Den yndefulde(!) videoblogger foreviger en hyggestund på terrassen. Ja, I ser rigtigt! Vi var hjemme igen – faktisk BEGGE weekenddage (dog med overnatning under Rigets trygge vinger).

Ella sænkede mut hovedet, da det gik op for hende, at hun ikke fik lov til at sove i sin egen seng. “Jamen, du kommer jo tilbage igen i morgen, lille Skat!”, forsøgte jeg. Hun lukkede øjnene og nægtede at sige farvel til Nora og mig, der valgte at blive.

Skruen uden ende. Lægerne shipper os afsted på orlov med forsikring om, at det vil gøre Ella godt – men samtidig understreger de, at vejen mod udskrivelse er masser lungetræning med maske. Jamen det giver da ingen mening – de to ting kan jo ikke forenes uden CPAP-udstyr i Roskilde???

Jeg kan godt se, at Ella er et gladere barn på sit eget værelse kontra sengestuen, men jeg bemærker også en betydelig forringelse af hendes lungefunktion efter orlov. Og det holder da heller ikke … Øv!

Mistanken gnaver. Den gamle mistanke om, at alle unger uden for livsfare smides hjem på orlov i weekenden ved overbelægning på afdelingen. For det er der. Super-mega-monstertravlt. Både på vores Semi-intensive 6. sal og Børnekræft-etagen under os. Faktisk er der så travlt, at man de seneste uger har måttet bygge om og flyttet kontorer for at få plads til alle de nydiagnosticerede cancerramte unger. Der går rygter om, at tilgang netop er lukket i hovedstadsområdet – med henvisning til landets øvrige hospitaler. Sågar Sverige har været på tale.

Personalet løber, ungerne fejlbehandles, forældrene bitcher. Alt er som det plejer. Eller måske værre? Ella, din bisse – se nu at blive frisk.

Please!