Min gamle klasselærer er død. Det er alt for tidligt. Alt for tarveligt.

Hvor er jeg dog ked :**-(

Læste skolelederens tragiske besked på Facebook, minutter før jeg skulle have lagt mig til at sove.

Det blev der ikke meget af. Søvn. Tankerne holdt mig vågen. Men der var ikke kun triste tanker – langt fra. Det har jeg for mange gode minder til.

Kan derfor også lægge sorgen lidt på hylden i dag. Og i stedet fejre livet. Venskabet. For ven, det var lige netop dét, hun var for mig. Da jeg var barn.

Hver uge slæbte hun dynger af sine egne bøger med i skole for at udfordre min allerede dengang kæmpe appetit på god læsning. Hun diskutterede, spurgte og fortalte  – guidede mig i det enorme univers, der over årene åbnede sig for mig. Ofte i sin fritid, mens jeg ventede på toget. Så hang vi ud der ved kateteret, når resten af klassen var smuttet hjem. I vores helt egen intime litteraturklub.

Allerede i 7. spåede hun, at jeg engang ville skrive min egen roman. Det var hun sikker på. Så det blev et fast holdepunkt i mit liv efter afgangseksamen og under årevis af tunge studier – med kaotisk og rodet teenagersind på slæb: Hvis alt andet fejlede, så kunne jeg da altid skrive en bog. For det havde Lone selv sagt.

Og det var lige præcist dét, jeg gjorde, da mit livs største krise kom ramlende ned om ørerne på mig. Da min yngste datter pludselig fik konstateret kræft. Så skrev jeg, som jeg aldrig havde skrevet før. Tasterne bevægede sig selv, og jeg kunne bare sidde lamslået tilbage med en halvlunken hospitalskaffe og se på. Ord på ord, sætning på sætning.

Hver gang, jeg mødte Lone i mit voksenliv, spurgte hun mig: Nå, Dorte – hvornår udgiver du et værk? Og i 2012 kunne jeg fortælle hende, at nu var målet nået.

Hun svarede: Søde Dorte Det glæder mig overordedntligt meget, at du vil sende mig din første udgivelse. Jeg vil glæde mig til at læse den, og jeg lover dig, at jeg ikke sætter røde streger i den. At der boede en forfatter i dig gættede jeg jo allerede på dengang. Emnet havde vist ingen af os i vores vildeste fantasi forestillet os. Knus fra din gamle lærer Lone

Så i stedet for at sørge idag, vil jeg takke for, at lige netop jeg skulle være så velsignet at støde ind i så givende, kærligt og inspirerende et menneske på min vej.

Min første mentor.