Arkiv
Tag "skov"

Foreløbig plan (mens Far passer arbejdet)

Mandag: Træfældning & krea i skoven
Tirsdag: Bif & sjov med Fætter & Kusine
Onsdag: Mormors fødselsdagsselskab
Torsdag-fredag: Hos Farmor & Farfar

Ahhh!

Sommerskuret er også et efterårsskur. Den lille weekend-hytte ta’r glad imod os, da vi holder første feriedag i lyngen, og fodres det med brændeknuder, kvitteres der med strålende lune omfavnelser.

Lykkelige Nora og Mor klatrer (sidstnævnte med møje og besvær!) op i trætophuset (der endnu mangler trappe og et par andre detaljer …) Fabelagtigt vue over hele matriklen. Love it! Og nu en hurtig madpakke samt brikjuice i tasken og afsted på skovtur. Inden aftensmad nåes lige et slag Ludo og en tur på hesteryg.

Hvad si’r I så? Ella har for første – og absolut ikke sidste – gang siddet på en hest. Dejlig lokal pige, vi mødte i sommers gi’r os lige to timer af sit liv og en fantastisk oplevelse til at putte i kufferten af rare famillieminder. Ella undrede sig dog noget over, hvorfor hendes lille runde Pony ikke har noget horn i panden – som hendes egne lyserøde derhjemme – men det afholder bestemt ikke tøsen fra at overdynge den med æbler og kærlighed. Nora får lov at låne den noget større og meget gemytlige Tritill. Og hvis jeg ikke ta’r meget fejl, kan det ikke vare ret længe, før hun begynder at tigge om ridetimer.

Det er bælgragende mørkt, da vi pakker ungerne i bilen og begiver os hjemad. I morgen er der Ella-tjek på Riget og legeaftale til Nora – men lur mig, om ikke vi snart igen suser en tur tilbage til løvets paradis.

Da vi tilmeldte Nora årets springgymnastik, troede vi egentlig, at de ekstra weekendtræninger  ville blive belastende, men det er faktisk meget rart en gang imellem at være en mindre del af the Rasmussens. Når både Mor og Far er hjemme med kun Ella, er pasningen a piece of cake (for at blive i Ella-terminologien …)

Så aaah, i dag er en god dag. De brakliggende forældre får pløjet en masse projekter igennem; tøjvask, oprydning, rengøring og sortering af en halv meter høj papirstak. Hep! Eneste minus er, at husstandens bil er hente/bringe-beslaglagt, så jeg ikke liiige kan suse et smut op i lyngen.

For det store sensommerprojekt i trætoppen skrider det vildeste frem siden sidst:

Væggene, der blev tilskåret i skole-hallen for et par uger siden, er nu smækket op i kronen og bærer det halvfærdige tag. De er bare for seje, de gutter; har på eget initiativ valgt samme slags afrundede profilbrædder som vores gamle lille Sommerskur. Æstetik si’r jeg bare – tro minikopi af skuret (bliver malet sort, naturligvis, med hvide vinduer)!

Godt det er efterårsferie – så skulle der da være mulighed for at lokke familien med en af de nærmeste dage. Glæder mig meget til at fornemme hytten indefra. Skulle virke være ret så rumelig ifølge projektlederen. Plads nok til et par madrasser bag stammen.

Har allerede aftalt sommer-overnatning deroppe med Nora. Wiii!!!

Ah, hvor skønt det nu er min tur til et par dage med Nora igen. Saaavner Ella – men man kan ikke både få i pose og sæk her i foretagendet.

Øjensynlig.

Årets Vikingespil er en Romeo & Julie-historie med skønne kamp- og dansescener. Opført midt i skovens dybe stille ro. Vidunderligt at sidde der i sommerregn og skumring med armen om min store pige. Ni år på lørdag.

Undskyld Nora, det var ikke den barndom, jeg havde planlagt for dig. Det her er dog vilkårene lige nu – skilsmissemodellen. Sorg og splittelse.

Jeg kan ikke love dig, det nogensinde bliver som før. At vi nogensinde bliver som før. Men jeg håber.

Indtil da: Masser af kys, kram og magiske aftenture.

Svampejagt i skoven, ild i brændeovnen og leg i efterårsløvet. 2 x 2 veninder. Marie Louise og datter kom på visit i sommerskuret og blev, til mørket faldt på.

For hver dag, der går, holder jeg en lille bid mere af min fritidshybel. En lille ekstra bid luft og energi. Stortrives i naturen deroppe. Simple living i lyngen for fulde gardiner. Og frihed. Følelsen følger med hjem til Roskilde. Lidt som at have køreklar bil stående i carporten; man kan suse til verdens ende, lige når man lyster – og selv om man ikke gør det, så giver bare tanken et ekstra boost.

Min sommerstue, mit efterårshi – a Room of My Own.

Nora ligger og snorker efter en dejlig sidste efterårsferiedag, men inden hun lukkede øjnene i, foreslog hun, at vi inviterede til party:

“For hvor har vi altså mange gode venner, og er det egentlig ikke dumt kun at holde fest, når man er glad for noget, for så er man jo allerede i godt humør. Hvorfor fester man aldrig, når man er ked – det er da dér, man har mest brug for det?”

Min kloge pige – hvor jeg dog elsker hendes logik.

Beklager!

Hvis jeg kommer for sent til mine aftaler, er det altså alle mine snapshots, der forsinker…

Enkel krans af lærkelogler surret fast på ring af metaltråd kreeret på juleværksted i Ellas børnehus. Jeg er ikke så meget til de der pompøse sløjfe-arrangementer og har bare ladet de simple røde bånd af bommulds/vokssnor hænge ned.

Da vi har fem meter til loftet herhjemme er den sat op i sommerskuret…

Krise i 1. c’s pigegruppe, får vi fortalt. For mange dronninger og derfor for mange skænderier. Nå, jamen så må man da finde på noget… Hvad med en lille ryste-sammen team-building-tur ud i det fri? Vi bliver enige i minirådet om Boserup-vandring ad forhindringsbanen Midgårsormen med efterfølgende ristning af skumfiduser og hygge. Lidt vilde udfoldelser bliver der også tid til – i hvert fald for min skønne tøs :-)

Frostgrader = nedlukning af sommerhus. Øv!

Farvel og på gensyn til en ganske ny og dog allerede meget kær ven. Men først lige optænding i brændeovnen og god middag på Pottegården (uden børn!), en hyggelig rødmalet/stråtægt kro fyldt med atmosfære og stemning. Hjemad tværs gennem skoven i bælgragende mørke ved nattetide med flakkende lygte, der kunne skabe uhyggelige ansigter, uh!

Aftømning af vandrør, havemøbler i brændeskur, linned med hjem og dyner muse-sikkert gemt af vejen i tasker i klædeskabet. Tjek! Glemte imidlertid at vaske op, inden der blev cuttet for vandet – så den blev lige klaret inde hos naboen. Men så fik vi også sagt pænt farvel og tak for i år til dem også…

Vi ses igen til foråret, mit dejlige lille skur – kan næsten ikke vente. Sov sødt så længe…

Voila! Mit livs første brændestabel (hvis man lige ser bort fra den, jeg forsøgte at bygge videre på fra de tidligere ejere, som brasede)!

Vi har endnu ingen økse, så stykkerne er ret så ukorante, men udfordringen taget i betragtning, er jeg ganske tilfreds

Hermed er der også plads til havemøbler under halvtaget, så nu kan vinteren bare komme an, ka’ den!

Ellinge Indhegning (kun et stenkast fra os) – anlagt i 1800-grønkål for at undgå flyvesand. Meget stringent tilplantet i sin tid men nu et dejligt vildnis med masser af svampe til efteråret, siges der.

På tur i støvregnen kom vi forbi denne lille lund; en skov i skoven.

Hjem til Morsø og varm kakao!