I dag senfølge-kontrol på Klinik for Vækst og Reproduktion. Først blodprøver et sted – og fire timer senere lægesamtale et andet. Rart at slippe for to ture herind – men træls ventetid. For ikke at kede os ihjel, ta’r vi på visit til de mange afdelinger, vi har hørt til over årene.
“Ella, er det virkelig dig? Hvor er du blevet stor!”, udbryder en intensiv-sygeplejerske på 3. sal med tårer i øjnene.
“Åh, tak for besøget Ella – du har lige reddet min dag!”, siger en transplantations-sygeplejerske på 6. sal med armene om tøsen.
“Ja, kemoen lader ikke til at virke her efter tilbagefaldet, så det udskyder jo nok den ny knoglemarv”, sukker en Cancer Mom på 5. sal med rystet stemme.
Børnekræftafdelingen er den sidste på vores turné. Ella bestiller straks en kop varm kakao med flødeskum og sætter sig hjemvant til rette ved computeren i fælleskøkkenet. Sikke en masse velkendte ansigter. Og sikke en masse nye.
Krammer min lille raske fighter og tapper mig en maskinkaffe. Bvadr! Ligeså trist som jeg husker. Drikker den alligevel. I sympati med dem, der ikke har andet alternativ i øjeblikket. I taknemmelighed over at måtte hænge ud i rolige rammer.
Déjà vu, indeed:
2012, Rigshospitalets Børnekræftafdeling. Ella i hvid hospitalsbluse spiller computer. Indlagt. Syg. Kemobehandlingen er begyndt. De kortklippede totter falder snart helt af.
2014, Rigshospitalets Børnekræftafdeling. Ella i turkis sommerkjole spiller computer. Udskrevet. Sygdomsfri. Kemobehandlingen er afsluttet. De bløde krøller vokser snart helt ud.
