Arkiv
Tag "tradition"

Sjove december
Nisserne er flyttet ind. Løjer og lækkerier. Nora nyder at hjælpe til med hemmelighederne, og Ella kan kan næsten ikke sove om aftenen af bare spænding over de mange drillerier, der er i vente. Husker de små træsko-dansende venner nu at lægge godter i julebussen i nat? Hvordan pokker fik de egentlig clementiner ned i støvlerne? Og mon mælken en dag skifter farve? Ligesom sidste år!

I går ved sengetid satte hun sin iPad op foran nissedøren (der af husdyrsmæssige årsager i år er installeret oven på det gamle tobaksskab) – fast besluttet på at opklare mysteriet. Hun trykkede Record og gik ud for at børste tænder. Begejstringen ville ingen ende tage, da det viste sig, at hun sørme havde fanget en rigtig lille dansende nisse på film. Ti hi …

Kreative december
Vi mangler stadig et par julegaver, men det er de hyggelige af slagsen. Sidste år fik Mormor og Farmor hver en hjemmelavet lille glæde-spreder. Den bestod af et sæt spillekort med i alt 52 skøre og skæve sniksnakkerier, sat sammen med scrap-bogs-ringe. Arbejdet skred hurtigt frem – da jeg først havde fået lavet en lille skabelon – for jeg har jævnligt over de sidste ti år noteret troldetøsernes mest kloge, skøre og fjollede ord ned. Så det var egentlig bare copy/paste og klippe/klistre. Er netop i færd med at fremstille ekstrakort til bøgerne (tys tys!), da der siden sidste jul er kommet endnu flere dejlige guldkorn til.

Guldkorn var da også de små fingermalings-Rudolfer, som Ellas legegruppe biksede sammen herhjemme i onsdags. Frygtede nok et lettere kulørt ragnarok på vores hvide vægge, da de fem seksårige gjorde deres entré, men det gik forbløffende godt. Der blev hygget igennem, og alle nåede at få et personligt billede med hjem. Pyh!

Travle december
Jovist, der er gang i hytten. Om morgenen skal der – foruden julebussen – kigges bag lågerne i dimsedut-kalendre fra henholdsvis Schleich og Lego, kattegodbids-kalender til Simba (!) og skrabekalender til fordel for Hjernesagen. I skolen finpudser 0.a. deres nordiske mytologi ved et dagligt afsnit af den uhyyyyyggelige Jul i Valhal, til eftermiddags-teen herhjemme læses højt af et ud af 24 kapitler fra den gamle julehistorie om Nisseungerne Tiske og Taske (i 1974 broadcasted i radioen af forfatteren selv), før aftensmaden toner Nissebanden frem på Ramasjang, og efter Ella-putning er der Far/Mor/Nora-tid i dobbeltsengen foran Juleønsket.

Nå ja, og så var der jo også de herssens 30 minutters daglig læsning, lektier, kammerater, springgymnastik og bueskydning. Udmærket at have dagtimerne til madplaner og indkøb. Når nu det ikke kan være anderledes ..

Eftertænksomme december
Den skarpe læser har måske efterhånden gennemskuet, at der ikke blot tælles ned til juleaften i disse dage. Noget andet og lidt hemmeligt er i gærde. Det er forandringens tid; spændende projekter, spirende venskaber, flere glæder. Nyt håb.

For seks år siden i dag facebookede Anders disse ord:

Så fik jeg endelig købt mig en 3GS og i dag starter min orlov så alt i alt er det vel ok :-)

Ja, Anders skulle overtage barselsorloven, og jeg selv tilbage på jobbet. Dagen efter sad vi på Rigshospitalets Børnekræftafdeling med sygt barn. På ubestemt tid.

Kunsten at balancere. Få øje på den farbare sti gennem flammehavet, gyngebroen over kløften. Lære at tænke i andre baner, tro på det umulige – og holde sig oprejst undervejs. Livet i gråzonen …

I går satte jeg babyalarmen til salg og sat-måleren på loftet. Indtil nu har de ligget parat på øverste hylde i badeværelsesskabet. Hvis nu. Eller noget. Selv om Ella jo det sidste år har kunnet både gå og trække vejret fint igen. Tja.

giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

 

Der småsnakkes om seneste dages oplevelser, mens Hama-Bethlehem-stjernen sættes fast over krybbespillet. Med elefantsnot.

Generalprøve på Eventyrteatrets nissemusical i et lyssmykket Tivoli samt giga juletræsfest i Cirkus Arenas vinterlejr Cirkusland.

Som de fleste familier har vi faste juletraditioner i dagene op til december. Som de færreste familiers afholdes vores i selskab med et stort netværk af soldater. Der alle har børnekræft tæt inde på livet.

Jeg frydes over at se så mange friske drenge og piger med dejligt langt hår under nissehuerne. I fuld galop. Drenge og piger vi har kæmpet side om side med. Fulgt i deres kamp for livet. Mens vi kæmpede vores egen.

Men i år lægger jeg særligt mærke til de afpillede små skikkelsers skaldede isser, mørkrandede øjne, blege kinder med gulbrune sondeplastre.

Dér er vi ikke mere. Langt fra såmænd. I år ser de små kemo-krigere mere syge ud end tidligere. Syge og dårlige.

Hvor ligger det os fjernt. Men hvor kommer det pludselig nært. Og hvor jeg dog føler med dem.

Især en dag som i dag. Hvor der julepyntes og hygges i det lille hjem. Første søndag i advent.

Kære lille fighter, smukke ælling. Kære cancer-mor, -far, -søster, -bror, -bedstemor, -bedstefar, -kusine og -fætter.

I ønskes en tålelig december. En måned uden alt for mange indlæggelser, feberture, opkastninger, mundbetændelser, nervesmerter, angst og sorg. Men en måned med et par gode julerier og rare familiestunder. I ønskes den mildeste vinter. En sæson uden de mest ødelæggende storme og isglatte veje.

Hæng i. Og forsøg at bevare håbet. For forude venter jo den dejlige sommer. Et hav af dejlige somre. Med vaffelis, sandslot og fiskenet.

Dét ønsker jeg for jer.

Selv den mindste rystelse kan få det hele til at skride. Og vi vil alle suse ned ad skråningen. I frit fald. Med løsrevne klippestykker og grus om ørerne. Fundamentet er beskadiget. Der må trædes varsomt.

På vores videre færd.

Under selve kemoskælvet havde vi altid to konstanter. Når jorden åbnede sig under vores fødder. To fastgjorte ringe at fæstne vores karabiner i: Vi havde vores hus – og vi havde Anders’ job. Altid et bord at samles om – og brød at sætte på det. Nu er jobbet væk. Efter 19 år i samme firma, er det slut; kontoret i Danmark lukker.

I går blev holdt afskedsfest i byen. I dag ligger Anders med tømmermænd i sengen. På mandag sidder han fritstillet herhjemme. Vi har vidst det i noget tid. Men tanken er nu svær at vænnes til.

Vi går en usikker fremtid i møde. Planerne, der knapt var begyndt at falde på plads, må ændres. Igen igen. Men denne gang er det ikke livet, der står på spil. Sådan trøster jeg mig selv. Dét her er, om ikke andet, en god øvelse i at forsøge at se fremad. Mere end én enkelt dag ad gangen.

Om føje tid går Sommerskuret i dvale, og julestadset skal findes frem. Vi har heldigvis hinanden – og mange varme minder at ta’ med os ind i vinteren. Så det skal nok blive lunt og godt i det lille hjem. Og der ligger allerede et par adventsgaver parat i skabet … så lidt planlægning er jeg da i stand til. Såmænd.

Simba snorker på sofaen. Jeg nulrer hans bløde mavepels, men han orker ikke at sætte gang i spinderiet. For det er hårdt at være udekat – 1/2 time om dagen. Døren er lukket til Ellas værelse. Jeg banker forsigtigt på og stiller en lille bakke med letdampet broccoli, små gulerødder, nødder og to kopper te på skrivebordet. Nora takker og smiler. Ella kommanderer mig hurtigt ud igen. De er ved at gøre sig klar til i aften og prøver samtlige uhyggelige outfits af, inden de skal afsted med vennerne.

Det blev til et stk farlig sørøverpirat & et stk ond zombiedronning. Hånden sitrer lidt, da jeg lægger Ellas makeup. Déjàvu. Syns’ sgu lige vi er sluppet for gusten hud, mørke rande og skumle blødninger. Kan også godt mærke på Nora, at hun synes, det er lidt spooky. Gi’r hende lige et ekstra kram og siger, at nu er det hendes tur. “Nej tak. Jeg er fin, som jeg er!”, siger hun og svinger sværdet. Overtales dog senere af Ella til et mindre ar.

Så er de afsted. Græskarlygterne er tændt, slikket står parat. Hvis nogen skulle finde på at lægge vejen forbi …

Yngstedatterens første fastelavn med helt almindelige unger i en helt almindelig børnehave ( … tænk engang; bare sidste år levede Ella fortsat et isoleret liv.) Kan ikke lade være med at glædes lidt over, at Disney-udstyret endelig blev forbigået, og tøsen valgte indianer-kostume til fredagens tøndeslagning. Nuvel, indianer-prinsesse-kostume – men alligevel …

Ældstedatterens måske sidste fastelavn med helt almindelige unger i en helt almindelig folkeskole. Isvaffel-veninden og Nora-soldaten ville vist i år blive de to eneste udklædte i klassen. Modigt og sejt gået af dem, synes jeg.

Øv at vinterens fastelavn er gået af mode i de større klasser – og erstattet af efterårets Halloween. Men jeg er nok gammeldags her …

Dagen derpå. Pigerne traller og kan slet ikke tørre party-smilet af. De sidste gæster er først lige gået. Efter 24 timers fremragende børne/voksen-fest. Guf og glitter i overmål. Her i vores lille hjem.

Der resoneres:

Vi er her endnu. De næreste venner, familien, ægteskabet, os selv. Stod distancen.

Ret godt gået.

Sgu’.

2014 var året, hvor vi fik livet tilbage.

2015 bliver året, hvor vi skal til at leve det.

365 blanke sider. Der bare længes efter at blive fyldt ud. Hver og én. Til sin tid. Knitrende forfriskende hvide lagener – direkte fra tørresnoren. Skarp duft af det fri. Næsten for skarp. Men også kun næsten.

Hvad venter vi så på?

Ingenting.

Nu venter vi ikke længere.

Fortsat ingen knopper; vi krydser fingre for, at eventuel galskab først bryder ud i det nye år. Vi har nemlig lige et par ret essentielle fester på programmet den næste uges tid …

Så er træet inde. Manden måtte save til i regn og blæst, så husstandens tre piger kunne pynte ved levende lys og julemusik. Fast arbejdsdeling. Og traditioner må man jo holde fast i. De få, der er tilbage.

For der er nye tider på vej. Jeg mærker det. I glimt. Når Nora siger fra over for Lillesøster, der pludselig er så frisk, at man ikke skal være bange for, at hun falder død om af en afvisning. Når hytten summer af gæster på spontanvisit ligesom i gamle dage. Når vores trofaste nytårsvenner gennem ti år er blevet skilt og nu har lagt Nordatlanten imellem sig.

Foreløbigt fortsæt: Fra nu af vil kun jeg rejse frem i tid. Én dag ad gangen. Ikke se mig tilbage. (Ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald.)

I går fløj Mormor til Syden med svigerinden. Tilbage i kulden drømmer vi andre om sne. Lidt slud kan også gøre det. Feriedagene fordrives med legeland og biftur. Mens der lægges sidste hånd på pakker og honninghjerter.

Forventningens glæde. Drømmen om en magisk juleaften. Med stjernedrys og gaveregn. Stopfyldte maver og overtrætte unger. Håbet om et jævnt og muntert, virksomt liv. Uden kræft. Med kærlighed og nærvær. Ligesom den forgangne december måned, hvor familien har flettet, konfektet og julenisset som aldrig før. I det lille hjem. I Kemoland.

Kære venner
Hjertelig tak til alle, jer der hver især har båret os igennem livet, når det var allermørkest. Med kemokur, strikketøj, vinterdyp, pakker, kys og kram. Tak fordi I følger os på vores vej; det varmer mere end I aner. Hermed fra alle os til alle jer:

En lille forfriskende Tv2-julehilsen

“Jeg tror jeg skriver et brev, og der skal stå: Hej Julemand vil du ikke godt lave en Ariel-bamse til mig, så vil jeg gerne være kæreste med dig.” Ella stopper eftertænksomt op og rynker brynene:

“Men kan man egentlig være kæreste med Julemanden???”

December er på vej. Stærk og krydret som Irmas luksus-glögg, sød og varm som Anders’ hjemmebagte kærnemælks-vafler.

Travlhed. Hemmelig pynte-aften i Ellas børnehave og kæmpe klippeklistre-dag på Noras skole efterfulgt af weekend-hygge i det lille hjem.

Konen pakker julestadset ud. Pigerne fistrer omkring og stiller på plads. Manden ta’r sig til lænden; hvorfor skal kasserne absolut stå allerbagest på loftet?

Søndag. Adventsstagen tændes. Dagen før den store julemåned. Det stormer minusgrader, da vi haster over gårdspladsen og ind til kamel/ponyshow.

Cirkus Arenas vinterlejr danner igen i år ramme om giga-nissebal for Danmarks børnekræftramte familier. 500 deltagere – med grumme ar på krop og sjæl – danser om træet og networker med gamle soldaterkammerater.

I snart fem år har vores familie været i krig. Men her står vi. Alle fire. Oprejst. Endnu.

En kølig hvid må være på sin plads. Bartenderen informerer under udskænkning: Til forret 120 liter tarteletfyld i gryden, velbekomme. Slendrer langs bordene til legelandet med glas i hånd. Det ta’r tre kvarter.

Gensynsglæde, vemod. For jeg må da lige hilse på den lille ny baby. Hvor er hun smuk. Moren smiler. Det er nu tre år siden, hun mistede sin ældste dreng. Endnu en kampfælle dukker op. Kram. Men hvor er din mand? Nå, en til skilsmisse i kredsen. Vinker til en tredje, smiler til en fjerde, sætter mig ved siden af en femte. Snakker børnepsykiatri. Hendes søn har så voldsomme senfølger efter behandling, at han ikke tør være i skole alene. Jeg spejder efter faren – men han ta’r sig en lille lur i bilen på p-pladsen. Det er også en lang dag. Og hård. Nå, det var de der to tøser, jeg lige skulle kigge efter. Men næh – er I her også? Smuk og rask datter, dejligt at se! Men forældrene er bekymrede for væksten efter kemo. Den er gået amok, og nu risikerer de måske en for tidlig pubertet. Flere velkendte ansigter dukker op. Der rystes over forestående operationer og bæves over snarlige scannings-svar. Glædes over de små succes-historier. Som vores.

Finder endelig frem til juletog, hoppeborg, rutchebane og karusel: “Kom med piger, det er snart mandel-tid!” Men tøserne er blevet rundtossede, ender begge med at kaste op. Nå, men den gamle CancerMom har vel altid en lille ekstra brækpose eller to med sig i tasken? Og så er de klar til koncert, julemand og gaveorgie.

Sikke en fest. Tøserne har sig en oplevelse af dimmensioner, så vi holder ud til fyrværkeriet lukker og slukker. Men nu er vi vist også ret så fladmaste.

G’nat!

Nisserne huserer jo allerede hos os.

Her en måned før jul er de flyttet ned fra loftet og ind i deres julebolig bag nissedøren. Døren kan kun åbnes af nisserne selv, og det ved Ella godt, så hun holder heldigvis pilfingrene pænt væk.

Nisserne får ingen at se, men hvis man holder øje, kan man måske finde spor efter nattens halløj.

Man må meget gerne lægge små hilsner og gaver ved deres dørmåtte. Det er faktisk noget, de forventer … Så bliver de tilfredse og kvitterer med tegninger eller små beskeder som “prut” eller “god jul”. De kan dog også skrive længere sedler, hvor de måske forlanger, at der skal lægges slik eller bages vaniliekranse til dem, hvis man ønsker sine forsvundne sager retur. Disse beskeder skrives med særlig baglæns nisseskrift.

Man skal huske på, at nisserne sagtens kan være gavmilde – hvis de ellers får nok opmærksomhed.

Men hvis man kommer til at glemme at give dem gaver, slik eller søde hilsner en aften, bliver de til vaskeægte drillenisser.

Nisse-spor

  • Glemt lille hue i loftlem eller små træsko på gulvet
  • Aftryk i sneen, vindueskarmen eller foran nissedøren
  • Bamseselskab på spisebordet – med rester fra en hyggelig pokeraften
  • Efterladt legetøj midt på gulvet eller slikpapir foran tv’et

Gaver & hilsner

  • Skrift på spejlet (læbestift / tandpasta), vinduerne (spraymaling / vandfarve), gulvet (malertape / risengryn / pebernødder), havegangen (kridt / gran) eller helt almindelige breve med postmanden
  • Omtrylning af kedelig aftensmad til dejlige æbleskiver
  • Små chokolader eller pebernødder i jakkelommen
  • Servering af risengrød til morgenmad med juledug og servietter
  • Foræring af gulerod med forslag om at bruge den som snemandsnæse
  • Lille skål sukker – og besked om at så vedlagte tic-tac som frø deri. Dagen efter er vokset en sukkerstang frem fra sukkeret

Drillerier

  • Ombytning af børnene, så de vågner i hinandens senge
  • Lakering af hele familiens tånegle eller røde tush-hjerter i ansigtet om natten
  • Nissehue på yndlingsbamsen
  • Sokker i lamperme / juletræet eller tøj i loftet med tegnestifter
  • Mælken er farvet grøn med frugtfarve
  • Stolene er bundet fast til spisebordet med elastikker
  • Trappen eller døren på børneværelserne er spærret med toiletpapir eller gavebånd
  • Stolene har fået sko på eller er sat op på spisebordet
  • Gavepapir er udrullet på gulvet under parade af bamser og dukker
  • Sofa og billeder er vendt på hovedet
  • Pebernødder / legoklodser er fyldt i havregrynsbøtten
  • Katten har fået bånd om halen eller hunden sløjfe om halsen.
  • Der er lavet et højt tårn af møbler og skoletasker
  • Legetøjet er lagt ind i køleskabet
  • Børnecyklerne er julepyntet og sat op på havebordet eller ind i køkkenet
  • Familiens sko og støvler med bamser i er sat på en lang række fra entré og ind i stuen
  • Vanter / huer / cykelhjelme er fyldt med ris
  • Mandariner er fyldt i støvlerne
  • Alt overtøjet er flyttet til brusekabinen
  • Bilen er viklet ind i toiletpapir eller kørt ned for enden af vejen
  • Leverpostejsmaden er pyntet med vingummibamser
  • Penalhuset bugner af gran eller julehjerter
  • Bøgerne er pakket ind i nissehuer og madpakken i gavepair med til/fra kort
  • Sportstasken er fyldt med nissetøj
  • Dyner og puder er gemt væk i garderobeskabet
  • Hårene er klippet af tandbørsterne – dog normalt nye i gave fra nisserne

70′er-pynt i rå mængder. Julestadsen stilles på hylderne i lokal genbrugs kl. 10 – og jeg er på pletten. Sharp! Sammen med massiv horde af pensionister.

Blender perfekt ind i mængden med mine grå hår og mørke rande …

Hjemme har nisserne valgt dagen til store flyttedag. Kunne ikke helt vente til december … Haster lidt at få det hele på plads, da man når som helst kan risikere opkald fra børnehaven disse dage.

Desværre fortsat ustadige tilstande i Ellas mavse; i fredags ringede pædagogerne og bad om straks-afhentning. Efter løbelort op ad nakke og ned af bukseben. Mistænker lidt pencillinen fra sidste febertur; det ta’r tid at normalisere bakteriefloraen i tarmene. Mega-træls.

Men vi har prøvet det, der var værre. Indeed.

I morgen går turen til Riget. Dog med henblik på synacten-test, men jeg tror, jeg beder om den udvidede prøvepakke, tak. Nu de alligevel stikker i tøsen.

Uf, vænner mig sgu’ aldrig til kontrollerne. Tror den står på Irmas rødvinsglögg igen i aften. Får uden tvivl behov for lille comforter inden sengetid …

Jaja, jeg ved det godt; kun lige i starten af november, og julerierne er allerede igang. Sådan er det hos de hjemmegående. Øjensynligt.

Og hvis man vil opgradere sin nissedør, må man altså være tidligt ude – for der er rift om tilbehøret blandt landets mødre. Skulle jeg hilse og sige! Allerede meldt udsolgt hos et par af forhandlerne.

Sidste år udvidede vores små venner løbende hyblen over julemåneden. Lånte med arme og ben fra Noras dukkehus til deres veranda: Køkkengrej, puder, møbler, staldlygte og vaskebalje fandt vej til stue-panelet.

Har i år hjulpet dem kærligt på vej med lidt ekstrabestillinger – herunder julebuk, kælk og fin Narnia-gadelygte (med rigtigt lys i!)

Indtil postmanden kommer forbi med grejet, har jeg kastet mig over de ubehandlede træsko (grå), stigen (sort) og fyldningsdøren (snehvid med guldstafferinger – hva’be’har’?)

… skal der imidlertid også være plads til, når familien rammer en dobbeltside i selveste BilledBladet.

Wow, dét er godt nok ypperligt!

Kun overgået af fredag aftens Disneysjov med bakteriebombe af SuperBest’s dejlige bland-selv-slik.

Som sikkert alle Himmelev og omegns snotunger har gramset løs på.

En helt utænkelig luksus for bare et år siden.

Fremad det går.

Nevertheless.

Det blev dog til et eBay-Elsa-kostume, da Ella alligevel ikke ville ofre en af sine Askepot-kjoler på projektet. Men denne yndige tutu kunne jeg nok heller ikke have gjort efter – fuldstændigt eventyrligt flor af tyl og snefnug. Perfekt til dejlig fastelavnsdag i Børnehuset med de andre immunsvæklinge i formiddags.

Samtidig var Nora til skole-arrangement. Nåede at blive lidt stresset over hendes bi-outfit, men det ankom lige akkurat i går. Og så kunne Mor her ånde lettet op.

Pyh!

Brrr. Tredje dag på kælkebakken. Jeg erkender, at tiden er inde til indkøb af uldent undertøj (eller en spandfuld Havana Club til toddy) hvis jeg skal overleve skituren til Norge. Jo, den er god nok. Familien er blevet tildelt endnu en ferie – denne gang af vores skønne patientforening FCB. Men der er et par måneder til, og her i Kemoland ta’r vi én ting ad gangen. Først skal vil lige over fastelavn.

“Jeg vil være Elsa fra Frozen”, dikterer Ella på hjemvejen. Nora vil gerne klædes ud som humlebi og jubler, da vi finder frem til den helt rigtige (og super-billige!) kostume på eBay. Sammen under dynen. Med uldsokker på.

Det er straks lidt sværere at ramme plet med Ellas dragt: “For kort, for lang, for lyseblå, for mørkeblå, for meget strut, for lidt strut!!!”. Vi beslutter i fællesskab at transformere en af hendes utallige Askepot-kjoler. Drysse lidt iskrystaller over, svinge tryllestaven – eller noget. Med eller uden magi kræver det vist alligevel en lille tur til Stof & Stil – men det skal nok blive sjovt.

Og er hun med ved symaskinen, øges chancerne for kundetilfredshed gevaldigt …

Sneen kommer og går. Knitrende frost den ene dag, sjap og søle den næste. Brrr igen. Er glad på ungernes vegne, men gad godt hoppe lige over i sommer og klipklappere. Hvis det ikke lige var for alle familiens vinter-fødselsdage, som jo også er meget rare …

Rundede 40 i forgårs. Svigerne har annonceret begivenheden i såvel lokale som landsdækkende medier.

“Ih, hvor ser du altså godt ud, Dodde”, udbryder min mor, da hun slår op på annoncen. Jovist, fotoet er også 10 år gammelt; fra dengang Nora lå og boblede i min mave. I tidernes morgen. Så ukompliceret livet var.

Savner ukompliceret.

Nej nej – helt sløret var weekenden altså ikke. Selv om der var både rød, rosé, hvid og port. Men det skal der også til, når mødregruppen er på deres årlige sommerhustur. Trængte sådan til hygge og afkobling, kære tøzer, dejlig mad og opkvikkende havluft. Aaah!

Har også haft lidt meget om ørerne den seneste tid, synes jeg:

Blev overrasket over det kæmpe antal besøgende på BogForum 2013; skulle lige trække vejret en ekstra gang, da jeg trådte ind ad udstiller-porten. Et leben af den anden verden. Blondiner i business-suit og stilet med mappe og pamphlet. Ægtefolk i fodformede med kuffert på slæb til dagens høst. Branchens store datingdag. Flirting, networking, asen, masen, skubben, puffen.

Trængsel og alarm.

Fandt dog sikkert frem til INDBLIKs stand, hvor jeg kunne nyde en kildevand og en latte, inden gæsterne dukkede op. “Hvordan har den lille Ella det?”, spurgte de kærligt og klappede mig grundigt på overarmen. Av min influenza-vaccine. Omtrent halvdelen måtte fælde en tåre over stabil Ella-status og trøstes inden deres videre messefærd.

Den anden halvdel var mænd.

Sikkert hjemme igen – og med en masse telefonnumre i håndtasken – brød jeg gaffaen på den store mystiske kasse:

WOW!!! Chokolade- og lakrids-julekalendre, legetøj, papirklip og hårpynt sikrer hermed en dejlig december for familien Posttraumat. En fantastisk gestus fra en fremmed, der ved et tilfælde lagde vejen forbi Kemoland. Hvor kærligt!!! (Da Nora, den ged, kigger mig over skulderen på indlægget her, må jeg lige holde på billedematerialet lidt endnu. For en del af de fine sager har jeg besluttet at anvende som adventsgaver).

Og nu vi taler gaver; en til er i hus – nemlig julegaven til Ella. På vej hjem fra messe guidede Sigurd mig via sms i stillekupé rundt om sin bjælkehytte i bælgragende mørke, til det lykkedes mig at finde en signeret Bjørnen Bjørn i skjul under en sneskovl. Tusind tak, si’r jeg. Håber dette sætter en stopper for Lillesøsters tyvetogter på Storesøsters værelse – nu hun får sit helt eget eksemplar at sove med.

Apropos sove …