Arkiv
Tag "skriverier"

Vi har oplevet det før. Skæbne-tyveri. For to år siden var det os, vores fortælling, vores familiefotos, der stod for skud. I et forskruet forsøg på at jagte likes på Instagram. Brugeren blev anmeldt og smidt ud. Men så skete det igen.

I sommers så endnu en falsk kræftprofil dagens lys. Denne gang havde vi dog kun navnet Kemoland til fælles. Historien var heldigvis en anden. Den handlede om en terminal patient, en tyveårig pige. Og den viste sig at være opdigtet. I går aftes gik DR2 ind i sagen.

Jeg vælger at tro, det startede som en leg. En hvad-nu-hvis-tanke, et småspooky eksperiment, der løb løbsk. For ingen kan da have til hensigt at snyde og bedrage sine medmennesker med så alvorlig en sag. Det vælger jeg at tro.

Vi drages jo alle af de lidt hemmelige verdener. Dem, man aldrig rigtigt når helt ind i, hvis man ikke lige tilfældigvis selv sidder i lorten.

Måske lidt som at stjæle et blik af trafikuheldet, når man passerer i bilen: Åh, jeg håber ikke, der er nogen, der er kommet til skade. Men gud, er det ikke en kvinde dér på vejen? Du godeste, sikke en masse blod! Og så skynder man sig at kigge væk igen. Gyser over, at livet kan slå så voldsomme koldbøtter. Takker for, at det ikke er én selv, der lige nu er på vej til traumecenteret. På sådan en helt almindelig eftermiddag. Krammer sine kære en ekstra gang den aften.

Når jeg skriver, udforsker jeg mig selv. Prøver grænser af. Tænker tanker højt, som herved får liv – og giver gnisten videre til nye tanker. Som at vende dagens oplevelser med en god veninde over en kande the. Det giver ro. Skriveterapi.

Da jeg en tidlig decembermorgen vågnede op med min lille pige på Rigshospitalets Børnekræftafdeling, startede jeg min dagbog. Kanaliserede angst, sorg og frustrationer ud af kroppen og ned på laptoppen. Og undgik herved at kanalisere alt for mange kaffekopper og dropstativer i knolden på læger og sygeplejersker. Jeg var ensom og ulykkelig, isoleret med leukæmi-barn på grim og rungende sengestue. Bloggen var min kølende pilsner, min trofaste ven.

Undervejs drømte jeg om at rejse min vej. Tage Ella på nakken og stikke af. At kæmpe sig skibbrudden i land på Kemolands kyst med sin dødsenssyge datter i armene – for så at se hende få raget håret af, pumpet kinderne tykke, blive smækket i fangedragt og kylet i kachotten på ubestemt tid – dét er bestemt ikke for sarte sjæle. Men alligevel har mere end 150.000 besøgende over årene fulgt med i vores kamp her på sitet. På tæt hold.

For vi søger alle. Når vi læser, og når vi skriver. Når vi mødes. Vi søger efter svar, efter ro, efter meningen med livet – og i livet.

Måske hun også er ensom og ulykkelig, pigen med den falske Kemoland-profil?

Selv om hun ikke har kræft.

Nu er der snart en måned siden, skriveskolens opgave 3 blev slået op. Og papiret er stadig blankt. Skriveblokering. Øv.

Livet i gråzonen. Balancen mellem liv og død. Håb og gru. Se, dét er min ekspertise, min havn. Jeg er så tryg ved mørket, at solbrillerne bliver på næsen. Nat og dag. Det kan ikke være anderledes;

Første foto: Sorg. Der kan sagtens være noget smukt i ensomhed og forfald. Men her bor døden. Intet liv bag de sprukne planker. Det har der ikke været længe.

Andet foto: Længsel. Paradisets have venter på mig. Jeg var der i går, men jeg vil ha’ mere! Flimrende trækroner, vildnis og ro. Savnet af ro.

Tredje foto: Fremtid. Hvad gemmer sig derude? Tør vi træde ud i lyset? Eller venter vi på, det kommer herind? Fremtid er lig med angst, og angst invaliderer. Lukker døre til. Isolerer.

Hvorfor sørger jeg, når frodigheden er overalt omkring mig? Længes efter mere end, hvad jeg allerede har? Ligger vågen den halve nat, når planlægningen strækker sig over mere end blot en dag.

Jeg vælger ikke at vælge. Lader historien ligge. For den er allerede nedfældet. Af mig selv.

Beklager. Ingen 3.-personer eller skiftende fortælletempi i denne omgang.

Intet nyt under solen.

Så er vi nået til skriveskolens 2. opgave. Gruppen er aktiv og kommenterer konstruktivt på hinandens tekster. Det er sgu’ sjov adspredelse, må jeg sige. Alors:

Diplen
Det hvide lagen kradser en anelse, da det lander på hans ansigt. Daler ned og dækker resten af kroppen. Langsomt – måske tøvende?

Snert af lettelse, da de fem djævle lukkes ude og nu kun anes som lodne skygger. Fra hans skjul. Hans fængsel.

Lærredsstoffet lægger sig køligt mod ansigtet ved første åndedrag. Ved næste og næste igen dog fugtigt og klaustrofobisk klæbende.

Grinene bliver afløst af rytmiske råb. Der skubbes, hives. Eufori.

Hagen krænges bagover, halsmusklerne spændes. Snipperne samles i en fast knude bag hans ryg og presser armene stramt ind mod hofterne. Han kan ikke længere skelne stemmerne, skyggerne fra hinanden. Der er stødt flere præfekter til. Den voksende mængde omslutter scenen. Hans scene. En sovesal som kulisse; tyve senge – ti mod gangen, ti mod parken.

Fødderne løfter sig fra de slidte renskurede planker. Han bæres. Snesevis af hænder fører ham opad. Mod flimrende skarpt lys. Madrassen knirker, da han forsøger at finde balancen. En vinduesplads. Eftertragtet i midsommeren for liflig brise, forhadt i isvinteren for sne på øjenbryn og dyne.

Frisk luft trænger gennem maskerne. De halvstive og groft vævede masker. Han er ude. I det fri. Er blevet tippet over karmen og svæver nu langs ydersiden af husmurens håndstrøgne ru sten. De er røde, men det kan han ikke se gennem sit bur. Ved det bare. Mærker farven, når han støder på dem. Når de store drenge svinger ham frem og tilbage. Hvidt lagen, røde mursten.

“Nå, har du så fået lært det, eller skal du dingle lidt endnu? Det er slet ikke så svært: Fem par sko, nypudset hver morgen før samling. Er du med?”

Han kan ikke svare. Ordene er forsvundet ud af munden på ham, sivet gennem lagenet – og flyder rundt som tusindvis af små dugdråber lige dernede i åen.

Tre etager under ham.

Renser, helbreder – bøgerne i mit liv.

Men oplevelser på ord kommer og går: Mødregruppens litteraturklub blev opløst af sorg, Rigshospitalets fælleslæsninger forladt i glæde.

Hoppede i aftes ind i dugfriskt skrivefællesskab. Uden for Kemolands trygge tjørnehæk.

Grænseoverskridende, befriende.

Om der kommer endnu en bog ud af det, vides ikke. Måske?

Østerbro. Måren Otto vogtede under stukken. Tolv til sofabords. Alle sammen forfattere. Udgivne eller in spe.

Kaffe & kage. Livshistorier & drømme.

I går gjorde jeg noget godt. Ikke for kræftsagen, sognet, vennerne eller familien.

Men for mig.

I begyndelsen var skriverierne:

Et lille pip fra 5. sal i en grå og trist betonblok på Østerbro. Invitation til en håndfuld familie & venner til at følge slagets gang. En faldskærm at klamre mig til, hver gang uvejret brød løs.

Den sorte boks, hvis det værste skulle ske.

En læser har netop postet følgende kommentar under Dag +700-indlægget:

Helt ærligt? Det er måske ved at være tid til at acceptere, at bloggen har tjent sin pligt, og at den skal lukkes med værdighed, og du det samme, før det er for sent… Det kan godt gå hen og blive lidt kunstigt at holde liv i noget, hvis liv er levet.

Jeg er bekendt til nogle venner, hvis barn er indlagt på børnekræftafdelingen i København – derfor kom jeg herind i sin tid. Hvis jeg må være helt ærlig (og det er jo det, blogmediet inviterer til, med mindre du er en af dem, der sletter kommentarer, du ikke kan lide…) er det vist ret delte meninger om gavnen af din blog for andre forældre i samme situation. Man få ofte indtryk af, at din blog handler mere om at eksponere dig selv end din datters sygehistorie. Undskyld, hvis jeg lyder lidt hård, men det er sådan, jeg ser det, når du nu spørger…

Tak for input – og relevant spørgsmål: Gavnen af bloggen nu?

Det bedste er vel at spørge læserne selv; så jeg håber, I vil hjælpe til lidt afklaring …

Jeg ved, at 50.000 brugere sidste år klikkede ind på kemoland.dk – med ialt 380.000 sidevisninger.

Men kære læsere: Hvem er I? Og hvorfor følger I med?

Her ses familiens eneste snailmail-julekort, som Nora har lavet i sin sfo. Dog nåede vi ikke at poste det, så bedsterne må få det i morgen til juleaften. Tror simpelthen ikke, vi ejer et eneste frimærke mere…