I dag fik himlen endnu en stjerne. Smuk og funklende … men alt alt for ung.
Det var slet ikke tid, lille Zander-basse. Du havde så meget mere, du skulle opleve. Her hos os.
Et børneværelse skal ryddes. En mor samles op.
Et liv er slut. Før det knapt begyndte.
Ingen – overhovedet ingen – mening.
Dårligste weekend i over et år. Mindst.
Kan simpelthen ikke beskrive den afmagt, vrede og altopslugende frustration, de to sidste dage har budt på. Alle fire i familien har skændtes på kryds og tværs, råbt og skreget, skældt og smældt. Og ovenikøbet uden nogen særlig grund.
De to fridage har været de første – i rigtig lang tid – hvor der ikke har været planlagte aktiviteter på programmet. En weekend, jeg har set frem til. En weekend, hvor der rigtigt skulle hygges igennem og slappes af.
My ass.
Hurra for frihed, si’r jeg. Man skal bare lige kunne finde ud af at administrere den. Det kan vi så ikke.
I årevis har vores dage fulgt faste programmer, skemaer, protokoller. Ja, selv efter, vi blev sat på fri fod, har vi kæmpet hårdt for at opretholde en vis struktur, tryg ramme. Og nu, hvor vi så en enkelt gang vover at slå os løs med ingen verdens ting? Så brager det.
Bum!
Ødemarken kalder. Oh, livet som eremit. Uden for rækkevidde. Hvor ingen er på nakken, og ingen kræver noget. Af mig. Velsignet ro. I en klippehule. Helt alene. Med skønne kælne Simba-la-bim. Han skal naturligvis med.
Hvem der bare kunne daffe. Føler mig komplet uduelig. Uegnet. Til andet end jobbet som Cancer Mom. Men så blev jeg fyret. Og hvad så nu?
Til storskrald.
Tude, tude, tude. Det er hårdt at gå til psykolog. Har faktisk fået det tusind gange værre, efter jeg er startet. Tak for lort.
Beslutter mig for mindre shopping spree på vejen hjem; indkøb af udstyr til vores lille nye killing, der ankommer meget snart. Transport-kasse, bakke, hule, grus og mad. Glæder mig til at præsentere pigerne for de skønne sager i eftermiddag. De har allerede selv fikset en hel lille samling krea-legetøj ud af gammelt emballage og andet genbrug.
“Hej Dorte!” hilser en af vejens pensionister. Jeg viser stolt den fine lille katte-hule, da jeg pakker bilen ud. “Se, vi skal ha’ kat!”
“Hvad? Nej det var dog RÆDSOMT – de render jo rundt overalt og sviner så ganske forfærdeligt!!!
Humør tilbage på minus. Og her bliver det så resten af eftermiddagen …
For i min verden er RÆDSOMT år efter år at måtte sige nej til en ensom piges højeste ønske om et kæledyr, fordi hendes lillesøster har kræft og ikke kan tåle bakterierne.
Men sådan er vi vel så forskellige.
Jeg er ligeglad med, om jeg selv er syg, bare ikke børnene.”
Sådan sagde Erling i vinters, da han blev interviewet af lokalavisen. Sådan sagde han også til Ella, første gang han mødte hende.
Og så tog de hinanden i hånden og blev venner.
Ella er ked i dag. Hun har lavet en tegning til dig, Erling. Den forestiller jeres første fighterrunde. Som I gik sammen. Kort efter denne smukke og blæsende sensommerdag vendte kræften tilbage hos jer begge.
“Hvis bare min lille veninde klarer den!”, sagde du, sidst vi sås. Og smilede.
Stille og mut var hun. Slet ikke i sit sædvanlige Ella-i-SFO-humør. Da madkasse og drikkedunk var rekvireret, sko og jakke lukket, bøjede hun hovedet nedad – og løftede det ikke én eneste gang på hele hjemturen. Fortalte mig intet om dagen, som hun ellers plejer. Men slæbte bare de to prinsessebamser efter sig i palliettasken. Slukøret og med tunge skridt. Nul dans, nul sang, nul løben om kap eller tiggen om gratis tebolle hos købmanden. Og da jeg rakte hende nøglebundtet, rystede hun på hovedet og takkede nej til at låse hoveddøren op. Hvilket ellers er en af Ellas fornemmeste opgaver her i livet.
Der var vist ingen tvivl om, at Ella var ked. Meget ked.
I entréen kyssede jeg en solcreme-sandet kind og spurgte, om hun havde haft en hård dag. “Ja”, svarede hun sagte, “det har været en rigtig hård dag. Lige siden frokost.” Og så fortalte hun om, hvordan en hyggelig middagsstund med ét var blevet forvandlet til en ganske ulykkelig oplevelse. I dag blev dagen, hvor Ella – for første gang i sit liv – skulle stiftede bekendtskab med det triste men uundgåelige regnestykke:
Dumhed + uvidenhed = rendyrket ondskab.
Min første reaktion var at gribe telefonen og ringe idiotens mor op. Smække hende et par alvorsord på trommehinden – og befale en uforbeholden undskyldning. Besluttede dog at tage episoden op med pædagogerne dagen efter i stedet.
Men for helvede, hvor er jeg gal. Hvad i himlens navn får en lille seks-årig dreng til at opføre sig så gement?
Talen over madpakkerne var faldet på, hvem havde hvilke ar. Ella fremviste stolt sit over brystet – hvor venekateteret engang sad fast. Og fortalte med åbenhed og velvilje sin nye klasse om den kemo, der var løbet igennem slangen og ind i hendes krop, havde taget hendes hår, nær slået hende ihjel – men også banket kræften synder og sammen, så hun i dag sad, hvor hun sad. Sammen med sine kammerater. Og guffede. Seks halve, to gulerødder og en tomat.
Hvorpå klaphatten havde grinet hånligt og ytret de lede ord: “Hvorfor døde du dog ikke bare?”
Jeg frygter fremtiden. De grimme kommentarer, de skumle blikke. For hvad er i grunden mest ødelæggende? Den største dræber?
Cancer eller mobning?
Fuck.
Dét må der til, når kræften viser sit grimme ansigt. Påny. En dag man allermindst venter det.
Magtesløshed. Hvordan kan man trøste? Med en lille gave, der kan lyse op på den triste hospitalsgang måske? Med kærlig hilsen og lille bøn om snarlig bedring.
Nuvel. Fat i smykke-kassen, gang i kreativiteterne og ud med tristheden over, at endnu en dejlig kvinde i omgangskredsen er blevet ramt.
En kvinde, der ved gud i himlen allerede har haft rigeligt med prøvelser i livet det sidste års tid …
Men ingen er forskånet; ingen kan føle sig sikker.
Fuck cancer! Igen igen.
—
Perlekugle:
(Gi’r det overhovedet mening?)
5 perler samles i 1
3+1 samles i 1
Og ind i næste så der er to på snor
1+2 samles i 1
Og ind i næste så -//-
Indtil i alt 5 cirkler
Den 6. laves ved at tage 3. på snor og tilføje 1 på hver side
Herefter 1+2 samles i 1
Og den forrige indtil slut
Slutter med 1 perle på
Er jeg? Sikkert. Siden jeg stadig ikke kan finde mig selv igen. Glæden, lysten til at være.
Ulykker omgiver mig: Skilsmisse, sygdom, død. Blandt mine venner. I min familie.
Var de der også før – livsforandringerne? Eller vælter alt bare lige nu? Hvor jeg netop har ekstra behov for ro og stabilitet.
“Egoist!”, suser det i tindingen. “Ikke hele verden drejer sig om dig. Lad dog den fraskilte flytte, den syge dø, den sørgende gøre status. Hjælp til, hvor du kan – og vær ellers taknemmelig. For at du har dit på det tørre. Familie, helbred, økonomi. Så find dog smilet frem, for pokker! Hvor svært kan det være?”
Men det er det altså. Svært. Jo, smilet er der såmænd. Udenpå. Sammen med forfriskende lipgloss og udglattende concealer. Men indeni? Det klassiske tomrum.
Træt af tomrum.
Sorg. Tines to piger har mistet deres far.
Mens min kære barndomsveninde afvikler bo og arrangerer gravøl med den ene hånd, fører hun sine døtre gennem en grusom krise med den anden.
Jeg kigger fotos. Tænker tilbage. Der var tryk på karrieren i udlandet. Måske for meget. Tilbage i Danmark gik ægteskabet itu. Det sker. Nogle gange er kærlighed bare ikke nok.
Når jeg tænker på Thomas, tænker jeg musik; hans flotte sangstemme til guitar og klaver. Og jeg tænker køkken; han skummede min første latte på Frederiksberg – simrede mit første indiske måltid i Manchester. Det vil jeg huske.
Ella og Nora fældede en tåre, da de hørte nyheden. Jeg skånede dem gerne for flere triste beskeder. Men det kan jeg ikke. Døden er i livet – og det er her, vi er.
I livet.
Hurra så tuder man igen.
Ud af noderne vrimler minderne.
Ella dør, Ella lever, Ella dør, Ella lever …
Skulle ellers bare lige øve de nye stykker igennem til næste uges spil …
I dag arkiverer jeg. Samler minder. Og pakker dem væk.
Kommunen siger, jeg må videre.
—
Små spraglede armbånd på små buttede håndled.
En posefuld ætsende gift, to posefulde hår, en posefuld nyt liv.
Kaos. Struktur. Afmagt. Kontrol.
Det centrale venekateter holdes på plads med stripes. Den tyske knoglemarv med medicin. Iltslangen med skriggul velcro.
Glem endelig ikke tilbagetræk i sonden før tilkobling. Eller de sterile handsker ved rengøring af cvk.
Røntgen: H som højre. Lungen er tæt på at give op. Vi er tæt på at give op. Kan ikke få luft.
—
Jeg lægger respiratorrøret øverst i huskekassen; den lille ballonslange er sart og knækker let. Det må ikke ske.
Nu låg på. Sådan.
Og så på loftet …
Tøjkrise igen igen. My middle name. Skal vi ikke bare satse på, at kameraene finder andre og mere interessante motiver end Familien Kemoland til showet i morgen aften?
Tvivler på, jeg får tid til min ellers planlagte shoppetur her over middag. Sidder og venter på telefonopringning fra Udbetaling Danmarks barselskasse.
Og nej, det er ikke fordi der er flere babyer på vej. Det løb er vist kørt.
Men hvis jeg ønsker nogen som helst form for indtægt, indtil Ella er så frisk, at jeg kan søge job, må jeg selv lede efter midlerne i den offentlige paragraf-høstak, hvor jeg muligvis har fundet frem til meget hemmelig men yderst relevant bekendtgørelse.
For kommunen har uigenkaldeligt afvist al hjælp. Det skete ved møde i sidste uge. Der brat sluttede med undertegnedes dramatiske og tårevædede exit fra Rådhuset. Kampen var tabt allerede, da jeg slog røven i Ditzel-sædet:
Dvs. ikke en krone i indtægt, indtil Ella er klar til fuldtids-pasning ude. Hvornår det så end bliver?
Lille Ella pus. Den gæve tøs, der har været så umanerligt meget igennem. At hun overlevede kræften, vågnede af koma og allerede året derpå er på benene igen, er ikke nok. Nej, hun må hellere se at komme over de kemo-trætte ben, evindelige lungebetændelser, up to social speed med sine jævnaldrende. Og dét i en vis fart.
Som sagsbehandleren ytrede i telefonen for blot et par måneder siden: “Synes du da egentlig ikke fem års udbetalinger fra det offentlige er mere end rigeligt?”
!!!
Endnu en dag i telefonen = shoppetur afblæst.
Bøjletandlægens dom ved årskontrollen var klar: Fire tænder ud!
Men som jeg sad der med Nora i venteværelset i morges, var jeg nu ikke så frejdig. Vi taler jo ikke om et livsnødvendigt indgreb. Ikke ligesom Lillesøsters kemo, sonde, respirator. Men et kosmetisk indgreb. Der vel i realiteten kunne vælges fra?
Det blev det nu ikke. Tandregulering er noget bøvl – men giver også i den grad pote, hvis man holder ud. Syn’s dog bare, at vi har haft rigeligt med tårer og smerter her i husstanden. Nok for et helt liv.
Eller ti.
Og så er det bare næsten ubærligt at opleve min tapre Nora – med hele sin spinkle knold oplyst af blændende spotlight og blodet sivende ud af mundvigen – trygle mig om at få stoppet proceduren og tage hende med hjem. Efter bare den første tand. Bedre blev det ikke, da teknikkeren foreslog os at dele behandlingen over i to og fuldende mishandlingen om et par uger.
“Nej”, sagde jeg bestemt og klemte min store piges hånd, “og det er ok, hvis du er gal på mig Putte, men jeg ta’r altså en voksenbeslutning om, at vi får det hele klaret her og nu.”
Seks timer efter den sidste rod blev flået løs – og efter en slatten eftermiddag i dobbeltsengen med gammel musical på skærmen – kæmpede hun sig op på daybeden i køkkkenet og fik sine fire gaver af “tandfeen”. Anmodede herefter om sin iPad. Sidstnævnte et gedigent sundhedstegn. Så dog noget blegnæbbet ud, den lille Mus.
Det gjorde Ella ikke. Hun sprang rundt til gynmastik i Himmelev Hallen.
Den omvendte verden, indeed …
Hvor er jeg dog træt. Træt af at skulle tvinge et uskyldigt barn. For hendes eget bedste. Som de gange vi har måttet nægte vores kræftramte datter noget at drikke på grund af livsensfarlig væskeophobning omkring organerne. Selv om hun tiggede og bad. Eller når vi blev nødt til at holde hendes arme fast for at få taget de essentielle blodværdier i fingerspidserne. Selvom hun græd og skreg.
Hvornår bliver jeg den mor, man hader, fordi hun:
Mon det nogensinde sker?
Hækledame 1: Tak for optagelse i gruppen, sikke en masse inspiration. Her er mit tæppe, som endelig blev færdigt her i weekenden – er selv godt tilfreds 
Hækledame 2: Nej hvor flot! Hvilken opskrift har du brugt?
Hækledame 1: Den er fra et norsk krea-blad fra sidste år.
Hækledame 2: Wow – scanner du den ikke lige ind til os?
Hækledame 1: Øh det tror jeg ikke er helt lovligt, eller hvad?
Hækledame 3: Det er bestemt ikke lovligt – køb dog din egen Hækledame 2 (tagges)!!!
Hækledame 4: Ja, så køb dog din egen opskrift, din nærrigrad!!!
Hækledame 5: Utroligt som folk bare nasser sådan på andre!!!
Hækledame 6: Hvordan kan det dog være, vi skal have denne her diskussion hver fucking eneste dag. SÅ LÆS DOG GRUPPENS REGLER! Nar!
Hækledame 7: Ja sikke en idiot!
Hækledame 2: Undskyld så – jeg spurgte bare …
Hækledame 8: Jeg synes altså også, I er lidt stride i jeres kommentarer …
Hækledame 1: Du godeste. Jeg bryder mig ikke om tonen herinde og siger tak for nu. Melder mig ud igen. Hej hej.
Hækledame 3: Hvorfor fanden skrider du dig så ikke bare? Behøver du gøre sådan stort et nummer ud af det??? Røv altså.
Hækledame 4: Ja så smut dog!
Hækledame 8: Aj kan vi ikke lige prøve at tale pænt til hinanden herinde? Vi er da voksne mennesker? Måske admin (tagges) skal slette tråden her …
Hækledame 3: Åhr så skrid da selv ud af gruppen, hvis du er så sart! Vi har i øvrigt heller ikke brug for dig – med dine latterlige grønne grydelapper.
Hækledame 4: Og den der ækle kat! LOL!
Hækledame 5: Nå ja og tasken med æblerne – kan I huske den? Åh jeg dør af grin ROFLMAOYSST!
—
Sidder målløs tilbage.
Hvad i himlens navn får pæne krea-damer til at tale så grimt til hinanden? Og om hinanden? Dette er den tredje Facebook-gruppe, hvor jeg oplever mobning i så voldsom en grad, at jeg mangler ord.
Og det er ellers en sjældenhed …
Er det, hvad der sker med +20.000 kvinder på slap line? Almindelig hønsegårds-kultur? Eller er det den generelle trend – ligesom i trafikken, når andre bilister ikke kører efter ens egne standarder? Så er det helt i orden at skælde og smælde med rædsomme ord og gebærder? For offeret er jo væk sekundet efter, og så kan man tillade sig alt. Skal aldrig stå ansigt til ansigt med det sårede menneske. Aldrig tage ansvar for sine handlinger.
Jeg synes det er mobning. Digital chikane. Og det bør ophøre. Med det samme. Det hører ingen som helst steder hjemme. Ikke hos børn – og så sandelig heller ikke hos voksne.
Basta.
Og nej, jeg melder mig ikke ud af gruppen. Jeg tænker faktisk på at poste dette indlæg derinde. Så må vi se, hvor længe, det bliver stående …
Christ!
Tjekker lidt Facebook-updates. Ulykkelig mor ved tasterne @ Rigehospitalets Børnekræftafdeling:
Here we F#%^€*’KING go again!!!!!
Stilhed.
Selv Ellas ømme klaverspil forstummer i sorgen:
Tredje leukæmi-tilbagefald i netværket på en uge.
Tre familier, der har fået den frygtelige besked – for anden gang – og nu må lægge barn til knoglemarvstransplantation.
Sidste chance for overlevelse.
To drenge og en pige. Vi kender dem alle.
Smertende tomhed og ligegyldighed over for tilværelsen. Vekslen mellem behovet for at kramme dem, holde dem tæt – og lysten til at smide dem ud af mit liv, væk for tid og evighed.
Men vi er efterhånden sølet så meget ind i uretfærdighed og ondskab, at de ikke kan rystes af. Kræftens børneskæbner har boret sig fast under huden; vi er dem, og de er os.
Må lære at leve med lænken om min ankel. Kommer ikke udenom den. Facebook, Twitter, Instagram i trash bin. MacBook, iPad, iPhone på Skt. Hansbål. Tampon i øregang. Bind for øje. Nej, lænken rasler videre. Altid. Kommet for at blive.
Må i tænkeboks – i arbejdstøjet.
Nægter at gå under.
