Arkiv
Tag "overraskelse"

For fire timer siden fik vores lille Ella endelig sit store ønske opfyldt:

En tur til Disneland for hele familien.

Det var selveste Basim (“Jeg tror, jeg elsker ham …”), der stod for overrækkelsen ved Ønskefondens store indsamlings-event Walk for Wishes.

Om hun blev glad? Se selv …

Fra læse-god-roman-på-terrassen-dag til argh-kan-vi-mon-nå-det-hele-dag. Ét lille telefonopkald fra Riget skulle der til, og nu er familien på den anden ende.

Vi har nemlig – helt ekstraordinært – fået tilbudt en ferie (afrejse allerede om en uge!!!) af den fremragende forening La Vida.

Og med helt ekstraordinært menes, at vi jo har været afsted før. På selvsamme charter-trip til Mallorca. Tilbage i juni 2011 pakkede Rasmussen her kufferterne og daffede mod sydens sol, paraplydrink ved poolen og masser af hygge, nærvær (og nøgenbadning i månens skær …) med +20 andre kriseramte familier.

Hvilken tur! Lige bortset fra en feber-indlæggelse på Palma Børnekræftafdeling har der kun været skønne minder at varmes ved i de hårde kemoår, der fulgte.

Projektlederen Dorte (hun findes stadig derinde et sted?) titter frem:

- Nye pas ta’r fem arbejdsdage – vi når det lige. Hov, og fotos?
- Er Nora med på at flytte klasse- & familiefødselsdag? Ok – nye indbydelser
- Advisering til den kreative kagebager (vent og se …)
- Ny dato for besøg af Ellas børnehave
- Aftale med TXID-ambulatoriet og Vækst & Reproduktion om opfyldning af akuttaske
- Indhentning af medicinsk forhåndstilsagn fra Roskilde og Riget
- Bestilling af blåt sygesikringskort samt ekstra rejseforsikring
- Var det det hele???
- Åh, Nora mangler sommersandaler …

Pyh! Godt man har en box-vin på køl. Af den hvide slags …

Under første leukæmi-forløb var Ella for lille.
Under andet leukæmi-forløb var Ella for dårlig.

Men NU skulle det være! Så vi fattede pennen og skrev til Make-A-Wish Ønskefonden – og har netop haft et ønske-team på besøg! To kærlige ildsjæle, der i deres fritid bringer lidt lys og glæde til sådan nogen som os:

Make-A-Wish Ønskefondens formålsparagraf er at opfylde et ønske for børn og unge mellem 3 og 18 år, der bor i Danmark og er ramt af en livstruende sygdom.

Nora (der lige nu er ved at revne af spænding) cyklede hurtigt hjem fra skole og nåede lige en kage og en sludder. Men vi må væbne os med tålmod, for der kan godt gå lidt tid, inden vi ved, hvilket af Ellas tre ønsker, fonden vælger. Under alle omstændigheder:

Wiii!!!

Vores små gæster er vist faldet godt til hjemme hos os; deres habengut breder sig stemningsfyldt langs stue-panelet.

De takker for husly med rosiner, chokolade og skumfiduser i julebussen – men kan altså også godt finde på at drille. Man er vel nisse …

En morgen vågnede Ellas bamse op med julemandskostume på, en anden var køkkenstolene bundet fast til bordbenene med elastikker, en tredje fandt vi bilen flyttet til enden af vejen, og for et par dage siden vågnede vi alle (i.e. hele familien!) op med blå tånegle.

Det er sgu’ sjovt, at Ella nu er stor nok til at forstå løjerne – og alligevel ikke så stor, at hun gennemskuer dem. Tøsens begejstring smitter af på os alle, og Nora går overbærende med på legen.

Men det er ikke kun hos os, drillenisserne huserer. I Ellas børnehus i dag havde deres fjerne Farum-slægninge viklet hele legerummet ind i toiletpapir, og i frokoststuen måtte forbavsede små immunsvæklinge drikke grøn mælk til maden.

Føler mig næsten helt i stemning til lidt jule-krearier her til aften – kanske et par træ-perlenisser med gyldne klokkefødder og røde filttørklæder?

Uhm, duften af ris og kylling finder vej fra køkken til næsebor. En lille vino vil gøre godt inden middag. Skænker et par glas og smiler til husbond.

Ender det mon alligevel med at blive jul i Kemoland?

Mens én lille nisse kedede sig på hospitalet, havde en anden rigeligt at se til: Det krævde nemlig usædvanligt stor list at flytte ubemærket ind i stuen.

Feberen er væk, antibiotikaen stoppet, og Ella udskrevet.

Pyh!

Nora er kommet hjem fra skole og krammer kærligt sin lillesøster: “Hej min Tu – ska’ vi lege?”

Uh, mor her kan næsten ikke vente, til de opdager nissedøren. Men jeg må være tålmodig – hver aktivitet til sin tid.

Og nu har de fundet tegnesagerne frem  …

Han er sørme god af sig i dag, ham Postmand Per. Men man skal da også ha’ lov til at blive lidt ekstra forkælet, når nu storesøster er i legegruppe efter skole og hele aftenen med …

@ Tante Tine: TAK for indsatsen!!!