“Velkommen til!”, siger Ella indladende og lukker Noras veninde indenfor. “Denne vej, så skal jeg vise dig, hvor du vasker dine hænder, så vi kan komme op og lege på mit værelse. Gå du med mig!”
Nora står alene tilbage i entréen og mukker. Det var nu ikke den eftermiddag, hun havde planlagt for sin klassekammerat, da hun inviterede hende med hjem. Nu Lillesøsters immunforsvar er på vej op, må hun endelig få venner på besøg. Endelig få gang i det liv som hører en stor ni-årig pige til. Men loyalitet over for familien – vanen med at holde sig i baggrunden – spænder ben og gør hverdagen svær. For vores kære Nora Skyggebarn.
Jeg fikser en bakke med saft, kiks, druer til de to store piger og sætter den ind på Noras værelse. Tilbyder Ella en kop te med mig ude i køkkenet. “Aldrig i livet!”, svarer hun prompte og sparker Storesøsters dør op. “Jeg skal da være med til at lege.”
Pyh, det bliver en hård eftermiddag, den her …
For hvor er det bare vanskeligt pludselig at skulle til at sætte grænser for Kemoged. Nu hvor hun ikke er Kemoged mere. Hun er jo blevet nurset, plejet og har fået lige hvad hun har peget på. Lige når hun har ønsket det. Vi har alle hoppet, sprunget og serviceret. Bare hun kunne lokkes op af sengen, ud af kørestolen, hen til spisebordet: “Næh, se; Ella står, Ella går, Ella spiser!”
“Ella lever!!!”
Hvordan vi finder hjem, aner jeg ikke. Men jeg har fornemmelsen af, at der er lang vej endnu …