Arkiv
Tag "nostalgi"

Vi burde ha’ taget kaffekopperne med herop. Sidder under spærrene på det lille dobbelthus og hygger. Min søster og jeg. Bladrer gamle fotoalbums igennem og mindes vores fælles liv.

Børn ved Sjælsøs bred, unge på Petersgaard Gods: Duften af olie i Fars værksted, lyden af Mors stiletter mod klinkerne, ålegilder med naboerne, juleaftener under sydens sol, Morfar skræller æbler, Mormor koger dem til grød, squash fra Bedstes drivhus, røg fra Farfars pibe, cykelture i skoven, leg på kornlageret, lektier, fritidsjobs, venner, kærester.

Jeg elsker mit dåbsfoto. I søsters trygge favn. Kjolen har vores Mor hæklet, og den er stadig meget smuk. Så smuk at begge mine egne tøser er blevet døbt i den. Og opskriften? Den fandt jeg sandelig også. På loftet.

 

Pling! Morgenbesked fra Kongebakken – et par kilometre herfra.

I dag for 65 år siden tog Ole mig med til fest.

Mærkedag; min mors ord vækker minder.

Tænker tilbage på alle de gange, vi har hørt historien om, hvordan mine forældre mødtes, blev gift, nåede både at bygge et par huse og miste alt håb om børn, da pludselig søster og jeg dukkede op.

I dag har min mor rundet de 80, fået fire børnebørn og levet som enke i mere end 20 år.

Gad sgu’ godt kunne invitere min far til lille solskins-øl på terrassen. Og lige vende verdenssituationen.

Fuck cancer. Må nøjes med kig i de gamle albums. Dvæler ved falmet foto fra en umanerligt sen nattetime engang i 70′erne …

Af mig og så min far.

Så går forfesten i gang ude på pladsen. Orange dundrer løs med lydprøver om kap med den bragende torden (mudder hører vel festival til…)

Kigger fotos fra en svunden tid, hvor børnene end ikke var på tegnebrættet. En evighed siden. Jeg vil væk! Nægter at sidde her på sygeorlov atter en gang og høre på andres fest. Jeg SAVNER at være en del af maskineriet. Ville have haft 20-års jubilæum her til sommer, hvis ellers ikke den lille Ella-fis lige skulle få kræft.

Jeg sagde: Øv!

Hvor absolut vidunderligt lige at få et par gode tips til gamle klassiske drinks af sin snart 80-årige mor.

Hun sad i vores sofa i går og tænke tilbage på livet i sus og dus med sin Ole (i tiden før os unger naturligvis…)

Hele tre forslag blev det til: Tiger’s Milk, Lille fugl fald om (!) og Gin & James. Tak for tippet, Mut – hermed noteret på dagen for Noras skoleferiestart.

Og hvor finder man så den bedste online drink-database, anyone?