Simba har altid boet hos os. Sådan føles det. Vores lille ungkat er blevet så integreret del af vores familie, at vi slet ikke tænker over, at han faktisk er nytilflytter. Jammeren stoppede allerede efter to nætter, og på tredjedagen lod han os klø sig bag ørerne.
Om et par uger – når anden og sidste vaccine samt kastration er overstået – skulle han gerne være klar til at komme udenfor på egen hånd. Spændende. Vi har købt en lille sele og tyvstartet med lidt frisk luft her i weekenden – dog uden det store held. Han skyndte sig tilbage gennem terrassedøren og ind i den trygge stue. Hvor vi fandt et par trøste-godbidder frem.
Hver nat vælger Simba en fodende at sove i – og er heldigvis god til at dele sol og vind lige mellem os alle. Selv Anders får sin del af opmærksomheden … og er faldet pladask for kræet. Hvem skulle have troet det?
Yndlingslegetøjet er en lille mus med stor busket hale, som piber, når den daskes til. Simba jagter den gerne inden sovetid under stort postyr og vilde saltomortaler. På andenpladsen kommer frynserne på vores fine gamle håndknyttede tæppe, som Mormor og Morfar i hin tid hjembragte fra deres solskinsår i Tunis. Hrmpf. Overvejer at sy dem ind på bagsiden.
Dagens program er sat i ret så faste rammer; Simba er nemlig en kat, der har styr på sagerne, må man sige. Om morgenen vågner han med sin familie og får sig en bid mad. Hvis han er heldig, har pigerne lige en lille stund til leg inden skole. Han har ingen problemer med at være alene hjemme et par timer i løbet af dagen – men er også meget begejstret for selskab.
Vores lille mis er en renlig en af slagsen: Jeg har helt glemt, hvor lang tid en kat egentlig bruger på at vaske sig. Og så har han benyttet kattebakken fra dag ét. Dygtigt! Der slumres ofte og længe i husets vindueskarme, oven på reolen eller ved siden af Mor i sofaen. Så ynder han at blive aet på den bløde grå/hvide mave, mens han ruller fra side til side og spinder højlydt. Når så tøserne kommer hjem igen, står den på mere nus, hygge og muligvis lidt godbidder inden middag.
Måske han en dag hopper op på mit skød. Det drømmer jeg om. Men selv om Simba er sin egen – og foreløbigt kun uddeler kærlighed i adstadigt tempo og i afmålte portioner – så giver bevidstheden om en ven under samme tag mig en rar og afslappende fornemmelse i hverdagen.
Hvilken gave! Et knus – og endnu et – til familien i Tisvilde <3
