Arkiv
Tag "web"

Velkommen til mit arbejdsværelse: En hygiegnisk plastiklænestol – taburet som sofabord.

Når indlagt er det altså herfra, jeg blogger med bitter-sjasket maskinkaffe i glas.

Så læner jeg mig tilbage i det klistrende polster og nyder udsigten. Og her taler jeg ikke om smalle glimt af Østerbro gennem nedrullede metalpersienner – nej, her taler jeg om synet af lille smukke Tyksak, der ligger med dynen om den skaldede isse i sin knirkende grønne hospitalsseng.

“Vil du med ned til lidt eftermiddagskage?”, inviterer jeg. Trul ryster på hovedet og vender sig om på siden. Det har også været en hård dag. Morgenmad gik direkte over i frokost med mellemliggende udhuling af græskar, maling og bagning af edderkoppe-stager og orange keramik-lygter. Med batteridrevne fyrfadslys.

Nu er Ella forståeligt nok træt – og muligvis også mæt efter tre bananer i rap. Hvilken appetit! Kemoen giver sære indfald; i morges vågnede hun og galede på frikadeller. I fælleskøkkenet mødte vi en mor, der var sendt afsted efter popcorn – en anden bagte lasagne. Kl. 08!

Siestaen er ved at være slut og stuegangs-læge på trapperne. Jeg fik nået at takke ja til workshop-invitation i Dansk Selskab for Patientsikkerhed og ansøgt GO-CARD om hjælp til at sætte fokus på børnekræft. Så jeg slukker for MacBook. Mit vindue ud til den virkelige verden. Hvor vejret har slået om, og vinteren er på vej. Hvor arbejdsdagen så småt er ovre, og de små pus skal hentes fra institution. Lektier, aftensmad, bad, putning og ahhhhh: Voksentid!

Go’ aften til alle jer derude!

Jeg er så taknemmelig, hver gang jeg kan få lov til at bruge hjernen en smule her i den sløve syge-orlovsperiode. Ella giver mig sgu’ ikke den vildeste stimulering med sine billedbøger og smølfefigurer, så jeg tager gladeligt imod udfordringer.

Og det var lige, hvad arbejdet med Foreningen Cancerramte Børns nye hjemmeside har givet mig: Masser af kreative opgaver som projektleder og webredaktør, jubi! Sitet gik i luften sidste uge på www.cancerbarn.dk.

Ønskerne var en portal, som kunne fungere som 1) præsentation af foreningen for familier med cancerramte børn, hospitaler, sponsorer og andre interessenter samt 2) informationskilde og virtuelt netværk for foreningens medlemmer, der ofte lever en meget isoleret tilværelse under kemobehandlingen. Kravspecifikationen omfattede online-tilmelding til foreningens mange arrangementer, debatforum og nyhedsmodul.

Tillykke til os alle med vores nye site!

Hvor sjovt at få lov til at deltage i udviklingen af endnu et website. Børnehuset Siv har længe ønsket nyt visitkort på nettet, og vi har været så småt igang siden jul. Sitet er netop gået i luften på www.bhsiv.dk.

Ønskerne var en portal, som kunne 1) understøtte og dokumentere arbejdet for medarbejderne af Børnehuset og 2) fungere som præsentation af huset for sagsbehandlere, hospitaler og andre interessenter samt som informationskilde og virtuelt netværk for husets brugere. Dejligt at sidde og nørkle med kravspecifikation inden for et område, hvor jeg selv er bruger.

Og så kom Bellemusen på forsiden :-)