“Hm, her kunne godt trænge til en klud …”
“Hold da op, sikke en masse legesager!”
“Nå, I har rigtig fået fastfood igen, hva?”

Aaaaargh!!!

Ligeså dejligt det er så småt at kunne få gæster igen, lige så stressende er det atter at skulle forholde sig til andres mening. Andre end sundhedsfagligt personale. Om andet end medicinering og sygepleje.

Også selv om der i kølvandet kommer tilbud om støvsugning, oprydning og madlavning. For min knold kan bare ikke rumme mere end de tre ord, der fylder det hele:

ER HUN RASK?

Så jeg takker pænt nej og sejler videre. Orker ikke andre folk i mine støvede skabe og tilkrummede skuffer. På knæ på mit køkkengulv for at få sidste måneds ketchup-plet af. For jeg skal nok klare det selv. Engang. Ved lejlighed …

Det er så bare ikke lige nu.

Ella har løbenæse og må ikke komme op i sin institution til de andre immunsvæklinge i disse dage. “Jamen så skulle der da være rig lejlighed til at klare hængepartierne derhjemme?”, forsøger den dårlige samvittighed. Jo da. Når morgenmaden er taget af bordet, Smølfe-puslespillet er lagt, Barbie-dukken har fået balkjole på, frokosten er anrettet, akvarellen klar til tørring – og oliemaleriet ligeså, bamseselskabet overstået, Totte-bøgerne læst, eftermiddagsteen drukket, træning, medicin og puttetid i sofaen klaret. Så måske.

Farvel rod – hej frihed, lyder en af tidens kække titler. Her i den omvendte verden er alt imidlertid på hovedet. For hvordan i himlens navn skal jeg da kunne komme rodet til livs uden frihed? Rodet i min hjerne, der fastholder tankerne i dystre mønstre. Rodet i mit hjerte, der gør det så smertefuldt at elske mine to piger.

Men jeg kommer da op hver dag og i bad. Hvilket altså er stort. Her på egnen. For ja, tanken den har da strejfet mig. At livet måske ikke helt er livet værd. Alligevel. At nok er nok, og søvnen kalder. Den dybe frie søvn. Fredgivende søvn. Én gang for alle. Og når jeg siger strejfet, så er det det, jeg mener. For jeg er her endnu. Er jeg ikke?

Lige her midt i sumpen.