Hvor højst besynderligt. Føler mig trådt på og smigret på samme tid.
Har det som dengang låsen på min bedstemorcykel blev forsøgt brudt op. Alt for grænseoverskridende og tæt på, men også lidt rart at nogen rent faktisk også så potentialet i det gamle faldefærdige vrag, jeg tøffede rundt på.
En kærlig læser gør mig her til morgen opmærksom på, at der findes en Instagram om Ellas kamp. Med fans, fotos, oversættelser, kommentarer. Og en afsender, der helt gennemført udgiver sig for at være mig. Agter at lukke ned for profilen men skal lige gennemskue hvordan?
NB. Måske en ÆGTE Instagram-Kemoland-pendant slet ikke er nogen ringe idé? Hm.
NB. NB. Dette indlæg tagger jeg “krea“, for det er vel kreativitet på et eller andet plan …