Arkiv
Tag "natur"

Autumn leaves & slow cooking

Af: Dorte
21-10-2015
1 kommentar

Frisk gåtur langs fjorden. Jeg kan næsten kigge hjem over vandet derude fra Kællingehaven. Smut forbi Skt. Hans Haves café (med bage- og yogakurser), kapel (med kunstudstillinger) og kirkegård (her gad jeg godt lægges i jorden … når den tid kommer). Fantastisk rekreativt område. Fremmer ganske rigtigt – som visionen lyder – den mentale sundhed.

Gyldent løv hvirvler ned fra trætoppene. Ikke en vind. Ikke et øje. Nå, må hellere hjem med indkøbene.

Det for alvor blevet tagine-tid. Slow cooking. Vores gode potte fra Emilie Henry, som vi købte for en tre års tid siden, bliver jævnligt afprøvet med nye saftige opskrifter – og lige om lidt fyrer jeg op under seneste hit: Simrekylling & -grønt.

I dag har begge tøzer legeaftale efter skole. Men når de er hjemme, giver det lige lidt ekstra energi til lektiehjælp og hygge, når aftensmaden sættes over allerede tidlig eftermiddag og herefter bare står og passer sig selv – indtil spisetid. En husmoders drøm …

—

Simrekylling & -grønt: Et bundt babygulerødder, halverede baby-kartofler, et par håndfulde grønne bønner og kyllingeoverlår lægges i taginen – overhældes med sauce af 1/2 dl soyasauce, 1/2 dl honning, 1/2 dl ketchup, to fed knust hvidløg, 1 tsk tørret basilikum, 1 tsk tørret oregano, et par kværn peber samt lidt chiliflager. I ovnen ved 150 grader i tre-fire timer. Yummi.

Go’nat lille ven

Af: Dorte
04-10-2015
5 kommentarer

”Han klarer den nok ikke weekenden over. De lægger ham til at sove lige om lidt. Og så er det vel det …”

Det er ikke første gang, jeg er sammen med en mor, lige før hendes barn bliver revet fra hende. Sikkert heller ikke sidste.

Hendes blik var rettet mod mig, hun talte til mig. Men hun var der ikke. Fjern, i chok. En svævende, følelsesløs, summende, rolig tilstand, der ramte mig som små isnende pile gennem hendes omfavnelse. Hvad kan man dog sige? Hvilke ord?

”Du vil altid have en søn. Du vil altid være hans mor.”

”Det ved jeg. Han vil altid være herinde.” Hun kæmpede en slap hånd op mod hjertet og lod den falde ned langs siden. Krammede mig igen og gik tilbage på stuen.

Et par timer forinden havde jeg siddet i møde. Kommunens udmelding var klar:

”Endnu ikke parat til arbejdsmarkedet? Efter SÅ mange måneder??? Nå, men så skærer vi i dagpengene (måske dét kan få dig i omdrejninger …)”

Cirka deromkring sluttede samtalen for mit vedkommende.

Ind i bilen og kurs mod Rigets Børnekræftafdeling og Transplantationsafsnit. Denne gang som gæst. I bagsmækken lå de sødeste sponsorgaver fra vores skønne lokale købmand. Jeg ville gøre noget godt. For de mange børn, der var tvunget til en weekend i de grå beton-gemakker. For mig selv som den glade budbringer.

Men jeg hører ikke til derinde mere. Der er blevet for fremmed, for fjernt, for surrealistisk. Jeg må trods alt være kommet videre.

Bare ikke videre nok til arbejdsmarkedet – og derfor ikke længere til sygedagpenge. Tilsyneladende.

Slam! Endnu en kasse blev lukket i. Endnu en dør smækket bag mig.

Pigerne leger på Noras værelse. ”Solsikke, solsikke …”, sangen gjalder gennem døren og ned i stuen, hvor jeg sidder med laptoppen på skødet. Sunde og raske børn. I live. Hos mig. Katten tjekker havens fugle ud fra vindueskarmen, og Anders fyrer op for espressomaskinen.

Om lidt skal vi i skoven.

Til den lykke man aldrig så mage …

Af: Dorte
14-08-2015
Skriv kommentar

Fem store og to små stjerneskud blev det til. Ingen meteorregn i Roskilde. Ikke fra vores udkigspost i hvert fald. Men hvilken sommernat! Dynerne med udenfor. Dæmpet smalltalk i liggestol på terrassen. Orange gadelampelys gennem hækken. Skygger af insekter og fugle – sværmer, dykker. En dejlig sommernat. Med husbonden min.

Adgang forbudt. Hopper alligevel gennem vildnisset og ta’r i håndtaget. Låst. Men stikker man næsen helt ind gennem den smadrede rude, vælder duften én i møde. Duften af store sale, svungne trapper, fugt, forfald, fortid. En god håndfuld mirabellaer – også frugttræerne er glemt. Men ikke af os. En dejlig vandretur. Med søsteren min.

 

Ud i det blå

Af: Dorte
27-05-2015
Skriv kommentar

To barndomsveninder. Sol og lammeskyer. Sand i skoen og og frokost under birken. Avocado-sandwich og ingefær-snacks.

Vandretur langs kystlinjens hybenstier, klitter, diger. Strandede vandmænd, kridhvide muslingeskaller. Retur til Sommerskurets buldrende brændeovn. Gennem skoven frisk og stor.

Tak for en dejlig dag, Skøn-mø.

Tak for dig <3

En forårsdag

Af: Dorte
11-05-2015
1 kommentar

Opvask i hånden, græsslåning – slow living. Men pludselig er det aften, og hvor blev dagen dog af?

“Tiden går så hurtigt heroppe”, siger Nora med munden fuld af lun leverpostej,”… faktisk både hurtigt og langsomt på én gang”.

Vi skal til at køre hjemad. Jeg snor gyngerne omkring stativet, tømmer Barpapa-tallerkenerne for kagekrummer op og sætter trillebøren på plads. Pigerne har klaret hængekøje og tæpper. Låsene på de tre stalddøre klikkes i – køkken, anneks, redskabsskur – og så er det farvel og på gensyn.

Du skønne skønne Sommerskur.

—

NB. Rejs tilbage i tiden med Geopark Odsherreds nye gratis-app. Den fulde oplevelse fås fra hotspottet Vejrhøj på toppen af Vejrhøjbuen 121 m.o.h., GPS: N55°47’35″, E11°23’45″. Herfra kan du kan sammenligne det landskab, der kan ses i dag, med udsigten gennem tusindvis af år.

I forårssolen

Af: Dorte
06-04-2015
Skriv kommentar

Sidste påskedage under åben himmel.

Gårdhaven er indtaget, og ferien afsluttes med legeaftaler og træning på tohjulet. Efter vildeste udhus-oprydning i tretten år.

Fra hækken titter perlehyacint, i whiskytønderne lavendel, ved husmuren hortensia og klatrerose. Blåregnen lader vente på sig – ligesom jasminen og de fleste af krydderurterne.

Alting har sin tid.

Og nu er teen klar.

Solformørkelse, my ass …

Af: Dorte
21-03-2015
Skriv kommentar

Tåget oplevelse, indeed – men uden brillerne havde vi slet intet set.

Og nu til et sted, hvor solen altid skinner …

Off we go!

Lille bøn

Af: Dorte
10-01-2015
1 kommentar

Kære Dagmar & Egon.

Pust allernådigt laaangt uden om vores lille kære Sommerskur.

På forhånd tak.

Mvh.
Familien Kemoland

 

Efterårsferie – eller noget …

Af: Dorte
12-10-2014
1 kommentar

Ugens aktiviteter på plads: Sommerhustur med Mormor, Fætter og Kusine, et par dage hos Farmor & Farfar samt enkelte gæstebud og legeaftaler pænt plottet ind i kalenderen.

Voila! Styr på sagerne, så må jeg vist være glad …

Dér ta’r man så bare lige fejl. Stressen jager gennem brystet ved nattetide. Ind og kigge til Ella, ind og kigge til Nora – begge sover sødt. Lille tår te at slappe af på og tilbage i seng. Må hellere se at få lidt søvn.

Hm, ikke muligt. Heller ikke i nat.

—

Solen er oppe, ungerne ligeså. Zombi-mor løfter blyklods af et hoved fra puden. Mødes af et par meget røde øjne. Betændelsen klistrer vipperne sammen. En time senere kommer hosten, kulderystelserne og feberen. Ella er blevet syg. Tøjet af ungen, væske galore, opkald til Riget, fat i pencillin og panodil fra akut-tasken, på apoteket efter dråber. Pis.

Bliver det nogensinde anderledes?

Skuffelsen er ikke til at tage fejl af. De velkendte nedslåede blikke, de små nå-men-det-er-vi-jo-så-vant-til-sukke.

Nu står det pludselig lysende klart, hvorfor jeg har haft så svært ved den stramme ferieplanlægning. Panikken, uroen. Der skulle jo kun én enkelt lille uforudset hændelse til, så ville det hele køre af sporet. Stakkels piger.

“Vi aflyser endnu ikke noget men ser tiden an”, aftaler vi og skruer op for den hjemlige hygge: Multifarvede kastanje-spindelvæv, cremet chokomousse og slumber party i soveposer.

Mens vi venter. Som så ofte før …

Føj, blev der sagt!

Af: Dorte
24-05-2014
1 kommentar

Go’morgen, så står vi op …

På vej til børnefødselsdag. Stor fed grum rotte stirrer ind ad forruden fra kølerhjelmen. Halshugget. Hørte godt katteskriget i går aftes men troede, det var en af de klassiske territoriekrige.

Mens Mor anmelder det skumle fund til kommunen og informerer naboerne, gyser Ella lystigt:

“Klamt! Og så er der blod!!!”
“Kan rotter godt li’ ost?”
“Mon den så er i himlen nu?”

Og jeg, der var i bange for, at den lille uskyldige mus i Sommerskuret var en rotte. Ha!

Norge

Af: Dorte
08-04-2014
1 kommentar

Til søs, kahyt 5123. Forholdene lægger op til nærkontakt, og efter tredje frontalsammenstød med de to små fjeldaber tjekker Anders brusekabinens overnatningsmuligheder ud. Det lykkes dog at genne krybet til køjs. Der filosoferes under dynerne:

“Hvordan finder kaptajnen Norge i mørke?”
“Hvorfor er der sne på bjergene?”
“Hvor får vi skiene fra?”
“Hvem mon … Zzzz!”

Anders vælger badeværelset fra.

Solopgang og morgenmad i den smukke skærgård, landgang, laaang bustur, ankomst til resort, laaang kø i udstyrs-biks, indkvartering, på med vanten og ud i vinterlandet! Første dag på ski. Wiii!

Ella-feber kort før aftensnad. Pis. Utilpasheden for et par dage siden forsvandt som dug for solen, og lægerne bakkede os optimistisk op i at holde fast i afrejse. Men var det nu også den rigtige beslutning? “39,5 – hva’ syn’s I selv?” kommenterer termometeret tørt.

Angst. Er hendes immunforsvar klar til at bekæmpe hvad-det-så-end-er-der-gør-hende-så-slatten?
Stress. Hvor er nærmeste hospital heroppe i ødemarken, hvis nu det skulle være?
Frustration. Endnu engang et mislykket forsøg på at være helt almindelig familie …

Feberen går i sig selv igen allerede morgenen derpå, og et team af skønne frivillige motiverer os tilbage i støvlen og ud i solen. Nora i slalom på bjerget og Ella i sneglefart på bambini-pisten. Fantastisk syn!

Så på trods af, at dårligdomme og nervøsitet selvsagt lagde en dæmper på endnu en ferie, fik vi os en kæmpe oplevelse. Af hjertet tak til alle ildsjælene hos Foreningen Cancerramte Børn for en i den grad tiltrængt luftforandring <3

Lykkens forår?

Af: Dorte
19-02-2014
4 kommentarer

Forår i luften. Burde glæde mig. Med mildere vinde og solgule erantis skulle gerne komme håb og glæde. For fremtiden. Over livet.

Men forventning til lys og lun hygge sammen som familie har resulteret i skuffelse og sorg. Gang på gang. Slået tilbage af ondskabsfuld kræft og lunefuld kemo.

Kvalme. Feber. Blodforgiftning. Koma.

Næh, diverse ønsker og bønner har ikke just virket efter hensigten de sidste fire forsømte forårs tid. Og i år? Hvordan med det? Tør man overhovedet rejse sig igen efter seneste stormskade? Forlanger i grunden ikke det helt store: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord – hverken mere eller mindre.

Såmænd bare sådan cirka deromkring.

Bum!

Af: Dorte
08-12-2013
2 kommentarer

“Hvor SEJT!  vi har fået overdækket gårdhave!”, griner Nora og suser op i legehuset (der gudskelov står endnu).

Åh nej. Det kære gamle Sommerskur gik vist ikke så fri af uvejret som sidst. Under de seneste dages december-storm har det gigantiske grantræ ved åens bred mistet livet. Og lagt sig til hvile på vores fine nye tag …

Vi konkluderer skarpsindigt, at det nok ikke er den bedste idé at tænde op i brændeovnen, så længe der hænger et juletræ i skorstenen. Så der må uldsjal, varmedunk og skoldhed chokolade til, indtil skovhuggeren indfinder sig.

Sådan dér! Tre timer, to knækkede fliser og en ødelagt busk senere kan vi vinke på gensyn til vores paradis i lyngen. Ingen større skader, pyh! Vand og strøm er slukket, rørene tømt. Tid til vinterhi. Vender tilbage med bøgen. Nat nat!

Hvem der også bare kunne trække stikket ud og ta’ sig et par måneder på langs …

Vind i sejlene

Af: Dorte
10-11-2013
2 kommentarer

Nej nej – helt så sløret var weekenden altså ikke. Selv om der var både rød, rosé, hvid og port. Men det skal der også til, når mødregruppen er på deres årlige sommerhustur. Trængte sådan til hygge og afkobling, kære tøzer, dejlig mad og opkvikkende havluft. Aaah!

Har også haft lidt meget om ørerne den seneste tid, synes jeg:

Blev overrasket over det kæmpe antal besøgende på BogForum 2013; skulle lige trække vejret en ekstra gang, da jeg trådte ind ad udstiller-porten. Et leben af den anden verden. Blondiner i business-suit og stilet med mappe og pamphlet. Ægtefolk i fodformede med kuffert på slæb til dagens høst. Branchens store datingdag. Flirting, networking, asen, masen, skubben, puffen.

Trængsel og alarm.

Fandt dog sikkert frem til INDBLIKs stand, hvor jeg kunne nyde en kildevand og en latte, inden gæsterne dukkede op. “Hvordan har den lille Ella det?”, spurgte de kærligt og klappede mig grundigt på overarmen. Av min influenza-vaccine. Omtrent halvdelen måtte fælde en tåre over stabil Ella-status og trøstes inden deres videre messefærd.

Den anden halvdel var mænd.

Sikkert hjemme igen – og med en masse telefonnumre i håndtasken – brød jeg gaffaen på den store mystiske kasse:

WOW!!! Chokolade- og lakrids-julekalendre, legetøj, papirklip og hårpynt sikrer hermed en dejlig december for familien Posttraumat. En fantastisk gestus fra en fremmed, der ved et tilfælde lagde vejen forbi Kemoland. Hvor kærligt!!! (Da Nora, den ged, kigger mig over skulderen på indlægget her, må jeg lige holde på billedematerialet lidt endnu. For en del af de fine sager har jeg besluttet at anvende som adventsgaver).

Og nu vi taler gaver; en til er i hus – nemlig julegaven til Ella. På vej hjem fra messe guidede Sigurd mig via sms i stillekupé rundt om sin bjælkehytte i bælgragende mørke, til det lykkedes mig at finde en signeret Bjørnen Bjørn i skjul under en sneskovl. Tusind tak, si’r jeg. Håber dette sætter en stopper for Lillesøsters tyvetogter på Storesøsters værelse – nu hun får sit helt eget eksemplar at sove med.

Apropos sove …

add

fb

om

De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.

arkiv

pins

kemoland

© 2024 — Dorte Falkenberg Rasmussen @ Kemoland. All Rights Reserved. Powered by Wordpress.

Designed by Wpshower