Arkiv
Tag "litteratur"

Bloggen som socialt medie – deltagelse, diskurs og affekt

Dette er navnet på Carsten Stages input til den nye lærebog “Medieanalyse“.

Den har været i støbeskeen et års tid og er nu udkommet hos forlaget Samfundslitteratur.

Ja, og så er kemoland.dk med!

(Og dette er øjensynlig ikke den eneste bog, der bruger os som case; to mere af slagsen er på tegnebrættet i det nye år, har jeg lige fået at vide).

Jeg er glad for omtalen i kapitlet, der blandt andet analyserer det samfundsengagement og de forskellige former for værdiproduktion, der over årene har knyttet sig til  bloggen her.

Sikken masse, vi i grunden har fået fra hånden af indsamling, fokus, debat og oplysning. Interviews i forbindelse med studerendes opgaver om patientsikkerhed, pårørendestøtte, genoptræning – og fagpersonales arbejde inden for kræftsagen med psykisk sårbare og udsatte børn.

Og selv om det til tider har været hårdt og grænseoverskridende at åbne op for vores privatliv – så har det nu været det hele værd …

Udpluk af året der gik. I sider.

Sorglitteratur og sick lit har fyldt en del mere end sidst – men jeg befinder mig vel også i en slags sorgproces? Selv om Ella jo endte med at blive hos os, er der årevis af tab på så mange andre fronter. Finder derfor en underlig trøst i at læse livsberetninger fra mennesker i krise. Dem, der har mistet eller selv rammes af sygdom. Ind i mellem har der også været behov for lidt krimi, drama eller individuationsfortælling. Og så er der naturligvis et hav af børnebøger – for begge vores tøzer elsker intime læse/hyggestunder i sofaen.

Overvejer at kaste mig over enten Hvor intet bryder vinden (Leonora Christina Skov), Fjer (Ursula Scavenius), Shantaram (Gregory David Roberts) eller en af Ida Jessens romaner som den næste.

Hvad har I mon liggende på natbordet lige nu? Andre gode litteratur-forslag til den søde juletid?

Shattered Silence (Melissa Jesperson)

Jeg er bidt af en gal serial killer, og det ved Anders, der fluks forærede mig bogen, da den udkom. Denne selvbiografi giver en sjælden vinkel på forbryderens pårørende, som man normalt ikke skænker en tanke. Den nu voksne datter til “Happy Face” har skrevet en fin fortælling – omend ikke voldsomt dybsindig – med et par interessante reflektioner om en mørk og helt forkert barndom. Jeg oplever dog en hel del ret så tydelige skift i sprogstilen, og manuskriptet virker således uhomogent og sandsynligvis stykket sammen af flere personers skriverier. Hm.

Godnathistorier (Felicita Kuhns)

“Til Dorte fra Tante Lilli” står der på indersiden med rød tush. Barndommens lugte og lyde står helt klart, når jeg læser denne op for Ella. Felicitas Kuhns retro-tegninger og de meget korte og spøjse historier. Moraliserende så vandet driver. Jeg tror min søster har bind to. Må høre hende ad …

Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla (Elsa Beskow)

Vi har et puslespil med forfatterens fantastiske streg. Sådan et sjovt et af slagsen, der er trykt på et sæt terninger, så der er i alt seks stks at samle. Denne klassiske billedbog tror jeg var en dåbsgave til ældstepigen, og som så meget andet er nu også denne arvet af Ella, der med fryd hører om livet hos tre tanter og to forældreløse børn i midten af 1800-tallet.

Der var engang en grøftekant (Birgit Erup)

Jeg er bare helt opslugt af alle Fritz Baumgartens detaljerede illustrationer af bryllupsforberedelser og kaffeslaberads i grøftekanten. Denne 70′er-sag er simpelthen guf for os med hang til eventyrlige dyre/alfe-universer. Efterhånden er det lykkedes mig at skaffe denne dejlige krible-krable-serie Lademann-fortryllerier og flere af forlagsaktieselskabets andre børnetitler. Det er sgu’ livskvalitet at læse gennembearbejdede bøger med sine unger – kontra den uforståelige mængde ripoff-skrald, der findes på markedet nu om stunder. Nå, så kom det ud.

Om mørke (Josefine Klougart)

Ok, her er jeg virkelig blevet fan. Mere brusende stream of conscieness end tidligere oplevet. Sejlede med og kom i havn på blot en eftermiddag. Unik prosa om mørket i os, omkring os. Halvtomme sider, transparant mellemlægspapir med kalkeringer efterfulgt af drømmende billeder – næsten lyd. Forærede et eksemplar til min mor, der efterfølgende kun havde én kommentar: “Er dette en roman? Lige her kan jeg godt mærke, at jeg er blevet gammel …” Hvilket ellers er meget sjældne ord i munden på den friske og frejdige 82-årige.

Stalker (Lars Kepler)

Uh, det her er min store frygt ved at overnatte i Sommerskuret alene. Der er ingen gardiner, så man kan ikke med sikkerhed vide, hvem, der står og lurer ind på den anden side af spejlbilledet. Femte – og helt ok – bind i hr. og fru “Kepler”s spooky serie.

Karlas Kabale (Renée Toft Simonsen)

Den er altså sød. Og det synes Nora også. Hyggelig læsning om en sammenbragt familie i dagens Danmark. Filmen er også kær.

Pjok & Petrine 1-10 (Kirsten Sonne Harrild)

Da Ella lå i koma på Intensiv, gik Nora i skole på Riget. En dag kom en forfatter forbi. Hun inviterede Nora til skrive/tegne-værksted, og det var en rigtig rar oplevelse for vores lille skyggebarn. Som afskedsgave fik Nora første bind i pony-serien. Først to år efter åbnede Nora bogen sammen med Mor, men her blev hun så opslugt af historien, at hun pløjede sig gennem denne og de næste ti opfølgninger. Og sådan kom hun med ét i gang med den selvstændige læsning, som vi havde ventet så længe på. Tak for losset, Kirsten!

Kioo – den lille kirkeugle (Anne Möller)

Livet går i ring. Følg en lille kirkeugle-unge, fra han lærer at fange sin egen føde, finder sit eget sted at bo, flyver fra reden, til han finder sig en mage og selv får unger. Skønne tegninger, dejlig historie. Altid spændende, hvad Ella kommer hjem med fra skolebiblioteket :-)

Fjerens rejse (Cao Wenxuan)

Kinesisk børnebog om en fjer, der leder efter sin ejermand. Enkel fortælling. Smuk illustration. Altid unikt og lækkert når Farmor handler bøger.

The Goldfinch (Donna Tartt)

Årets største læseoplevelse. Kort og godt. Sproget, historien, persongalleriet – skønt, skønt, skønt. På denne moppedreng af en roman vendte siderne sig selv. Læste morgen og aften, og om natten flettede den fantastiske fortælling sig sågar ind i mine drømme. Anbefalelsesværdig. I den grad! Og gerne på originalsproget …

Broken Habour (Tana French)

Næste bind i serien om det irske murder squad. Ret meget anderledes end den forrige Faithful Place – men stadig fint engelsk og skæve skæbner, som man kommer helt ind under huden af.

Spøgelser i Runde Tårn (Sussi Bech)

Hvor er den egentlig rigtig udmærket. Her får vi fortalt historien om, hvordan Runde Tårn blev til – samtidig med en “Find Holger”-ish spøgelsesjagt. Fedt format, der imidlertid overhovedet ikke passer ind i vores børnebibliotek. Nå, op på toppen af reolen med den. Sammen med børneatlasset. Tsk.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen (Maria Gerhardt)

Om kræft og kærlighed. At vente på den eneste ene år efter år – og så blive ramt af en møgsygdom netop som man får scoret hende. Et unikt indblik i en kendt DJ’s vilde år i starten af 00′erne med fest på fest i København, Berlin, Reykjavik og New York. Overrasket velskrevet og ret så rørende. Suk, har lige googlet, at forfatteren har fået tilbagefald og nu er terminal. Fandens :-(

Efter Sara (Mente Ladefoged Nielsen)

Om sorg og skyld og om at lære at leve med tabet af sin datter. Hvert sekund resten af livet. Den voldsomme trafikulykke efterlader en masse spørgsmål om hvorfor og hvordan – men ellers ser jeg en uhyggeligt masse ligheder i tankerne hos de forældre, jeg kender, som har mistet ved børnekræft. Vigtig bog med udgangspunkt i tiden efter.

Iqbar Farooq og julemysteriet (Manu Sareen)

Ha! Multietnisk jul på en dansk skole – og dansk jul i en indisk familie. Der er så sandelig fart over feltet i denne 24-kapitlers julekalender/børnekrimi. Læste Nora over skulderen, da jeg senere gerne ville hjælpe hende med boganmeldelse. Onde skurke, smarte replikker. Og et sindsygt talesprog der er fuldstændigt umuligt at gengive. Skal bare læses!

Go’morgen frue (Dorte Karrebæk)

Digtsamling. Her leges med ord og billeder – hver for sig og i samspil. Fantasien i højsæde. Og så er jeg bare vild med Karrebæk. Ganske simpelt.

Den sorte violin (Ulf Stark)

Aaaaargh! Hvorfor havner den her slags bøger altid hos Ella på biblioteksturen? En fortælling om at have en alvorligt syg søster, som ligger i sengen og kukkelurer, indtil Døden kommer og banker på. Ok så – den ender godt, men for pokker hvor var den skummel. Altså …

Peter Pedal sætter drage op (Margret Rey)

Ballademageren kommer højt til vejrs i denne go’e gamle sag. Tænk engang at den første gang blev udgivet tilbage i 1958 – og stadig kan gi’ et genkendelsens smil på læben hos små frække aber rundt om i verden. Bare dejligt.

I morgen var jeg altid en løve (Arnhild Lauveng)

Anbefalet af min søster. Sikke en bog. Prøv bare at sige titlen højt – hvor syret er den lige? Så får man egentlig en meget god fornemmelse af, hvad en syg ung piges gennemlever af virkelige oplevelser og vrangforestillinger. Ofte på lukket institution. Og nu er hun ude på den anden side. Raskmeldt. Færdig slut. Tænk engang …

Tudsegraven (Gerd Rindel)

Jamen hej, nu er vi her gudhjælpemig igen. Død og ulykke. En gammel tudse, mæt af dage, lægger sig til at sove ind under et skræppeblad. I en lille piges have – hvor der heldigvis også bor alfer. For så er der da noget, der kan fjerne fokus fra de skumle samtaleemner. Jeg kan mærke, at døden fylder meget hos Ella. Og det gør den jo i og for sig også hos undertegnede. Men det er bare så hårdt at opleve min lille Mus sidde med tårer i øjnene efter læsning af en bog som denne, fordi hun pludselig mindes de børn, hun har kendt – og som bare ikke er her mere. Dér skal jeg godt nok lige have lidt ekstra overskud til putningen efterfølgende. Hvis den gode stemning skal bevares. Pyh!

Fabians feltdagbog (Charlotte Blay)

Forældrene må gerne læse med i denne bog, får vi at vide af Noras dansklærer. Og den er rigtig god, så win-win. Forfatteren har åbenbart skrevet en hel stak af børnebøger med inspiration fra sine uhyrligt mange rejser rundt om i verden. Denne fra Himalayabjergene, hvor hovedpersonen Fabian er på ekspedition med sin far, da de pludselig rammes af en lavine. Faren forsvinder, men det kirgisiske slettefolk redder Fabian, som herefter tilbringer flere uger blandt normaderne i ødemarken. Tror da lige vi skal kigge os om efter andre fra samme pen …

Lyle, Lyle Crocodile (Bernard Waber)

Charmerende børnebog om en krokodillen Lyle, der lever det magelige liv hos familien Primm. Alt ville være fryd og gammen, hvis ikke det lige var for den mavesure nabo Mr. Grumps, hvis mission er at smide dyret i Zoo – hvor det hører til. Drama!

Onno + Inni : 14 historier fra Tvedhuse (Vagn Steen)

Første bind (ud af tre) læst højt for lillesøster af storesøster. Små korte og søde hverdagshistorier om tre børn og to voksne. Forfatteren leger finurligt med sproget undervejs. Der er smagt grundigt på ordene, inden de blev til sætninger, til kapitler, til en bog. Tak til Bedstemoster Marion for anderledes børnelitteratur. Dét ka’ vi li’!

Lille sorte Sambo (Helen Bannerman)

Mon ikke de fleste kan huske denne skønne lille fortælling fra barndommen. Og fyldes med præcist samme undren, når tigrene forvandles til en klat flydende smør? (hov, der kom jeg vist lige til at afsløre slutningen …) Ella frydes; lige hendes yndlingskombi af magi og underfundighed.

Øjnene svømmer over, og alt bliver sløret. SFO-pædagogen rejser sig og henter en hel køkkenrulle. Stiller den på bordet foran mig. Har selv inden da nået at fiske en Kleenex op af tasken. Man er vel beredt …

Klasselæreren fortsætter: “Så vi har altså kun godt at sige om Ella. Hun er så sød og kærlig en kammerat, har flot orden i tingene, og ved den faglige individuelle screening scorede hun tæt på 100%. Når hun sætter sig noget for, giver hun ikke op – som nu i sommers, da hun besluttede sig for at lære at gå på stylter, eller hun i sidste uge ville helt op i toppen af legestativet i frikvarteret. Ja, det er godt nok en skøn og sej pige, I har – en rigtig fighter.”

Jeg dupper kinderne og ta’r imod en lille post-it med kode til guldgrube af letlæsnings-bøger på nettet; dejlig inspiration til den læsetræning, hun holder så meget af. Farvel og tak til Søren og Mette og lille Jep. Nu skal vi videre.

Anders klapper mig på låret, rejser sig og åbner døren med klassens fine selvportræts-collage. Sammen går vi ud til Frikadellen, der sidder og spiller iPad på en garderobebænk. Med nattøj indenunder den pink flyverdragt.

Efter blot tre måneder i skole! Min dygtige Trold. Jeg har sådan lyst til at rose hende, fortælle hende, hvor stolt, jeg er. Men hvad nu, hvis det vanvittige niveau bare en dag pludselig ikke holder mere? Kemoens senfølger banker på med sociale udfordringer, depressioner og koncentrationsbesvær? Som vi jo har hørt om før. Så duer det da ikke, at hun tror, hendes mors kærlighed opnås ved gode resultater i skolen.

Ellas hånd i min. Hun gi’r mig et lunt lille fast klem. Jeg kysser toppen af hendes uglede franske fletning og siger: “De holder simpelthen så meget af dig, dine lærere, Ella. De synes, du er sådan en god pige.”

Hun smiler op til mig: “Gør de virkelig? Jeg kan også rigtigt godt li’ at gå i skole. Nu har jeg jo også ventet og ventet på, at jeg skulle starte”.

Vi sætter kurs mod det lille dobbelthus, for om lidt kommer Nora hjem fra springgymnastik.

Hele Noras skolegang har vi knoklet på med lektiehjælpen, så hun har kunnet følge bare en smule med i pensum.

Alle de mange år, hvor tankerne om syge lillesøster har blokeret for koncentrationen i klassen – og hun til sidst blev hevet ud af skolen og flyttede med familien ind på Riget.

Endelig – ENDELIG – er skuden vendt. Nora læser i sine frilæsningsbøger helt uden tvang, er skarp til matematik (som far) og er vild med fransk (som mor). Hurra!

Men nu kan vi gudhjælpemig begynde forfra med hjemmeundervisningen. For Ella keder sig bravt i skolen. Og det efter kun et par måneders skolegang. Æv.

Hun vil ikke afsted om morgenen og siger, at hun kun laver opgaverne i timen, for at lærerne ikke skal blive sure. Gider kun frikvarter – og dem er der alt for få af. At vi ved det.

Ella vil ha’ lektier, tak. Hun vil læse og regne på et helt andet niveau, end sine kammerater.

“Aaaah altså – ikke igen!!!”, brokker hun, når vi gennemgår ugeplanen: Bliv fortrolig med tallene 1-10  og Nu skal vi arbejde med et nyt bogstav i lydposen. “Hvorfor pokker skal vi ikke lære at skrive historier – eller gange ligesom Nora? Og hvad med engelsk???”

Jeg er frustreret! For ligeså meget energi, det kræver at have et barn, der er bagud – mindst ligeså meget energi kræver det at have et barn, der er foran. Det vidste jeg ikke.

Hun er en skarp tøs, ingen tvivl om det. Men en del af hendes vid skyldes jo nok også, at den i lange perioder har stået på stilleleg herhjemme. Når man er lammet fra halsen og ned og koblet til alverdens slanger og apparater – hvad får man mon så tiden til at gå med dagen lang? Bøger, bøger og atter bøger. Og en enkelt film eller to.

Der er desværre ikke meget hjælp at hente i skolen. Det er åbenbart et luksusproblem, som vi selv er ansvarlige for at løse. Ella har nu pløjet sig igennem første bind af Anders’ gamle Søren og Mette, er i fuld sving med nyerhvervet træningshæfte og har gennemspillet begge husets lærings-brætspil Børne Scrabble og A-Å. Printeren har kørt en stak børnekrydsogtværs ud og Nora gi’r den gas med hjemmelavede regneopgaver.

Nå, men her løb vi så tør for idéer. Og energi. Suk.

Slapper af når jeg skriver. Uanset emne. Zen. Tasteturet giver ro. Tiltrængt ro.

I går meldte jeg mig ind i endnu et skrivefællesskab. Dette dog udelukkende online – modsat sidste uges gruppe.

Fem forskellige opgaver. Løses fra fredag til fredag, og kommenteres – uge for uge – af gruppens medlemmer. Du skal bruge en blog til at skrive dine opgavesvar i, og linke til siden under den aktuelle opgave.

Godt så. Bloggen er ligesom på plads … Opgave 1 – tema konfirmationstid:

Blændet
Alt for skarpt lys gennem sprosserne. Kaster skyggekors. Fragmenter af et kalkmaleri. En historie. Måske ikke andet end en historie?

Der var engang.

Tynde mammelukker. Broderie anglaise i kanterne. Beskytter ikke helt mod den kradsende krinoline. ”Men hvor er du fin”. Og det er jo kun for en dag. Solrig dag. ”Vejret er gudskelov med os”.

Knæene værker – det er snart min tur. ”Lysvæld bag ved lysvæld”. En salme? Kan konfirmationsverset være en salme? Vemod, håb. Går altid hånd i hånd. Sikke smukke strofer. Sande strofer.

På hylden med biblen …

Håndspejl i sølv, firdelt musikanlæg, stor stak bøger. Hilsen fra familie, venner, forretningsforbindelser. Store kort, store pengesedler.

Dugen er rosa. Friske blomster på langbordet i små kridhvide porcelænssvaner. Forårsblomster. Det er forår. Et knitrende friskt forår. Det er her, livet begynder. Lige til at tage i brug.

Pakke op.

Men gavebåndet slår knuder. Er da ikke voksen endnu? Behandles ikke som voksen. Opfører mig ikke som voksen. Ergo.

”Vi forventer ikke, at du holder en tale -  det skal være en rar fest for dig”. Ville nu ellers gerne. Sige et par ord. Fortælle, forklare. Forstås? Bare lidt.

Kaffe & cerutrøg. Selskablig cerutrøg. Knapt så skarp som cigaretter, så tung som cigarer, så sød og krydret som pibe. Fars pibe. Mors parfume.

Barn, voksen, barn, voksen. Barn.

Endnu.

Renser, helbreder – bøgerne i mit liv.

Men oplevelser på ord kommer og går: Mødregruppens litteraturklub blev opløst af sorg, Rigshospitalets fælleslæsninger forladt i glæde.

Hoppede i aftes ind i dugfriskt skrivefællesskab. Uden for Kemolands trygge tjørnehæk.

Grænseoverskridende, befriende.

Om der kommer endnu en bog ud af det, vides ikke. Måske?

Østerbro. Måren Otto vogtede under stukken. Tolv til sofabords. Alle sammen forfattere. Udgivne eller in spe.

Kaffe & kage. Livshistorier & drømme.

I går gjorde jeg noget godt. Ikke for kræftsagen, sognet, vennerne eller familien.

Men for mig.

Bækkenløsning og voldsomme blodtryksdyk. Et par måneder før Ellas fødsel måtte jeg overlade vikaren mit skrivebord. Sirlige to-do-lister, alenlange dagsordner, bugnende databaser. Glimt til søerne gennem sprosse-vinduer, frokostmøder på mondæne city-restauranter. Farvel til flirtende kollegaer, travle hverdage.

I skabet med stiletten.

Kemo afløste barsel. Min baby fik kræft.

Stiletten står der endnu …

“Hvad har du så lært af livet i Kemoland?”, spørges jeg tit. Blaaah? Ud over standard-smøren om, at de utallige hasteindlæggelser vist har gjort mig enormt effektiv til at pakke min rejsetaske hurtigt (hvilket jo for så vidt også må være at betragte som en udmærket kvalitet hos en moderne kvinde), så væver jeg ofte rundt i resten af peptalken.

For er jeg egentlig blevet så meget bedre til at leve i nuet og glædes over de små ting her i livet? Eller er det bare en ganske naturlig følge af at være hjemmegående Cancer Mom på sjette år?

Jovist har der været nærvær og kreativitet. Måske mere end ellers. Over årene har jeg strikket, hæklet, syet, filtet, klippet/klistret, læst, kokkereret, shaket drinks, nusset i haven, leget med børnene, shoppet sommerhus med manden, blogget et par ord, skrevet mig en bog, filmet et par film. Men noget skulle tiden i isolation da vel for pokker gå med, eller hva’?

Behøver jeg ligefrem at være blevet et bedre, mere klarsynet, roligt og tilfredst menneske af min datters sygdomsforløb. Er det egentlig ikke nok, at jeg har fået et kræftfrit barn ud af strabadserne?

Så ikke engang nu, hvor tøsen er rask, og vi endelig langt om længe er sluppet for sygehusets evindelige “Du bliver nødt til at tro på det” (når krøllerne svitses af min lille datter) og “Nu har du altså de sorte briller på” (når ungen netop har tilbragt halvanden måned i koma) – nej, ikke engang nu, kan jeg åbenbart få fred for alle kravene.

Det positives tyrani, indeed.

Men så er det, at Professor Brinkmanns lille anti-selvhjælpsbog beroligende hvisker mig i øret, at vi slet ikke kan forvente, at der ligger en læring i alle de kedelige oplevelser, som livet hælder ned over os. Nogle gange trækker vi bare lorten. Punktum.

Og selv om det gør  lidt ondt at læse, så gør det faktisk også lidt godt …

700 dage siden en tysk ung mand lod sin hoftekam gennembore.

700 dage siden en rejselysten sygeplejerske bragte køletasken til Riget.

700 dage siden en lille pige fik sin nye knoglemarv – og med den et nyt liv forærende.

Nogle af jer læsere har fulgt med hele vejen. Andre kom til sidenhen.

Kemoland.dk – hvilken underlig størrelse. En Cancer Mom’s bekendelser. I multifarvet alpaca-strik.

Skal den dø, bloggen? Eller få lov at leve videre lidt endnu? Har den stadig noget at gi’ her efter knapt 1.000 indlæg?

Så omfattende er logbogen åbenbart blevet, at der nu udgives skriverier om skriverierne. Man er blevet genstand for gennemgribende analyse og skal fremover indgå som case i de unge og håbefuldes undervisningsmateriale. Så det!

Travlhed.

Stilstand.

I nat tog jeg en sovepille. Haps. Skyllede den ned med et glas mælk. Og lige om lidt er det nat igen. Håber min aftendukkert i havnen giver den fornødne ro, for det var den allersidste tablet, jeg dér åd. Lokal psych ward var desværre særdeles fedtet med medikamenterne forrige vinter

Kommunen mener, løsningen hedder “Genfind din arbejdsevne – kursus for stress-ramte”. Jeg hælder nu mere til Forsvarets traume-grupper for krigsveteraner.

Sådan er der jo så meget.

Mens Nissepige tog en sygedag i sengen, tog Nissemor en shoppedag i sofaen.

Begge tøseværelser bugner af bøger, og hos Ella er det efterhånden med livet som indsats, når der skal vælges godnathistorier fra de tårnhøje stabler. Men hvem nænner dog at skille sig af med yndlinge som Marmelade Amalie, Den glade løve eller Pingvinen Pondus?

Planlægger derfor etablering af børnebibliotek med nye hyldemetre. Og så er der vel intet i vejen for lidt e-handel, vel? I kurven med små væsner i eventyrlige skove. Vi taler nemlig antikvariat-scoop af dimensioner, når postkassen om føje tid vil byde på endnu flere antikke titler i Felicita Kuhns, Elsa Beskows og Fritz Baumgartens wichtel-universer.

Retro-julemagi af bedste skuffe. Barndommens skuffe!

Min gamle klasselærer er død. Det er alt for tidligt. Alt for tarveligt.

Hvor er jeg dog ked :**-(

Læste skolelederens tragiske besked på Facebook, minutter før jeg skulle have lagt mig til at sove.

Det blev der ikke meget af. Søvn. Tankerne holdt mig vågen. Men der var ikke kun triste tanker – langt fra. Det har jeg for mange gode minder til.

Kan derfor også lægge sorgen lidt på hylden i dag. Og i stedet fejre livet. Venskabet. For ven, det var lige netop dét, hun var for mig. Da jeg var barn.

Hver uge slæbte hun dynger af sine egne bøger med i skole for at udfordre min allerede dengang kæmpe appetit på god læsning. Hun diskutterede, spurgte og fortalte  – guidede mig i det enorme univers, der over årene åbnede sig for mig. Ofte i sin fritid, mens jeg ventede på toget. Så hang vi ud der ved kateteret, når resten af klassen var smuttet hjem. I vores helt egen intime litteraturklub.

Allerede i 7. spåede hun, at jeg engang ville skrive min egen roman. Det var hun sikker på. Så det blev et fast holdepunkt i mit liv efter afgangseksamen og under årevis af tunge studier – med kaotisk og rodet teenagersind på slæb: Hvis alt andet fejlede, så kunne jeg da altid skrive en bog. For det havde Lone selv sagt.

Og det var lige præcist dét, jeg gjorde, da mit livs største krise kom ramlende ned om ørerne på mig. Da min yngste datter pludselig fik konstateret kræft. Så skrev jeg, som jeg aldrig havde skrevet før. Tasterne bevægede sig selv, og jeg kunne bare sidde lamslået tilbage med en halvlunken hospitalskaffe og se på. Ord på ord, sætning på sætning.

Hver gang, jeg mødte Lone i mit voksenliv, spurgte hun mig: Nå, Dorte – hvornår udgiver du et værk? Og i 2012 kunne jeg fortælle hende, at nu var målet nået.

Hun svarede: Søde Dorte Det glæder mig overordedntligt meget, at du vil sende mig din første udgivelse. Jeg vil glæde mig til at læse den, og jeg lover dig, at jeg ikke sætter røde streger i den. At der boede en forfatter i dig gættede jeg jo allerede på dengang. Emnet havde vist ingen af os i vores vildeste fantasi forestillet os. Knus fra din gamle lærer Lone

Så i stedet for at sørge idag, vil jeg takke for, at lige netop jeg skulle være så velsignet at støde ind i så givende, kærligt og inspirerende et menneske på min vej.

Min første mentor.

Åh, godt jeg har mit hækletøj, for jeg er ved at løbe tør for litteratur. Hermed et udpluk af seneste måneders læsning:

Du forsvinder (Christian Jungersen)

Af forfatteren til den skumle Undtagelsen. Den her er mindst lige så speciel – og er oven i købet krydret med fotos af alt fra sms-korrespondancer til villaveje. Cool men ret spooky. For hvad er ærligt og ægte, og hvad er beregnende og falsk?

Alfabethuset (Jussi Adler-Olsen)

Faktisk samme problematik her også: Hvem tør man stole på, og hvem er i grunden hvem? Har slet ikke været med på Afdeling Q-bølgen – også af Adler-Olsen. Men hvis de minder spor om denne – vist en af de første – så er det en overvejelse værd. For her har vi en ualmindeligt veldrejet thriller. Ret ubehagelig til tider – især for sådan en bakteriesky Cancer Mom som mig; argh at måtte tatovere sig selv med afføring for at redde sit liv. Bvadr!

Sandmanden (Lars Kepler)

Uha mere spænding! Fløj sidste år gennem de tre første – det samme med denne fjerde i krimiserien fra ægteparret Alexander og Alexandra (tænk at skrive bøger med sin mand …) Genial til de sene insomnia-timer.

Half of a Yellow Sun (Chimamanda Ngozi Adichie)

Var komplet opslugt af denne helt ubeskriveligt fine fortælling om en håndfuld sammenflettede skæber i 60′ernes (rimeligt splittede!) Nigeria. Har tidligere læst Purple Hibiscus i litteraturklubben af samme forfatterinde; fuldstændigt fantastisk at to så flotte romaner kan komme fra samme pen. Wow!

On Chesil Beach (Ian McEwan)

Engelsk på smukt niveau – og gribende handling, der spænder over ganske få timer. Sad godt nok lamslået tilbage efter denne korte men forknytte fortælling. Gosh! Underliggende toner af en helt forkert barndom knuger mit hjerte. Så ødelæggende og så skæbnesvangert. Stakkels kvinde.

Intimitet (Hanif Kureishi)

Heller ikke denne handling er langstrakt – alt sker på blot én nat. Også hurtigt læst, men igen ret tungt indtryk. Vågn op og plej dit ægteskab, inden det er for sent. Si’r jeg bare … Gad godt have læst den på engelsk, men nu havde jeg fået den i gave i dk version – og det var en ok oversættelse.

Pilgrimsrejsen (Paulo Coelho)

Af forfatteren til Alkymisten. Bare om at komme i omdrejninger med sig selv – hvad vil du med livet, og hvor er du på vej hen? Sådan. Undrede mig lidt over forordet. Her henvises nemlig til passager i bogen, som nogen åbenbart finder helt uacceptable; de skulle efter sigende afsløre urgamle og monster-hemmelige ritualer. Eller noget. Tsk.

Darling Jim (Christian Mørk)

Kan Susse Wolds søn skrive? Ja, han har ikke de vildeste fabuleringer og variation i sproget, men plot og struktur er i orden, må man sige. Let og ganske udmærket sommerlæsning – fundet i hotellets bogbytte-reol og pløjet igennem ved poolen på Mallorca.

Faithful Place (Tana French)

Yes! Sikke et sejt sprog – er vild med humoren og sarkasmen i dette geniale mordnysterie. Bør simpelthen læses på originalsproget, hvis overhovedet muligt. De mest hårdtslående bemærkninger side om side med næsten svævende tilbageblik. Får en helt fysisk fornemmelse af Dublin år tilbage. Samtidig vidunderlige personskildringer. Her kan vores småudfordringer med en smule børnekræft godt gå hjem og lægge sig – sikke en familie! Overvejer kraftigt Broken Habour, den næste i rækken.

I denne stille nat(Mari Jungstedt)

En del af de såkaldte Gotlands-krimierne. Fulgte med Alt for Damerne. Kan vitterligt ikke huske meget fra denne roman. Jo, var der ikke noget med en myrdet teenager? Hm, har vist ikke gjort det helt store indtryk …

Renselse (Sofi Oksanen)

Indtryk gjorde derimod denne estiske roman. Her er ganske simpelt tale om dem mest grusomme slægtsfortælling. Det absolut modsatte af en kærlighedshistorie. Pyha, den var hård – men også vanvittigt flot. Trange kår kan godt nok tviste fornuften ud og væk – og give plads til kulde og ondskab i stedet. Har Da duerne forsvandt liggende parat til en anden dag. Skal bare lige have oparbejdet lidt mod, hvis den er noget lig forrige …

Roseanne (Sjöwald & Wahlöö)

Martin Beck på sin første mordsag – sikke en god lille bog. Da jeg kun havde den ene i reolen (og faktisk ikke aner, hvor jeg har den fra), kastede jeg mig over samtlige cases på tv. Og de er da også bare for seje!

Mona (Dorte Karrebæk)

Til en 20′er i boghandlerens tilbudsstativ. Faldt for den simple indbinding. Og så gemmer der sig så kær en lille romantisk og grafisk anekdote. Jeg er bare vild med Karrebæks skæve og barnlige værker for voksne – ligesom Idiot og Børnenes bedemand.

Virginia Woolfs have (Caroline Zoob)

Faglitteratur er det skam også blevet lidt til. Såsom denne lækre gennemgang af en meget inspirerende gammel have, tilhørende hus -  samt ikke mindst skrivehyblen helt nede ved æbletræerne. A Room of My Own, indeed … Oh, der er lidt Sommerskur over livsstilen dér! Og så er  oversigten over planter og lækroge skitseret i intet ringere end broderi! Hvabehar’?

Når du bekymrer dig for meget, hva’ så? (Dawn Heubner)

Nu har jeg selv været den igennem, og så tænker jeg, det er Nora tur. Synes det er en meget fin lille aktivitetsbog til at lære håndtering af sin angst. Og angst – det fylder stadig meget hos min store pige. Som hos mig selv. Kommer fluks på link-listen.

Brødrene Løvehjerte (Astrid Lindgren)

Derfor knapt så hensigtsmæssigt for hende at skulle arbejde med denne  i skolen så kort tid efter, hun nær selv havde mistet sin lillesøster. Kan mærke den gør hende meget urolig. Nuvel – jeg læser den sammen med hende, og så går det forhåbentligt alligevel. Ellers kan man altid tage et par rolige kapitler af Det lille hus på prærien til at sove på (som min mor også læste for mig).

Ja børnebøgerne, det er ellers en blogpost for sig. Endelig (!) har nu også Ella flyttet sig liiidt væk fra prinsesser, prinsesser og atter prinsesser. Så næsten hver aften tages en ny bog fra husstandens giga-børnebibliotek, og hvor er det bare sjovt at opleve hende have præcist de samme yndlinge som sin storesøster … og mig selv, da jeg var fem :-) Repetoiret spænder helt fra sjove popop-bøger som Den sultne larve og We’re going on a Bear Hunt over Elefanten Elmer og Jørgen Clevins næsten talende flet-selv-historier til – oh lykke – fortællinger om, hvordan sommerfugle og ællinger bliver til.

På trods af underskud på hyldemetrene, er der altid plads til endnu bog (og et garnnøgle …). Tid til at bestille en ny spandfuld lekture – men svært at vælge.

Hvad læser I andre mon?

Forsøger her i ferien at holder ældstedatterens læsning ved lige med Morgenthalers dyrefabler og barndommens elskede tegneserier. Føler sgu’ min knold mindst ligeså tynget med udfordringer som Egernet John; hvem der dog bare havde Gammelpots magiske vadsæk til:

  1. En babysitter
  2. En enkeltbillet til den anden side af kloden
  3. En hammer til at slå sig selv i hovedet med

Ella er træt og udkørt her til morgen efter et par ellers ret korte børnehavedage, Nora sur og svær efter skred i sengetiderne. Begge virker så forkomne og sårbare for tiden: Den lille har pludselig “glemt”, at hun ikke mere bruger ble (med en hulens masse ulækkert arbejde som resultat), og den store er konstant på nippet til et af sine rystende melt-downs (med en hulens masse kedeligt skænderi som resultat). Foreslår lille fridag, som bliver accepteret.

Bad idea!

Er jo også verdens ondeste mor, når jeg beder krapylet slukke diverse iPads inden morgenmad. Og at jeg så ovenikøbet kan finde på at anmode om en hånd til borddækning … har man kendt mage?

Hysteriet ta’r til, og pludselig er Nora på vej til at flytte hjemmefra, og Ella barikeret på sit værelse. Begge forkælede prinsesser under højlydt skrigeri og kylen med legetøj. Eneste plus lige nu er, at de trods alt ikke er uvenner med hinanden; næh intet sammenhold er større end det mod fælles fjende.

Jeg tuder. Sætter mig ned i soveværelset og plasker sengetøjet til.

Efter en times ragnarok ringer jeg til Anders og beder ham afspadsere sit overarbejde fra de sidste to dage. Asap. Han pakker fluks sammen og cykler hjem.

Pis.

Hvor kikset. Kan ikke klare at passe to børn på samme tid. Mine egne to børn vel at mærke.

Pis igen.

Men hvor skulle jeg dog have lært det? Og de at lytte efter mig? Disse måneder er de første nogensinde alene med to ganske almindelige piger – som ganske almindelig husmor. Ad helvede til med bog op og blog ned om konflikthåndtering i kernefamilien. Når der nu ingen kernefamilie er. Pst væk. Verschwunden!

Jeg har bare ét at sige: God arbejdslyst til dig, Lola – og glem ikke rustningen på torsdag …

Egentlig besøgte jeg såmænd bare Kræftens Bekæmpelses webshop for at erhverve mig den nye børnebog om kræftramte poder, men så blev man lige inspireret til også at smide to stk. økologiske badeponchoer med i indkøbskurven; perfekte til sommerens strandture. Nu er de vasket og bløde – klar til næste havdyp!

Bogen er overraskende god (kommer fluks på linklisten). Anders og Ella overværede i sin tid foto-seancen på Riget, og de undrede sig over, at der slet ikke var nogen mennesker med på  billederne. Men det giver pludselig meget god mening nu. Alle personer er nemlig tegnet ind på baggrunden bagefter, hvilket giver en spøjs effekt. Og så er det jo også bare sjovt for ungerne at kigge på snapshots fra vores gamle afdeling. En svunden tid …

Slår lige her på falderebet et slag for den nye bog Mad mod Kræft.

Den indeholder en samling af enkle og naturlige forslag til optimering af sundheden i kampen mod kræft.

Jeg har lige hentet den ned på skrivebordet og bliver helt i forårsstemning alene af at kigge på billederne.

Så værsgo’ – lige til at downloade. Men husk: Kun gratis til og med i dag!