.
—
Først flere sekunder efter at GusMesteren har svunget håndklædet, rammer den brændende aromabølge os. 1 – 2 – 3. Impact!
Æteriske olier til gavn for blodtrykket, immunforsvaret og hukommelsen.
Mest af alt dog til gavn for en gammel Cancer Moms skrøbelige psyke. Timian-, eukalyptus-, geranium-dampene fuldender naturligvis wellness-oplevelsen – men ikke mindst nærværet, fællesskabet, den dæmpede musik, blæsten mod ruden, bølgerne under tømmerflåden og saunaens beroligende vuggen gør mig godt. En lille dybsindig sludder blev der sågar også tid til.
Efter den opkvikkende dukkert.
—
Det er godt nok sjældent, jeg kører i metro. Snildt ellers. Den dygtige øko-frisør forynger, mens vi læser blade og sladrer. Herefter posh vegetarfrokost & naturvin, kaffe & dele-kage.
“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, smiler hun. “Hvis jeg gerne vil gøre noget rigtigt godt for dig, hvad skal det så være?”
Lige præcist en dag som nu, Skønmø! Med alvor og grin. Eller som den aften på Rigshospitalet, da du fyldte en balje med lavendel-vand og vaskede mine fødder. Mens Ella lå i koma og var tæt på at dø.
Dén smukke – næsten helt bibelske – kærlighedserklæring glemmer jeg aldrig.
Når vi fløj på ferie i min barndom, sad vores gamle Bedste med strikketøjet i sine krogede fingre og sukkede: “Nej, jeg kan nu bedre lide at køre i bil eller sejle. Her oppe i luften kan sjælen altså ikke følge med.”
Kloge gamle Bedste.
Anden runde skole/hjem-samtale; nu er det Noras tur. Hun sætter sig med rank ryg på stolen imellem Far & Mor. Hænderne under lårene, afventende.
Både den nye klasselærer og dansklæreren smiler; det går flot fremad! Fagligheden har jo aldrig været noget problem: Et meget højt niveau i matematik; lad os bare springe nogle af stykkerne over – du fatter det jo lynhurtigt. I dansk en utroligt fin sprogforståelse; helt fantastisk for dit alderstrin faktisk.
Nora smiler et lille opvakt smil og svinger med de nye vinterstøvler under bordet.
Anders og jeg når lige et kig på hinanden, inden næste portion glimtende stjernedrys omhyller vores store smukke pre-teen: Aktiv i timerne, kreativ, dygtig til at beskrive sine følelser samt sige til og fra over for kammeraterne. Og koncentrationen? Jo jo, det går støt fremad – og de dage, hvor Nora har behov for ro, får hun lov til at trække sig.
C’est ça! Nora vælger to brunkager fra fadet, inden hun svæver ud på gangen og overrækker den ene til Lillesøster, der (endnu en gang) er parkeret i garderoben med iPad’en.
Hinanden i hånden og hjem til lasagnen, der simrer i ovnen. Og Simba, der holder udkig ved vinduet.
Øjnene svømmer over, og alt bliver sløret. SFO-pædagogen rejser sig og henter en hel køkkenrulle. Stiller den på bordet foran mig. Har selv inden da nået at fiske en Kleenex op af tasken. Man er vel beredt …
Klasselæreren fortsætter: “Så vi har altså kun godt at sige om Ella. Hun er så sød og kærlig en kammerat, har flot orden i tingene, og ved den faglige individuelle screening scorede hun tæt på 100%. Når hun sætter sig noget for, giver hun ikke op – som nu i sommers, da hun besluttede sig for at lære at gå på stylter, eller hun i sidste uge ville helt op i toppen af legestativet i frikvarteret. Ja, det er godt nok en skøn og sej pige, I har – en rigtig fighter.”
Jeg dupper kinderne og ta’r imod en lille post-it med kode til guldgrube af letlæsnings-bøger på nettet; dejlig inspiration til den læsetræning, hun holder så meget af. Farvel og tak til Søren og Mette og lille Jep. Nu skal vi videre.
Anders klapper mig på låret, rejser sig og åbner døren med klassens fine selvportræts-collage. Sammen går vi ud til Frikadellen, der sidder og spiller iPad på en garderobebænk. Med nattøj indenunder den pink flyverdragt.
Efter blot tre måneder i skole! Min dygtige Trold. Jeg har sådan lyst til at rose hende, fortælle hende, hvor stolt, jeg er. Men hvad nu, hvis det vanvittige niveau bare en dag pludselig ikke holder mere? Kemoens senfølger banker på med sociale udfordringer, depressioner og koncentrationsbesvær? Som vi jo har hørt om før. Så duer det da ikke, at hun tror, hendes mors kærlighed opnås ved gode resultater i skolen.
Ellas hånd i min. Hun gi’r mig et lunt lille fast klem. Jeg kysser toppen af hendes uglede franske fletning og siger: “De holder simpelthen så meget af dig, dine lærere, Ella. De synes, du er sådan en god pige.”
Hun smiler op til mig: “Gør de virkelig? Jeg kan også rigtigt godt li’ at gå i skole. Nu har jeg jo også ventet og ventet på, at jeg skulle starte”.
Vi sætter kurs mod det lille dobbelthus, for om lidt kommer Nora hjem fra springgymnastik.
Ella gik glip at to skoledage sidste uge. Øjeblikkelig opstart på antibiotika og febernedsættende pinex. Øv.
Skyldtes utilpasheden mon bare generelt snotteri blandt kammeraterne? Frøs hun mon på klassens to flexuge-ture til skoven? Eller noget helt tredje???
Medicin ved forhøjet temperatur slipper Ella aldrig for. Men er ellers billigt sluppet. Må man jo sige … Vi vil bare gerne have i pose og sæk, tak. For vi kan ikke undgå at træde baglæns ind i Kemolands mørke, hver gang tøsen bliver bleg om næbbet og blank i øjnene. Termometerets bippen går lige i tindingerne – og pille-kærveren bringer minder om cellegift. I tabletform.
Men så fik man da et par fridage foræret. Luksus at hygge med yngstepigen. Som i de grumme gamle dage.
Og sikke en masse, vi fik nået: Set Ramasjang under morgenmaden, læst et par kapitler i Kardemommeby, kørt en lille tur på løbehjul, bagt boller til teen, tegnet prinsesser, lavet et par sider i hjemme-danskbogen, leget med kisser, klippet/klistret af gamle teposer med Mormor. Der lige kom på spontanvisit! Hvor velsignet kunne man så også lige være at finde de skønneste breve i postkassen med Disneykort til samlemappen fra jer kærlige sjæle rundt om i landet. Netop når energien var ved at være brugt op. TAK!
Orv, hvor det rykker til keramik. Sender projekt stentøjs-blonde-vase til bagning og kaster mig herefter over drejebænken.
I dækning, kære medkursister! For det går vildt for sig, når aggressionerne slippes løs på fodhjulet. Sandalerne klaprer og suser af, grødet ler flagrer i prikket hvirvelvind til højre og venstre. Slask.
Første forsøg resulterer i to skævvredne klumper havregrød – andet i en rigtig lille skål. Trylleri! D’damer og d’herrer nikker anerkendende og roser mig for at stoppe i tide denne gang. Mens legen er god. Og skålen stadig en skål.
Hvor jeg dog trives blandt de rare efterlønnere og pensionister. Med mindst lige så lange liv i rygsækken som jeg selv. Lange og drøje, på godt og ondt. Jeg nyder deres selskab, deres sindige bevægelser, deres åbenlyse tilfredshed med nuet og kaffen og kagen.
Familien Rasmussen. Et kunstværk i forandring. Væltet omkuld af livet. Genopbygget. Stykke for stykke. I ny konstellation. Anderledes. Måske skrøbeligere. Måske stærkere.
Stadig smuk. Unik.
Stensøjlerne ved Klint. Samme skæbne. Oprindeligt udtryk fejet bort af voldsomme storme. Traditionen lever dog videre. Hver gang fællesskabet lægger en brik. Ligesom vi gjorde i forgårs.
Den ene dag blikstille dukkert på vestkysten, vandmænd og isvaffel med guf galore. Den næste blæsende udflugt mod nord, varm te og hygsom udsmykning af de mange fine fund.
Altid strandvejr @ Sommerskuret.
NB. Husk klar lak over malingen, hvis stenene – som vores nye kryds & bollespil – skal ligge ude.
Cupcake-kursus i julegave blev til et par timers sjov undervisning i indfarvnings- og tylleteknik samt disse seks finurlige forsøg.
På Ellas fødselsdag i foråret kastede jeg mig ud i et fadfuld glitrende Frozen-kager. Tidsnød resulterede imidlertid i færdigindkøbt (og halvsyntetisk) topping.
I morgen til Noras tøzefest skal smørglasuren være hjemmelavet. Men hvilken er den absolut bedste grundopskrift? Assistance, s’il vous plait!
De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.
