Ta’r os snart en lille weekend i sommerskuret alle fire. Men inden da har jeg lige et projekt, der står og fylder, som jeg gerne vil ha’ afsluttet. Så jeg hopper ud i bilen og sidder kort efter i lyngen med kold øl i den ene hånd og friskplukket tomat i den anden.

Nå, men sengene samler ikke sig selv – igang med arbejdet. Jeg har nemlig været så umanerlig heldig at finde endnu en Børge Mogensen-køjeseng helt mage til den, vi har i forvejen – og til ingen penge. Så nu kan vi se frem til mere gulvplads i den lille soveafdeling OG en løsning på fremtidens skænderier om, hvem af pigerne, der skal ligge øverst. Nu bliver der plads til dem begge i dobbeltsengen foroven (og de gamle forældre i den forneden). Smart, ik’?

Umiddelbart skulle man tro, at det er svært at samle en køjeseng helt alene. Og det er det også, skulle jeg hilse og sige. Når det ene endestykke endelig er monteret, popper det andet fra hinanden. Jo mere genstridige de gamle teak-planker imidlertid er, desto stædigere bliver jeg: Det skulle da være pokkers, at man ikke kan flikke sådan en bette kasse sammen – har ligesom klaret en del større udfordringer, må man sige … Holder kaffepause i skovhaven, hvor jeg kan konstatere, at det snart er mirabella-tid, og at kaprifolierne har infiltreret to smukke unge træer med deres metastaser. Nå, det må blive en anden gang. Kæmper et par timer endnu – og endelig! Fire køjepladser opredt og klar.

Klokken er mange, så jeg overnatter. Er ikke bange for at være alene heroppe mere, kun lidt utryg. Men det hjælper, når jeg får syet gardiner. Endnu et lille krea-projekt, ahhh. Anders fatter ikke, at jeg slapper af med at fikse mit skur – men det gør jeg. Heroppe i lyngen overdøves den rædsomme angst af spætten. Overhales af haren. Pakkes pænt ind og væk i den grønne flimmerskygge. For det meste i hvert fald. Og ellers kan man altid gå en tur ned til havet og tude et par salte tårer.

Det plejer at hjælpe.