“Skriv om alt det der skete og hvad det gjorde ved dig. Du er nødt til at gå det hele igennem igen.”

Sådan skrev en af jer læsere til mig for et par dage siden. Om tiden på grænsen til dødsriget.

Forventer ikke nogensinde at komme over min datters kræftforløb, men forhåbentlig det lykkes mig at komme igennem denne frygtelige tid. Some day.

Og hvem ved – måske er det netop et tilbageblik, der skal til, før jeg kan komme ud på den anden side. Videre i familien og i mig selv. Som et helt menneske – fremfor det overskårne individ, der lige nu sidder her bag skærmen.

Hørt!, buldrer skæbnen, og ind på computeren popper en lille forsinket billedserie fra fotograf Columbus Leth, der sidste forår lagde vejen forbi Rigshospitalets Intensiv-afdeling.

Med makeuppen snørklende ned af kinderne erkender jeg det, jeg egentlig godt vidste allerinderst inde: For at finde hjem, må jeg på endnu en rejse. For at finde fred med mine forbudte tanker, må jeg sige dem højt. For at komme frem, må jeg gå baglæns.

Håber jeg – og I – er klar. Dyb indånding alle mand, så dykker vi. Påske 2013:

—

Rejser mig fra kontorstolen og lægger broderiet tilbage i kurven. Mangler kun ét enkelt blad i sart grøn, så er Gerda Bengtsons bellis sprunget ud. Mens min egen visner bort. Lige her for næsen af mig. Jeg kan røre ved hende, kysse hende, læse historier og synge for hende. Men fatter hun en bjælde? No idea.

Ella virrer let med knolden, da jeg kysser hendes skaldede isse. Steril hospitalslugt blandet med sødlig datterduft. Nå, koppen er tom, og det duer ikke. Kaffe skal der til. Hvis jeg skal overleve marreridtet …

Telefonen dingler om min hals, sandalerne klipklaprer. Gangen er lang. Uendelig lang. Stjæler et blik: Stue på stue, seng på seng. Samtlige patienter sover. Nøgne overkroppe dækket med elektroder. Radiatoropvarmet kombi af afføring og klor rammer mine næsebor. Solen brager gennem vinduesmosaikken og oplyser en mørkklædt gruppe pårørende, der hænger ud ved venteværelserne. Stille, sørgende.

Vender tilbage med friskbrygget mokka til alle. Sygeplejerskerne nikker anerkendende – dog uden at vende sig. Én har blikket fast rettet mod skærmen, en anden på Ella. Trykket stemning. Lægerne er på vej. Ny blødning i lungerne.

Bakker op i en krog. Kaffen skvulper, da jeg snubler over en ledning. Eftermiddag i maskinhallen – apparaterne bimler og bamler. Vejrtrækningen er ved at gå i stå. Hos min datter og hos mig selv.

Der arbejdes hurtigt og koncentreret. Effektivt teamwork. Aner ikke hvor mange, vi efterhånden er herinde i de påskepyntede gemakker. Ti? Tyve? Hele Intensiv-staben måske??? Lille hage løftes op af et par vinylhandsker. Skummende blod suges ud. Klare medikamenter sprøjtes ind. Livreddende indgreb. Grusomme overgreb.

Har lagt hendes liv i fagfolkenes hænder. Værsgo’, hun er jeres! Men kun for en stund. Hun må tilbage i mine arme. Levende eller død.

Kvalme. Støtter mig til vasken og glaner ind i toiletspejlet. Tomt billede. Ella er atter stabil – dog på et hængende hår denne gang. Ude ved personale-skabene ringer jeg til husbond, der er er på tur med vores ældste. Han lytter men siger ikke så meget – forsøger at skåne hende vel sagtens. Men hun har ellers efterhånden hørt alt, ville jeg mene, set alt. And then some. Som søster til kræftramt været vidne til livet, når det gør allermest ondt. Er allermest ondt. Heller ikke hun har fået den barndom, hun fortjener. Ethvert barn fortjener.

Jeg tænker tanken. Den forbudte tanke. Tanken, der gør mig til verdens ækleste mor. Eller måske verdens kærligste mor?

Udmattet, ødelagt, grædende. Flået i tusind stykker. Vi har været på en uendelig rejse – jeg, min mand, vores store datter og Ella – alle fire koblet på samme drop. År ud og år ind. Fået skudt kemo, steorider, blod og væske i venerne. Kastet op, segnet, rejst os på ny. Igen og igen. Men  for hvad? Et par ekstra timer, dage, nætter i dybe smerter. Og nu i respirator.

Hvad enten de må eller ej, popper ordene op. Spreder sig som metastaser fra hjerne til hver en fiber af min krop:

Er det Ellas skæbne at miste livet til kræften, så lad det ske. Er det Ellas skæbne at blive rask, så lad det ske. Men skal hun flere lidelser igennem, da beder jeg; vær barmhjertig og slip hende – og os andre – fri.

Så lad hende dø. Nu. I dag. Og ikke i morgen …