Arkiv
Tag "wellness"

Garnnøglerne snurrer, pindene gløder. Aftenens værtinde har bagt fudge-tærte. Dertil årets første glögg.

Vi er vidt forskellige – lever dog parallelle liv. Huse i samme bydel, børn i samme skole. Dette netværk har jeg engang været med til at skabe. Hin efterårsdag i skoven. Jeg er stolt. Og taknemmelig.

For min skønne strikkeklub.

“Neeej, har I set???” Alle pensionisterne (og undertegnede) vender sig om og kigger. “Ja har I set? Lige nu bryder solen frem!” Jeg returnerer til drejebænk med varme om hjertet. Mere skal der ikke til.

På det gode keramikhold.

Først flere sekunder efter at GusMesteren har svunget håndklædet, rammer den brændende aromabølge os. 1 – 2 – 3. Impact!

Æteriske olier til gavn for blodtrykket, immunforsvaret og hukommelsen.

Mest af alt dog til gavn for en gammel Cancer Moms skrøbelige psyke. Timian-, eukalyptus-, geranium-dampene fuldender naturligvis wellness-oplevelsen – men ikke mindst nærværet, fællesskabet, den dæmpede musik, blæsten mod ruden, bølgerne under tømmerflåden og saunaens beroligende vuggen gør mig godt. En lille dybsindig sludder blev der sågar også tid til.

Efter den opkvikkende dukkert.

Det er godt nok sjældent, jeg kører i metro. Snildt ellers. Den dygtige øko-frisør forynger, mens vi læser blade og sladrer. Herefter posh vegetarfrokost & naturvin, kaffe & dele-kage.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, smiler hun. “Hvis jeg gerne vil gøre noget rigtigt godt for dig, hvad skal det så være?”

Lige præcist en dag som nu, Skønmø! Med alvor og grin. Eller som den aften på Rigshospitalet, da du fyldte en balje med lavendel-vand og vaskede mine fødder. Mens Ella lå i koma og var tæt på at dø.

Dén smukke – næsten helt bibelske – kærlighedserklæring glemmer jeg aldrig.

Fra min ældste veninde.

Olien rammer de glohede sten. GusMesteren hvirvler endnu en hårdtslående bølge ud i rummet. Slam! Vi snapper efter vejret, kniber øjnene sammen, læner os tilbage i sydende døs. Lime, enebær, mynte.

Udrensning. Indvendig såvel som udvendig.

Fem minutters pause inden næste omgang. Der er kø ved trapperne; alle higer efter kølende dukkert. Brrrrr! Stor tår af vandflasken, dyb indånding, tilbage på saunabænken.

Kæmpemæssig domkirke lyser op i vintermørket, da vi slendrer mod vikingeskibene og p-pladsen.

Lethed.

Endorfiner & adrenalin i skøn cocktail fra næsetip til storetå. Dampende armene omfavner aftagende måne. I mørket. På havnen.

Tak for aftendukkert – for saunasludder og nærvær.

Søde veninde.

 

Ella har intensiveret sit børnehave-fremmøde og er efterhånden i stand til at klare længere og længere institutions-dage.

(Når hun altså ikke ligger brak med feber og antibiotika – uh, var det mon den berygtede EV-D68–lunge-influenza, der huserede sidst???)

Men lige pludselig er man fri. Som Evas vilde grydelappefugl. Kan have op til flere sammenhængende timer til rådighed. Sådan helt alene. I selskab med sig selv.

Og sine tanker.

Hvis der ellers var tid til eftertænksomhed.

Det er der imidlertid ikke.

For post-traumatisten sørger naturligvis for helt igennem travlt og tætpakket program (sideløbende med skøre nisseløjer, klassisk julehandel og alm. røvsygt hushold):

  • Havne-dyp i den forfriskende fjord – efterfulgt af dampende wellness i foreningens spritnye og toplækre tømmerflåde-sauna
  • Interview-række med ergoterapeut/psykolog/sygepleje/phd-studerende, forskere og journalister – næste stop TVLorry
  • Charity-krea til cancer-støtte og julehjælp. Og også lige lidt til tøserne …
  • Nedsættelse af kirkeligt alter-udvalg – inkl. grundig research af lokal skyggevævnings- og venetiansk glasblæsningsteknik; bare vent!
  • Indstudering af nyt – og megakompliceret – instrument. I år tværfløjten

Ingen ro. Ingen ledige stunder.

Måske i det nye år, hvem ved?

Vækkeuret ringer. I tasken med med håndklæde, badedragt og slåbrok. Afsted til Køge.

Her står den på timevis af networking og afslapning i form af spa, massage, fodterapi, hårstyling og ansigtsrens. I skønt selskab med 25 andre Cancer Moms. Aaaaah!!!

Kæmpe tak til alle de frivillige behandlere, der rev en søndag ud af kalenderen for os, en gruppe kvinder i krise. I har et varmt hjerte og gør en stor forskel.

Men man behøver nu ikke nødvendigvis at være kriseramt for at få glæde af et wellness-shot her i det nye år. Mon ikke der skulle sidde et par af jer kære læsere derude i stuerne og tænke: Det kunne jeg nu ellers også godt trænge til? Jamen så har I da muligheden lige her, hvor I kan vinde:

Gavekort til 1 stk. klassisk 60-minutters ansigtsbehandling (værdi 550 kr.)
hos det skønne
Relax – Center for personlig velvære

Det eneste man skal gøre er at svare på nedenstående spørgsmål i en kommentar til indlægget her. Vinderen (måske er det dig?) udtrækkes af EllaBella & NoraFlora allerede næste weekend.

Sæt igang!

Hører der massage med til Relax’ Klassisk ansigtsbehandling?

100 % skøn juletræsfest i Børnehuset SIV
100 % dejligt vinterbad/kvartfinale/strikkeri med dullerne
100 % cool møde med Head of Kræftens Bekæmpelse

Og bedst af alt patologernes svar på længe ventet prøve:

100 % rask donor-marv i Julegris (og dermed fortsat intet spor af den gamle cancerbefængte).

Wiii!!! Pyyy!!! Zzzz …

 

Gosh, hvor er mit hår uglet efter dagens bad. Glemte shampoo hjemme ved sidste vagtskifte, så den stod på håndsæbe tilført lidt babyolie. Hmmmmm …