Arkiv
Tag "strik"

Ella-feber og hoste igen i går – tilbage på penicillin – endnu en fridag til tøsen.

Der spilles kort, males akvarel og sludres om seneste udflugter. Mens halsen varmes af nyt blødt fødselsdags-strik.

Bvadr!, si’r Mor. Wow!, si’r Ella. Forrige uges tur til Experimentarium inkluderede dissektion af diverse dyreorganer.

Uuuh!, si’r Mor. Juhu!, si’r Ella. Sidste uges tur til Cirkus Arena inkluderede syv køretøjer i globe of death.

Men hvor er vi i grunden velsignede. Trods alt. Det kan godt være, at yngste datters lunger – og ældste datters bogligheder – hænger lidt i bremsen. Men vi kan være sammen i familien til hverdag. Om gode og nærværende oplevelser.

Og det er ikke alle forundt. Ved vi om nogen …

NB. Knus til en lille skidt purk på Riget, der lige nu sammen med sin mor forsøger at holde fanen højt og skumfiduserne indenbords. Vi tænker på jer <3

Merino-halsedisse (to ngl. Lang Loop Merino Fine / rundpind nr. 6):

Slå 55 masker op og strik derudaf. Mega-langsom proces, da løkkerne hele tiden kommer i vejen. Men hyggeligt … og det hele værd. Syn’s Ella.

I bog-shopping-mood:

At forstå sorg
Til fagfolk der møder børn og unge i sorg. Om tackling af sorgreaktioner, der umiddelbart kan virke foruroligende, fremmede, overvældende og opmærksomhedskrævende. Haps – i indkøbskurven med den!

Østen for solen
Dansk asien-inspireret strikkedesign. Særligt lokket af skøn tempelblomst-ærme-poncho, som jeg nok snart er den eneste, der endnu ikke har haft på pindene :-/

Odsherreds helleristninger
Vejviser til fortids-symbolik i familiens skønne sommerland.

Arne Jacobsens eget sommerhus
Og så lige om en fritidshybel blot et stenkast fra vores …

Spontan jotak til VIP-billet – så nåede jeg alligevel at opleve weekendens AOH-messe!

Med alt hvad hjertet begærer inden for patchwork, syning, hækling, strikning, broderi, papirklip og smykkefremstilling.

Browsede dovent rundt mellem standene med Cancer Mom-veninde og – wiii – hoppede med på Bente Lavsen-workshop i dominostrik (så fattede jeg det endelig …)

Shoppede nål til tunesisk hækling (totalt muldyr; weird gadekryds mellem hæklenål og strikkepind), blødt Geilsk-garn til min første sweater (vildt ambitiøst projekt – bliver sikkert aldrig til noget, men her er der plads til drømme …) og to skønne ruller Zpagetti i mønstret stof (til måske endnu et lille tæppe?)

Dejligt dejligt.

Sådan en dag er livgivende. Virkelig.

Slaraffenland af skrigende neon-iPad-covers og fodformede lige-til-at-tage-over-når-brændekurven-skal-fyldes-ponchoer.

Fuld af inspiration.

Men samtidig også en fed understregning af mine helt bevidste fravalg i krea-universet. En bekræftelse i hvilke sysler, der ikke er i stand til at give mig noget igen.

Og hvilke der i den grad gør.

100 % skøn juletræsfest i Børnehuset SIV
100 % dejligt vinterbad/kvartfinale/strikkeri med dullerne
100 % cool møde med Head of Kræftens Bekæmpelse

Og bedst af alt patologernes svar på længe ventet prøve:

100 % rask donor-marv i Julegris (og dermed fortsat intet spor af den gamle cancerbefængte).

Wiii!!! Pyyy!!! Zzzz …

 

Som forår ved Søerne

Som Kid Mohair fra Sommerfuglen

Som nymalede Lillepige-tånegle

Som formiddag i Botanisk

Som vindruer til frokost

Som slush ice til Disney-sjov

Fødselsdagsgaven til min søster gik pludselig i stå, men nu er den færdig:

Et sæt gammelrosa merino-pulsvarmere med falske snoninger.

Har strikket efter opskrift fra Irene, som desværre tabte kampen før jul :-(

Men hendes blog lever endnu, og der er mange guldkorn.

Opskriften har jeg ændret lidt, da jeg valgte at strikke i Filcolana Cinnia Merino og slog derfor 55 masker op på pind 5 (svarer til en str. M).

“Vil du ikke putte lidt med mig, inden jeg skal sove?” spurgte Ella og aede min kind.

Et tilbud, man umuligt kan takke nej til. Har nu ligget den sidste halve time i det skiftende lysskær fra vuggeviselammet og lyttet til beroligende afspændingsmusik. Indsnuset hendes sødlige lillepige-duft, kysset hendes lune nakke. Downloadet hele fornemmelsen og lagt den som zipfil i mit hjerte.

For om kun ganske få dage skal min hospitalsseng stå minimum en meter væk fra min elskede datters, og al nærvær og omsorg vil kun kunne ske via plastikhandsker og mundbind.

Slår tanken på flugt – og masker op til endnu et par sofatøfler, mage til dem jeg i dag forærede den smukke Amanda-mø på lege/hyggevisit herhjemme:

Strikkede sofatøfler i uld (frit efter et par købte af slagsen): Slå fem masker op (jeg har brugt pind 3).

Strik 1 p ret.
Nu skal der tages ud i siderne: Strik 1 retmaske, omslagsudtagning, strik ret til og med næstsidste m, omslagsudtagning, strik 1 retmaske (altså udtagning i 2. og næstsidste m). Gentages til der er ialt 27 m på pinden.

Strik 1 p ret.
Nu skal maskeantallet fordobles: Strik 1 vrangmaske, lænkeudtagning (strik denne vrang), strik 1 retmaske, lænkeudtagning (strik denne ret), strik 1 vrangmaske, lænkeudtagning (strik denne vrang) etc. Fortsæt således pinden ud = 54 masker.

Strik 20 p dobbeltpatent (2 vrang, 2 ret).

Nu skal maskeantallet halveres: Tag ind ved at strikke alle m sammen to og to (2 vrang sammen, 2 ret sammen etc., til der atter er 27 m tilbage.

Strik 1 p ret.
Nu skal der tages ind i siderne igen: Strik 1 retmaske, indtagning ved at strikke to m sammen, strik ret til og med næstsidste m, indtagning ved at strikke to m sammen, strik 1 retmaske (altså indtagning i 2.+3. m samt tredjesidste + næstsidste m). Gentages til der atter er ialt 5 m tilbage på pinden.

Luk af med ret. Sy skoen sammen med maskesting i siderne.

Hm, sådan ser man øjensynlig ud efter tre dage i indelukket og uden makeup – men er min nye halsedisse ikke bare skøn?

Den er lavet af Noro-uld med indspundet silke fra min gode garnpusher, Rok & Uld, her i Roskilde. Kærlighed ved første berøring – dog nok det dyreste garn, jeg nogensinde har købt …

Lagde ud med en til min svigermor og fortsatte med en til mig selv. Den skulle kunne snoes men alligevel ikke sidde for stramt, da den også skulle kunne trækkes op over håret i uvejr. Resultatet er.

Noro-halsedisse: To ngl. Noro-garn á 100 g. Slå 200 masker meget løst op på rundpind str. 6 / 60 cm. wire. Hop en tur på hospitalet i isolation og strik ret en 50 cm. Luk meget løst af.

NB. Kan godt være lidt svært at skifte nøgle, da farveovergangen ikke altid behøve at passe – så hvis man vil have kontinuerligt mønster, må man lige finde frem til det matchende farvestykke på det nye nøgle. Desværre kan man også godt risikere, at garnet pludselig slutter. Så har producenten bundet en knude og fortsætter med en anden nuance. Ret irriterende faktisk. Men jeg er måske for nærtagende?

Stille aften. Tre sure unge hænger ud i fælleskøkkenet. Deres mødre sender hinanden små sigende smil, hver gang de ryster på hovedet af vores memu-forslag.

Forkvalmet? I smerter? Bare træt? Vides ikke – men Ella nægter at spise noget som helst. Heller ikke den ellers udmærkede tiramisu.

Under aftensbadet klynker hun konstant, men jeg forstår hende godt. Der er koldt herude på det sterile rum, og håndklæderne er på størrelse med viskestykker. Finder et dynebetræk frem fra forældreskabet på gangen og pakker en sitrende Pigelil ind. Masserer hende varm, børster tænder og fæstner CVK med strips.

Ella smiler saligt, da jeg løfter hende op i sengen og lægger den friske dyne over hende. Brrrrr – der blev så sandelig luftet ud herinde på værelset. Det blæser op udenfor – skulle blive snestorm i nat.

Bliver godt med min medbragte øl til strikketøjet, mens ungen slumrer. Tøffer ned til forældrekøleskabet: Nul Heineken! Aj, hvor tarveligt sådan at stjæle andres drikkevarer. Tapper mig en varm kakao i stedet og håber på, at den forælder, der har været på rov, så også nød den.

Øv. Og vi udskrives først på mandag. Dobbelt-øv.

“Ja, feberen er væk, så vi stopper antibiotika i morgen, hvor Ella så vil være frisk nok til at gå i gang med fjerde og sidste runde kemo inden transplantationen. Men da kræften er så fint i remmission, må I godt få en lille orlov hjemme et par dage – hvis I har lyst. Opstart på torsdag – hvordan lyder det?”

Wiii! Ella & Far hoppede fluks på en handikaptransport og voila – ind ad havelågen med tornyster på ryggen i den dejlige knirkende sne.

Dagen fuldendes ved:

1. Maveinfektion på retur
2. Spontanvisit af dejlige Lola Jensen til bogbytte-hygge inden middag
3. Menu med saftige hvidløgs-tigerrejer (bestilt af ungerne)

Første adventslys er tændt (kun tre dage forsinket …), Ella sover, Nora slapper af med Minecraft i sengen (igang med konstruktion af drivhus i en trætop) og jeg har netop knækket koden til centreret dobbelt-indtagning efterfulgt af wrap & turn på min nye vinterhalsedisse i grøn tweeduld (opskrift fra Farmorfabrikken).

En rolig stund, inden det atter går løs.

Nb. In desperate need of maskemarkører (kommer fluks på ønskesedlen); kan ikke anbefale røde køkkenelastikker til formålet …

Eja et godt koncept. Måske starten på en tradition?

Den lokale krea/sladre-klub er draget til sommerskuret med strik & drik i bagagen. Regnen er netop stilnet af ved ankomst, og inden længe sidder vi alle fem på terrassen i det grønne med kølige sjusser og garn galore.

Som aftenen/natten skrider frem, finder jeg opskrift-på-dejlig-hæklet-uld-plaid-i-bølget-zig-zag-mønster mere og mere kryptisk og når at pille fem gange op, inden en rar sjæl kommer mig til undsætning (dagen efter, vel at mærke…)

Tak, kære strikkeduller, for en fremragende weekend i fremragende selskab!

Kølig hvid og grillede løvstikke-pølser til en flok udmattede mødre med alvorligt syge børn.

Decoupage, silkemaling, strikning og hækling omkring bålet – symaskinen holder fri for nu.

Der sludres om løst og fast; stamcelletransplantationer og oldemorfirkanter.

Ikke helt så ensom i Kemoland her til aften – andre fucked-up, småalkoholiserede krea-kvinder inden for rækkevidde at skåle med. At spejles i. At støtte sig op af.

Taknemmelighed.

Næste gang bliver bilen hjemme i carporten…

Ud over endnu et par sommerhus-, have- og kogebøger kom pakkeposten med to dejlige og længe ventede fund:

Wreck this Journal
En anderledes dagbog til stærke følelser. Denne bog skal med ud i regnen, tegnes og rives i, elskes og ødelægges. Har købt en ekstra til Tine – så vi kan lege parallelt.

100 Flowers to Knit or Crochet
En samling af farverige hæklede og strikkede blomster. Ta’r den med til syaften i aften. Ih, hvor det kribler i fingrene…

Hurra! Vores strikkeklub vokser og er en ren succes :-)

Strikkedullemig et fantastisk foretagende, for hvad nu, når Ella slutter i Børnehuset Siv – og dermed syaftenerne stopper, og Nora slutter i SFO Vanagård – og dermed filteaftenerne stopper? Så har jeg jo slet ingen at være krea med, og det går jo ikke!

Initierede derfor opstart af månedlig strik & sladder med – til at starte med to andre lokale madammer – og senere er det blevet til seks skønne quinder med stort Q.

Lidt ligesom i den kombinerede foto-, strikke og samtalebog Til kaffeslabberas, der handler om seks dejlige gamle damer, som en gang om ugen mødes og strikker for bl.a. designeren Henrik Vibskov…

Befriende og sjovt!