Noget må være forandret. Siden sidste terrorangreb. For jeg føler virkelig med ofre & pårørende. Denne gang.

Ja, faktisk så føler jeg for hele Frankrig. De blodige begivenheder og den derpå erklærede undtagelsestilstand får tårerne frem i øjenkrogene.

Har her i weekenden skruet ned for radioen, når nyhederne ubarmhjertigt har afbrudt den stille baggrundsmusik. Ville selv have lov til at overbringe Nora den triste besked.

Allerhelst ville jeg spare hende. For mere sorg og angst hele resten af hendes liv. Men det er umuligt. Og der vil sikkert blive talt om de grusomme hændelser i klassen mandag. Om ikke andet på franskholdet onsdag.

Så jeg sætter hende rystet ind i sagerne. Over en kop te.

Jeg må simpelthen være kommet et skridt videre. Tilbage ud i verden.

Har pludselig ikke nok i min egen krise. Kan – ved nærmere eftertanke – for første gang i lang lang tid se ud over min egen og andre børnekræftramte familiers næsetip.

Det må sgu’ da immervæk være at betragte som en sejr?

Midt i tabet.